Hvad gør du, hvis dit barn lider af forstoppelse? Sundhedsplejerske Anette Straadt guider dig lige her i brevkassen.
Jeg har en dreng på 4 ½ år, som har døjet med forstoppelse i næsten to år. Han er tilknyttet børneambulatoriet og har fået Movicol i 1 ½ år, uden at det er lykkedes at få en ensartet afføring. Det svinger hele tiden, selvom han får samme mængde. Han har afføring mange gange om dagen, men små klatter og ofte ondt i maven. Han er voldsomt udspilet hele tiden. Han har derfor ingen kontrol over det og bruger stadig ble.
Hans blodprøver viser inflammation i tarmen, men sygehuset gør ikke rigtigt noget, så nu vil jeg selv prøve. Jeg tænker, tarmen er voldsomt irriteret og er derfor nu begyndt at give mælkesyrebakterier, fjerne gluten og laktose, lave mad primært af grøntsager, der har været varmet, og selvfølgelig give så meget væske, som vi kan få i ham.
Men jeg vil meget gerne have trappet ham helt ud af Movicol, og mit spørgsmål er derfor, om der findes noget naturligt, man kan få i en på 4 år, som kan hjælpe med at få balancen tilbage i tarmen og noget som naturligt virker afførende og kan bruges i en periode i stedet for Movicol?
Håber du kan hjælpe, for det bliver værre og værre og nu vil jeg altså ikke bare være med til at symptombehandle længere.
Med venlig hilsen
KH
Det er desværre et meget almindeligt problem, I oplever. Og jeg er rigtig glad for at læse, at du gerne vil arbejde med årsagen til forstoppelsen. Movicol er godt til at lindre symptomerne, men det fjerner ikke årsagen. Og i jeres tilfælde ser det også ud til, at ubalancen gør mere end blot at give forstoppelse.
Inflammation i tarmen er et problem, der har betydning for hele sundheden – ikke mindst immunforsvaret.
Tilskud af mælkesyrebakterier er en rigtig god ide. Vælg et produkt med mange forskellige stammer og et højt antal bakterier i den daglige dosis.
Derudover er fokus på fødevare-reaktioner også et meget godt bud på, hvad der skal til for at hjælpe din dreng.
Gluten er kendt for at kunne give inflammation i tarmen. Hvis ikke din søn har fået taget prøver for cøliaki (glutenintolerance), vil jeg anbefale dig at tage en snak med lægerne om det. Det skal nemlig gøres før man forsøger at udelukke gluten.
Mælkeprodukter er også kendt for at give problemer i fordøjelsen hos nogle. Her vil jeg varmt anbefale jer at fjerne alle mælkeprodukter – ikke kun laktosen.
Der er et par opmærksomhedspunkter: Hvis I udelukker alle mejeriprodukter, så vær obs på, om han får calcium/magnesium nok. Hvis I fjerner gluten, så vær obs på at få fibre nok – samt at undgå for mange produkter med ris pga. arsenindholdet.
Der kan også være andre fødevare-reaktioner i spil. Og fordi hans tarm er inflammatorisk, vil hans tarmslimhinde sandsynligvis også være påvirket og måske utæt – det man kalder ”leaky gut”. Der kan derfor være behov for at køre med en ren ”skåne-kost” nogle uger for at få helt ro på. Skånekost vil være: Grøntsager, frugt, ris, hirse, quinoa, fedtstoffer, lyst kød/planteproteiner.
Der KAN dog også være risiko for, at din søn reagerer på særlige kulhydrater, hvor det i stedet er en Low-FODMAP diæt, der skal følges for at få effekt.
Som du kan læse, er det lidt komplekst med de fødevarer. Hvis det bliver for svært for jer at navigere i selv, så få gerne hjælp af en dygtig kostvejleder/Børnesundhedsvejleder.
Se evt mere på www.børnesundhedsvejleder.dk
Og så tilbage til dit egentlige spørgsmål: Findes der noget, der virker naturligt afførende?
Ja, det gør der.
C-vitamin virker afførende i store nok mængder. Det vil være nemmest at give som pulver.
Magnesium kan også hjælpe. Det findes bl.a. som flydende mixtur.
Og så findes der også f.eks. flydende Manna-Figen sirup fra Salus, som har afførende effekt.
De kan kombineres, eller I kan vælge det, der fungerer bedst for jer.
Erfaringen siger, at det ikke er en god ide at stoppe Movicol pludseligt. Så I kan vælge at lave en gradvis overtrapning. Og når I har fået fordøjelsen helt i balance, skulle den gerne kunne fungere helt af sig selv.
Jeg håber, mit svar her kan hjælpe jer videre.
De bedste æblehilsner
Anette Straadt, Naturlig sundhedsplejerske