Nyheder

Drik øl med god samvittighed

8. juli 2014

Kan du godt lide en kold øl i sommervarmen? Det behøver du ikke opfatte som en last, for en del forskning konkluderer, at øl i moderate mængder kan være sundt.

De fleste forbinder øl med den forkætrede ølvom, selvom det kniber med at påvise den direkte forbindelse mellem øl og fedme. Årsagen til ølvommen skal nok oftere findes i den sandhed, at mænd, der drikker en del øl, sjældent motionerer. Samtidig er det velkendt, at alkohol pirrer de smagsløg, der tørster efter det salte og det fede. Et par øl kan gøre chips og flæskestegssandwich helt uimodståelige.

På University of London har en undersøgelse af 2000 briter med et moderat forbrug af øl vist, at øl og fedme næppe har noget med hinanden at gøre.

Øl forebygger demens

Selvom alkohol forbindes med tab af hjerneceller, er der forskere, der mener, at øl kan forebygge Alzheimers og anden demens. Årsagen er, at aluminium i hjernen tidligere har været forbundet med udviklingen af Alzheimers, og at grundstoffet silicum i øl kan reducere kroppens optagelse af aluminium. Men det er dog ikke lige meget, hvilken øl du drikker: Forekomsten af silicium er begrænset i en almindelig pilsner, mens en india pale ale er rig på dette grundstof. Det er øl brygget på bygmalt, der er rigest på silicium – faktisk indeholder en india pale ale næsten 75 pct mere silicium end en almindelig pilsner. Siliciumindholdet kan spænde fra godt seks til mere end 56 mg pr. liter.

Drik øl for knoglerne

Det er også stoffet silicium, der gør øl godt for knoglerne. Silicium kan være vigtigt, hvis man vil styrke knoglerne, men der er dog ingen forskere, der vil lægge navn til en anbefaling af flere øl til midaldrende kvinder, der oftest rammes af knogleskørhed. Dertil er forskningen for usikker.

Mørk øl med B-vitaminer

Hvis du kan lide den mørke, irske øl, Guinness, kan du drikke med ekstra god samvittighed. Det kan virke vanvittigt i dag, men i gamle dage var det efter sigende en almindelig anbefaling i Irland, at gravide drak Guinness på grund af drikkens indhold af B-vitaminer. Anbefalingen skal dog nok ses i lyset af, at gravide i forvejen drak nationaldrikken, og at de ligeså godt kunne vælge den sundeste øl, når de ventede sig. I dag ved vi, at alkohol under graviditeten aldrig kan anbefales.

Men alle andre kan drikke den mørke, bitre øl, der indeholder alle B-vitaminer med undtagelse af B12, jern og to gram proteiner pr. 100 gram.

Øl kan forebygge diabetes

En amerikansk undersøgelse fra 2010 viste, at øl kunne reducere risikoen for type 2-diabetes med 25 pct. Undersøgelsen omfattede 38.000 amerikanere, og det viste sig, at de deltagere, der aldrig drak øl, kunne reducere risikoen med en fjerdedel, hvis de begyndte at drikke et par glas øl om dagen. Dette resultat skal dog nok ses i lyset af, hvad øllen erstattede. Hvis de to glas øl erstattede to glas sukkersødet sodavand, er årsagen til at få øje på. Nyere studier har vist, at en enkelt sodavand om dagen er nok til at øge risikoen for type 2-diabetes.

Øl for arterierne

Alkohol i store mængder er usundt for hjertet, men en øl i ny og næ er måske godt for dit kardiovaskulære helbred. Et græsk studie fra Harokopio-universitetet i Athen viste, at øl havde en større, gavnlig effekt mod stivhed i arterierne end alkoholfri øl eller vodka. Deltagerne i forsøget var alle under 35 og ikke-rygere, og de skulle bl.a. drikke 400 ml øl i forsøget.

Godt for håret

Man kan godt få “ondt i håret”, hvis man drikker for meget øl, men det kan være godt for håret, hvis du bruger det udvortes. Det er stoffet silicium, der skulle styrke hårstråene. Men det kræver, at du koger alkoholen ud af øllet først og tilsætter koldpresset kokosolie. Skuespilleren Catherina Zeta-Jones bruger øl som conditioner. “Jeg lugter som bunden af en øltønde flere dage bagefter, men det er rigtig godt for håret”, skulle hun ifølge det britiske dagblad Daily Mail have sagt.

Upasteuriseret øl

Men hvis du ønsker nogle af ovenstående sundhedsgevinster, skal du ikke gå efter den gennemsnitlige pilsner. De mørke øltyper er ofte sundere end de lyse, og upasteuriseret øl er naturligvis det bedste valg, da mange vitaminer går tabt ved opvarmningen.

Kilder (læs mere): Dailymail.co.uk, videnskab.dk, sciencedaily.com

Forrige artikelHvorfor vælge MSC-mærket fisk?

Næste artikelHumor mod hjerneskade

Bliv medlem af Naturli+
helt gratis

 

Få tips og hacks til et lykkeligt liv med naturlig sundhed.

Velkommen du er nu tilmeldt Naturli+ klubben.