Det er velkendt, at olivenolie er godt for hjertet. Men vi har fundet nogle detaljer om olivenolie, du måske ikke er klar over.
Olivenolie er sund. Senest har forskere fundet ud af, at en såkaldt Middelhavs-diæt med masser af olivenolie kan mindske risikoen for hjertekarsygdomme. Studiet viste, at du kan forebygge hjertesygdomme og hjerteanfald betragteligt, hvis du spiser mere end fire spiseskefulde olivenolie dagligt. Studiet har netop været offentliggjort i “New England Journal of Medicine”.
Men det skal dog ikke få dig til at spise uanede mængder af olivenolien. Olivenolie er også rig på kalorier, så selvom det er et sundt fedtstof, bliver du alligevel tyk af et overforbrug.
Olivenolie er rig på monoumættede fedtsyrer, der bidrager til at sænke den usunde LDL-kolesterol i blodet. Monoumættede fedtsyrer kan også hjælpe med at kontrollere insulinniveauet i blodet, og de findes også i avocado, fede fisk og nødder.
Det er som sagt velkendt, at olivenolie er gavnlig for hjertet, men faktisk er olivenolie god for hele kroppen. Oliens indhold af polyphenoler, der er et antioxidant, beskytter dine celler mod ødelæggelser, og visse polyphenoler har også en antiinflammatorisk effekt. Der forskes i øjeblikket i disse polyphenolers eventuelle præventive virkning på visse kræftformer, ligesom andre forskere studerer polyphenolernes betydning for udviklingen af kognitive evner og hukommelse hos børn.
Olivenolie kan være fin at stege i, og den er faktisk bedre end det meste rapsolie. Olien må ikke ryge, for når den først ryger er de sunde egenskaber brændt af og der skabes hurtigt stoffer, der er kræftfremkaldende. En uraffineret rapsolie ryger allerede ved godt 100 grader, mens en jomfruolivenolie kan klare 216 grader, før den ødelægges.
I USA fuskes der med betegnelsen “Extra Jomfru Oliven Olie”. Betegnelsen betyder ellers, at der er tale om første presning, hvor man presser olivenhøsten og opsamler olien. Bagefter bruger man pulpen og trækker mere olie ud ved hjælp af kemiske processer. Den olie, der kommer ud af den kemiske proces er ikke at regne for jomfruolie, men i USA er man ikke så strikse med mærkningen, hvorfor denne olie farves og sælges som jomfruolie. Ved farvningen ødelægges en stor del af oliens sunde egenskaber. I Europa kan vi glæde os over strenge EU-regler, der garanterer, at jomfruolivenolie er, hvad den giver sig ud for: Olie fra en mekanisk presning af oliven.
Når du køber olivenolie, skal du gå efter flasker lavet af mørkt glas. Olivenolie har nemlig ikke godt af lys, så selvom det kan være meget rart at se oliens flotte farve, er det ikke en hensigtsmæssig måde at opbevare olivenolie på.
Varme og lys er oliens største fjender, så du bør opbevare din olivenolie i et skab med rumtemperatur – gerne et sted mellem 15 og 20 grader. Du kan også opbevare olien i et svaleskab – køleskab er ikke så godt et valg, fordi det får olien til at klumpe. Ved korrekt opbevaring kan en flaske olivenolie holde i op mod et år.
Olivenolie er god til andet end mad. Oliens antioxidanter er også sund på huden, og i det gamle Grækenland var ren olivenolie efter sigende et udbredt skønhedsmiddel. Du kan f.eks. bruge olivenolie som en billig og effektiv hårmaske eller til at fjerne øjenmakeup.
Kilde: CNN.com/health