Nyheder

Dine tarmbakterier kan også lide middelhavskost

Foto: Adobe Stock
2. maj 2018

Middelhavskost anses som en af ​​de sundeste kosttyper, og utallige undersøgelser hævder, at kosten er god for hjertet. Nu tyder ny forskning på, at kosten også kan være god til tarmene.

Forestil dig en varm aften på tavernaen imens Middelhavet bruser i det fjerne. Når vi rejser til landene ved  Middelhavet, er det ikke kun for de varmere temperaturer og dejlige strande – det er også for den lækre mad.

Mad fra middelhavsområdet består primært af frugter, grøntsager, fuldkorn, nødder, fisk og fjerkræ – og lejlighedsvis er et glas rødvin også tilladt. Ikke nok med, at du synes, at det er lækkert, det gør dine tarme også!

Vi ved efterhånden godt, at bakteriefloraen eller mikrobiotaen i vores tarme har stor betydning for vores helbred, og at bakterierne lever af det, vi fodrer dem med – og udvikler sig i forskellige retninger alt efter, hvad kosten består af, og dermed påvirker vores sundhed positivt eller negativt.

Aber på vestlig- og middelhavskost

En nylig undersøgelse, omtalt i Medical News Today, har vist, at middelhavskost er forbundet med en lavere risiko for prostatacancer, mens andre undersøgelser hævder, at en middelhavskost kan beskytte hjertesundheden.

Men fordelene ved Middelhavets sunde fødevarer stopper ikke her; Den nyeste forskning af Hariom Yadav, Ph.D., fra Wake Forest Baptist Medical Center i Winston-Salem, NC, har vist, at en middelhavsdiæt signifikant øger mængden af “gode” bakterier i tarmene sammenlignet med en almindelig vestlig kost.

Forskerne fandt frem til resultatet ved at studere 20 aber, som i 30 måneder blev sat på én af ​​to diæter: enten en middelhavskost eller en vestlig kost – begge slags diæter indeholdt det samme antal kalorier.

Afføringsprøver afslører bakterierne

Middelhavsdiæten omfattede fiskeolie, olivenolie, smør, æg, fiskemel, hvedemel, sort og garbanzo bønnemel, frugtpuré, grøntsagsjuice, imens den vestlige diæt bestod af svinefedt, smør, æg, oksekød, majssirup med højt fructoseindhold og sukrose.

For at fastslå, hvordan hver diæt påvirkede abernes tarmbakterier, samlede forskerne afføringsprøver fra dyrene i slutningen af den ​​30 måneder lange diæt.

Mens aberne, der var fodret med den vestlige diæt oplevede en stigning på 0,5 procent i mængden af ​​”gode” bakterier i deres tarme, steg de gunstige tarmbakterier ved aberne, der var fodret med middelhavsdiæt, med op til syv procent.

Lactobacillus steg i tarmen

– Vi har omkring to milliarder gode og dårlige bakterier, der lever i vores tarme. Hvis bakterierne er af en bestemt type og ikke korrekt afbalanceret, kan vores helbred lide, siger Hariom Yadav, Ph.D og fortsætter:

– Vores undersøgelse viste, at de gode bakterier, primært Lactobacillus, hvoraf de fleste er probiotiske, blev signifikant øget i middelhavsdiætgruppen.

Lactobacillus er en venlig bakterie, der forhindrer og behandler diarré og andre fordøjelsesgener. Bortset fra at bo i tarmkanalen, kan bakterierne også findes i fermenterede fødevarer, syrnede mælkeprodukter og  kosttilskud.

Ifølge Yadav og hans hold baner disse resultater vejen for fremtidige undersøgelser, der kan bevise, hvordan en middelhavsdiæt har indflydelse på menneskers tarmsundhed.

Kilde: https://www.medicalnewstoday.com/articles/321644.php

 

Forrige artikel3 enkle regler til et vægttab

Næste artikelManu Sareen: Stress er som en forstuvet sjæl