Døgnrytme og arbejdstider

Har du svært ved at komme op om morgenen? Du er ikke den eneste, og det har ifølge en ny bog konsekvenser, at B-mennesket tvinges til at leve efter A-menneskets døgnrytme.

Hvem har mon besluttet, at arbejdsdagen almindeligvis begynder mellem syv og otte og slutter mellem 15 og 16? Det kan selvfølgelig give god mening i sommerhalvåret, hvor det er tidligt lyst, men hvorfor skal vi egentlig jage ud af døren i mørke fra oktober til marts? Hvorfor kunne vi ikke møde klokken 10 og have fri lidt før 18?

Gamle mønstre bestemmer mødetid

Årsagen er naturligvis, at hele vores samfund er indrettet efter gamle mønstre. Skoler og kommunale pasningstilbud passer til et en fyraften senest klokken 16. Tankegangen stammer tilbage fra det agrare samfund, hvor man begyndte tidligt for at nå dagens opgaver, før det blev mørkt. Dengang begrænsede man sig heller ikke til syv en halv times dagligt arbejde. Siden overtog industrisamfundet tankegangen, og selvom arbejdstiden blev forkortet med fagbevægelsens mellemkomst, var det stadig en fordel at lade arbejdsstyrken møde tidligt. Så kunne det producerede nå at blive fragtet ud til forbrugerne eller til videres forarbejdning på andre fabrikker inden for samme produktionsdøgn.

Vi har vænnet os til, at det er sådan – men egentlig giver det ikke så meget mening mere. Der er ikke mange jobfunktioner, der kun kan udføres fra otte til fire – hvis man fjerner de samfundsskabte krav til mødetider. En skolelærer skal naturligvis undervise, når børnene er der – men hvorfor er børnene der kun fra otte til halv fire? Hvorfor kunne de ikke være der fra elleve til syv om aftenen? Det er jo kun fordi, vi har vedtaget, at det skal være sådan.

B-menneske på A-menneskets præmisser

Camilla Kring er uddannet civilingeniør og Ph.d. i balancen mellem arbejdsliv og privatliv. Hun er stifter af B-samfundet.dk, som arbejder for mere fleksible samfund, der understøtter andre familieformer, arbejdsformer og døgnrytmer. Hun har skrevet en bog, der hedder ”Jeg er B-menneske”, hvor hun borer i konsekvenserne af et samfund, der er skabt på A-menneskets præmisser.

Et A-menneske kan godt lide at gå tidligt i seng. A-mennesket falder hurtigt i søvn og har let ved at komme op tidligt om morgenen. Men selvom A-mennesket holdes længe oppe, vil vedkommende vågne tidligt næste dag. Et A-menneske magter ikke at sove længe. Et B-menneske har derimod svært ved at falde i søvn om aftenen, hvis vedkommende kommer for tidligt i seng, og hvis vækkeuret skal vække tidligt om morgenen, er det godt at placere det, så det ikke kan nås fra sengen.

Døgnrytme i alle celler

Det hele er styret af døgnrytmen. Hver en celle i vores krop er styret af den rytme. Et indre ur styrer, hvornår vi skal sove, og hvornår vi skal være vågne. Selve søvnen styres af et netværk af hjernestammeceller, som stimulerer hjernebarken til at holde os vågne. Disse hjernestammeceller samarbejder med nerveceller i mellemhjernen, hvoraf nogle skal være aktive, for at vi kan falde i søvn.

Selv encellede, blågrønne alger har et indre ur. Organismers evne til at holde styr på tiden har været kendt længe. I 1729 opdagede den franske astronom de Mairan eksempelvis, at mimoser åbner deres blade om morgenen og lukker dem om aftenen i en rytme, der fortsatte, selvom planten befandt sig i et mørkt rum i flere dage.

Der er også lavet flere forsøg gennem tiderne med menneskers døgnrytme, heriblandt et tysk forsøg i 1960’erne, hvor man lod forsøgspersoner leve tre til fire uger i lydtætte lejligheder uden dagslys – og uden tv, ure m.v., der kunne røbe tidspunktet på døgnet. Deres kontakt med omverdenen var begrænset til breve.

Under forsøget fandt man eksempler på ekstreme B-mennesker, der var vågne i 30 timer og sov i 15 timer af gangen. Forsøgspersonen troede, at der var gået et døgn, selvom der altså var gået 45 timer.

Genet, der styrer døgnrytme

Knap 40 år efter det tyske forsøg, i 2003, fandt den britiske forsker Simon N. Archer Per3-genet, der styrer vores døgnrytme.  Genet findes i to længder, og da den korte version er langt hyppigere hos B-mennesker end hos A-mennesker, mener man, at den er med til at betinge B-menneskers døgnrytme.

Men ikke mange mennesker er at betragte som A-menneske eller B-menneske gennem hele livet. Børn er almindeligvis A-mennesker, ligesom de fleste bliver B-mennesker i puberteten.

Når B-mennesker tvinges på arbejde eller i skole fra syv eller otte morgen, vil de almindeligvis ikke præstere så godt de første timer af dagen. Modsat vil A-mennesker præstere bedst i morgentimerne, mens de vil føle sig udbrændte hen på eftermiddagen.

Aften- eller natarbejde kan i sagens natur være væsentlig bedre for B-mennesker end for A-mennesker. Og det kan have store konsekvenser for søvnkvalitet og helbred at placere B-mennesker på tidlige morgenvagter og A-mennesker på sene aftenvagter. Det viser et tysk studie fra 2013 (Juda, Vetter og Roenneberg).

Du kan læse mere om Camilla Krings bog på nedenstående link.

Kilde: Kristeligt Dagblad