Nyheder

Dobbelt så mange får diabetes

24. maj 2007

Sukkersyge i Danmark breder sig med så stor hast, at der vil mangle penge til behandling, hvis ikke politikerne griber ind.

Der vil mangle penge til sukkersyge, fordi flere får sygdommen, end man regner med, vurderer forskere. Om 10 år lider dobbelt så mange af diabetes, lyder det. Sundhedsstyrelsens prognose er nemlig alt for lavt sat, viser et forskningsprojekt fra Syddansk Universitet. Det skriver universitets eget blad Ny Viden.

Der anslås at være 300.000 med sukkersyge, hovedsageligt diabetes 2. Om 10 år vil der være dobbelt så mange, viser forskernes beregninger. Det skyldes flere ting, siger hovedforfatter til undersøgelsen, ph.d., cand.scient. Henrik Støvring.

– Vi er heldigvis blevet langt bedre til at behandle sygdommen, og det betyder, at langt færre end tidligere dør af diabetes. Men det har de nuværende beregninger ikke taget højde for, og derfor vil tallet være langt større, end man regner med, siger Henrik Støvring til Ritzau.

Kilde: ritzau og Berlingske Tidende.

Forrige artikelPas på bakterier, når du griller

Næste artikelUdvid døgnet med en time eller to