Dit syn snyder dig hver dag

Vores hjerne elsker orden og fordrejer derfor vores synsindtryk. Synet er vores dominerende sans, og dets funktion er ekstremt kompliceret. Det er en enorm udfordring for hjerneforskerne at afsløre, hvordan det fungerer i praksis.

Hver gang vi sætter os bag rattet, bliver vi snydt. Som bilist sidder man relativt lavt i førersædet og ser vejen i en meget spids vinkel, når man kigger lige frem.

Det betyder, at formerne på vejen syner kortere og smallere, end hvis man så dem lige ovenfra.

For at kompensere for denne illusion skal den pil, der fx markerer en venstresvingsbane, være ekstra lang, mens pilens vandrette stykke skal være betydeligt bredere end det lodrette.

Det har kommunens vejmalere naturligvis taget højde for. Set fra førersædet ser pilen derfor harmonisk ud, men set ovenfra ville de forvrængede proportioner være tydelige.

“Virkeligheden er kun en illusion – om end en meget hårdnakket en,” sagde Albert Einstein. Relativismens fader vidste bedre end nogen, hvordan vores sanser kan snyde os. Og noget rigtigt er der utvivlsomt i den selvmodsigende påstand.

Menneskets sanser, og i særdeleshed synssansen, er til, for at vi kan forholde os til omverdenen og begå os i den på den mest hensigtsfulde måde. Men den verden, vi oplever, er så langtfra en simpel afspejling af den fysiske virkelighed, vi bevæger os rundt i.

Hjernen og sanseapparatet forsimpler virkeligheden for hurtigt og effektivt at kunne forstå den. Samtidig inddrager hjernen tidligere erfaringer for at fremskynde tolk­ningen af de mange sanseindtryk.

Grækerne snød med søjlerne

Denne forsimpling af vores sanse-apparat gør os til lette ofre for illusioner og synsbedrag. Det udnyttes ikke blot af kommunens tekniske forvaltning, når de maler vejpile, men også af bl.a. arkitekter, billedkunstnere, psykologer og hjerneforskere.

Allerede oldtidens grækere vidste, at det nogle gange kan være nødvendigt at snyde, for at ting tager sig naturligt ud, og de tog højde for det, når de byggede deres templer.

Øjet og hjernen benytter i fællesskab en række tricks for at danne sig et hurtigt overblik over et synsindtryk. Men nogle gange sker det på bekostning af detaljerne.

Når vi betragter en slank tempelsøjle, dvs. to parallelle linjer, vil øjet og hjernen typisk se dem i sammenhæng med omgivelserne og forsøge at få dem til at passe ind i et dybdemæssigt perspektiv.

Resultatet er, at vi kommer til at opfatte det, som om de lige linjer buer indad. For at rette op på denne illusion huggede grækerne bevidst deres søjler en anelse tykkere på midten. Kun på den måde kom de til at se snorlige ud.

Vores opfattelse af perspektiv og dybde bygger i høj grad på en fortolkning i hjernen af det indbyrdes størrelsesforhold mellem synsfeltets forskellige objekter. Hvis to genstande, som erfaringen fortæller os er lige store, ikke ser lige store ud, konkluderer hjernen automatisk, at den mindste må være længere væk.

Den mekanisme har mange arkitekter udnyttet for at få deres bygningsværker til at tage sig større ud, end de faktisk er. Det gælder fx søjle­gangen i Palazzo Spada i Rom, hvor de bageste søjler er kortere end de forreste. De firkantede fliser i gulvet er heller ikke rektangulære, men smalner til i den bageste ende. Illusionen af dybde er overvældende, men gennemskues, så snart man bevæger sig ind i søjlegangen.

Et ekstremt eksempel på rumlig udnyttelse af synsbedrag er det så­kaldte Ames-rum, opkaldt efter øjen­lægen Adelbert Ames, der første gang konstruerede det drilske rum i 1946.

Set fra en bestemt vinkel, gennem et kighul i den ene væg, ligner Ames-rummet et helt normalt rekt­angulært rum, men i virkeligheden er det trapezformet. Vægge, gulv og loft ser vinkelrette ud, men skråner faktisk, så rummet bliver lavere og smallere i den ene ende.

Ames-rummet, der kan opleves på mange videnskabsmuseer, udnytter hjernens vanetænkning. Vi er vant til at bo i rum med lige vinkler, og hvis det overhovedet er muligt, vil hjernen derfor foretrække den kendte forestilling om et rum med lige vinkler og linjer.

Til gengæld kommer vi til at acceptere det absurde i, at personer henholdsvis vokser og skrumper, når de bevæger sig fra den ene ende af rummet til den anden. Et barn, der står i rummets lave ende, vil fx se ud som en kæmpe sammenlignet med en voksen, der står i den høje ende.

Rubens malede bevidst forkert

Også billedkunstnerne har forstået at udnytte og kompensere for øjets og hjernens fejlagtige opfattelse af virkeligheden. På billedet “Ned­stigning fra korset” fra starten af 1600-tallet bryder den flamske maler Rubens med al logik for at skabe en illusion af virkelighed.

En stige er rejst for at bære Jesu afsjælede legeme ned fra kor­set, og midt på stigen står en mand og dækker for hele det midterste stykke, så man kun kan se stigens nederste del og lidt af den øverste. Umiddelbart ser alt ud til at være i den skønneste orden, men hvis man lægger en lineal over billedet, så den flugter med stigens nederste stykke, er det åbenlyst, at stigen på ingen måde kan hænge sammen på midten.

Rubens har simpelt hen parallel-forskudt stigens øverste og nederste halvdel, fordi han har været klar over, at en skrå linje, som er delvist skjult på midten, vil se ud, som om den ikke hænger rigtigt sammen.

Illusionen, der første gang blev beskrevet af den tyske fysiker J.C. Poggendorff i 1860, er meget omdiskuteret, og der findes mange forklaringer på den, hvoraf ingen dog er helt sikre eller fyldestgørende. De fleste forskere hælder imidlertid til, at det igen er perspektivsansen, der spiller os et puds. Illusionen op­står tilsyneladende, fordi hjernen opfatter de skrå linjehalvdele som kanter på to forskellige figurer, der ses i et tredimensionalt perspektiv.

Rubens har af gode grunde ikke selv kendt forklaringen på illusionen. Han har blot kunnet konstatere, at billedet først kom til at se naturligt ud, hvis han forskød stigens to halvdele lidt i forhold til hinanden.

Malerier afslører hjerneskade

Billedkunstnere kan ofte slippe af sted med alvorlige fordrejninger af naturlovene. Ofte opdager vi ikke den manglende logik i et billede, fordi hjernen forsimpler de syns­indtryk, den modtager fra øjet, for hurtigt at tolke billedets indhold.Faktisk har hjerneforskerne lært meget om, hvordan vores synssans fungerer, ved at studere malerier.

Det gælder ikke mindst de store impressionistiske og kubistiske malere. Abstrakte malerier, hvor personer og genstande er bygget op af usammenhængende farveklatter eller geometriske former, kan på mange måder sammenlignes med et naturligt sceneri, hvor en person fx er delvist skjult bag et stakit eller grene fra et træ.

I begge tilfælde har vi umiddelbart nemt ved at genkende motivet, og det må betyde, at den normale hjerne selv er i stand til at udfylde de tomme eller skjulte områder og så at sige gøre synsindtrykket færdigt, så det matcher med noget, som hjernen genkender.

Før hjerneskanningernes tid brugte neurologerne fx usammenhængende billeder som den italienske kunstner Gino Severinis “De gule dansere” til at afsløre hjerneskader i isselappen, hvor syns- og andre sanseindtryk bearbejdes. Maleriet består reelt blot af en række farvede klatter. Alligevel opfatter raske mennesker det ubesværet som to dansere, mens hjerneskadede kun ser det abstrakte mønster.

Et vigtigt værktøj i dette forsknings­arbejde er synsbedraget. For netop når øjet og hjernen bliver snydt, afslører synet sine hemmeligheder.

Kilde: Illustreret videnskab