Vores skribenter

Det er ikke lige fedt for Anette

Anette Harbech Olesen har en mission: Hun brænder for at omsætte forskningsresultater indenfor mad og sundhed til det gode liv.

20. juli 2022

Anette Harbech Olesen har en mission: Hun brænder for at omsætte forskningsresultater indenfor mad og sundhed til praktisk anvendelig viden og opskrifter, som vi alle sammen kan bruge til at få et bedre liv. Og heldigvis kan Naturli lægge sider til hendes arbejde.

Især to ting er vigtige, når du ønsker at formidle information til mennesker: Viden og engagement. Anette Harbech Olesen har rigeligt af begge dele, og sideløbende med sine artikler i Naturli arbejder hun for tiden på sin 39. bogudgivelse.

En hjørnesten i bøgerne samt en mængde af artiklerne er hendes opskrifter, som hun udvikler efter devisen, at de skal være ”enkle og smage godt”. Desuden tilberedes de altid af de bedste, økologiske og uforarbejdede råvarer.

– Vi kan komme langt i sundhedens navn ved at vælge den rette mad. Maden indeholder byggestenene til den konstante renovering og vedligeholdelse af kroppen – inklusive vores hjerneceller – og faktisk vil det være lidt dumt ikke at tage imod den gave, som god mad på alle måder er, forklarer Anette.

Danskerne er åbenbart ikke så dumme, for Anettes bog ”Gaven til maven”, der udkom sidste år, endte som bestseller i sin kategori i 2021.

Anettes Mad for Livet

Hos Naturli har Anette været en del af redaktionen og det faste skribentkorps siden 2013. Her fortæller hun os om nye og relevante forskningsresultater indenfor mad og sundhed. De samme emner, som hun dækker i sit eget webunivers Mad for Livet, der hver uge udsender et af Danmarks mest populære nyhedsbreve.

Anette Harbech Olesen er glad for at kunne være med til at præge vores forståelse for mad, og hun besvarer samvittighedsfuldt alle spørgsmål på Mad for Livets Facebook-side.

Men faktisk var det held i uheld, at vi fik gavn af Anettes store viden. Hendes interesse for sund mad opstod først, da hun i 1990erne blev skadet i en trafikulykke. I genoptræningen testede hun sin egen kostplan og fandt ud af, at hun kunne halvere sit forbrug af smertestillende medicin, når hun spiste optimalt med flere grønsager, gode fedtstoffer og mindre kaffe, cola og sukker.

Det gjorde hende nysgerrig efter at kende sammenhængene, og hun uddannede sig inden for kost og ernæring – først i Danmark og siden på Institute for Functional Medicine i USA. Hun udgav i 2001 bogen ”Det er ikke lige fedt”, som vakte stor opmærksomhed med sin opfordring til – midt i en fedtforskrækket tid – at spise flere fedtstoffer – de sunde af slagsen, vel at mærke.

Uafhængig status er en æresag

Fedtstofferne blev altså Anettes indgang til sundhedsformidlingen. Siden har hun udbygget sin viden med talrige andre temaer – tarmbiota, vitaminer og mineraler, D-vitamin, søvn, melatonin, glutenfri mad, blodsukkerbalance, kolesterol og meget mere. Fra starten traf hun desuden et valg om, at hun ville være uvildig formidler, hvilket betyder ingen sponsorer, annoncører eller andre monetære samarbejdspartnere.

– Jeg sætter utroligt meget pris på min uafhængighed, og jeg er sikker på, at mine læsere også er glade for, at de altid kan regne med, at der ikke er skjulte dagsordener om salg bag ordene i mine artikler eller i mine udlægninger af videnskabelige forskningsresultater.

Når Anette læser eller skriver, foregår det ofte i drivhuset i køkkenhaven, hvor hun har installeret brændeovn for at kunne opholde sig ude i lyset i selskab med tomater, agurker og squash.

Når hun ikke skriver, skyldes det ofte, at hun er på rejse i udlandet – enten for at blive klogere på deres mad og levevis – eller for at besøge en af sine voksne sønner, der bor med deres familier i England og Belgien.

Forrige artikelTrist i sommervejret?

Næste artikelSmå smagsprøver reducerer risiko for madallergi

Carsten Gottlieb

Redaktør