Nyheder

Dioxiner giver dna-skader på mænds sæd

5. september 2007

Raske mænds dna-struktur kan blive ødelagt af giftige dioxiner, viser forskningsprojekt fra Århus.

En forskergruppe fra Aarhus Universitet har som de første påvist en direkte sammenhæng mellem dioxinaktivitetsniveauet i raske mænds blod og forekomsten af dna-skader i deres sædceller. Forskere fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Aarhus Universitet undersøgte 400 raske og fertile europæiske og grønlandske mænd. De fandt en direkte sammenhæng mellem den samlede biologiske dioxinaktivitet i blodet og niveauet af dna-skader på mændenes sædceller: Jo mere dioxin-aktivitet der var i deres blod, desto flere dna-skader havde de i deres sæd. »Resultaterne er unikke, fordi vi har målt aktiviteten af en hel cocktail af dioxinlignende stoffer, som er i blodet, og ikke alene et enkelt stof,« siger forskningsleder Eva Bonefeld-Jørgensen fra Afdeling for Miljø- og Arbejdsmedicin ved Institut for Folkesundhed. Resultaterne er især bekymrende, fordi tidligere studier blandt mennesker tyder på, at dna-skader kan nedarves. Dyreforsøg har vist, at dna-skader hos faderen kan nedarves og give et øget antal aborter, mutationer, fødselsdefekter og kræfttilfælde. Eva Bonefeld-Jørgensen planlægger nu i samarbejde med svenske forskere inden for andrologi at undersøge dioxinaktiviteten blandt – fortrinsvis svenske – mænd med dårlig sædkvalitet. »Danske mænd har noget af verdens ringeste sædkvalitet. Hvert syvende barn i en typisk skoleklasse er undfanget ved kunstig befrugtning. Derfor er der al mulig god grund til at se nærmere på en eventuel sammenhæng mellem dioxinaktivitet i blodet og nedsat sædkvalitet,« siger Eva Bonefeld-Jørgensen. Kostvaner, bopæl og daglig eksponering for forurening er nogle af de elementer, som vil indgå i den kommende undersøgelse. Kostvaner er interessante, fordi undersøgelser tyder på, at et dagligt indtag af omega-3-fedtsyrer og antioxidanter som selen hos grønlandske inuitter kan give en vis beskyttelse mod dioxinpåvirkning. Kilde: Dagens Medicin

Forrige artikelDanmark har den højeste kræftdødelighed

Næste artikelFaste helbredstjek kan hæve sundheden drastisk