Altomkost opfordrer fra tid til anden til at erstatte de sukkersødede drikkevarer med vand.
Altomkost har tidligere omtalt tandsundheden, som en anden vigtig begrundelse for at drikke mere vand og færre sukkersødede drikkevarer. Postevand er neutralt hvad angår pH-værdi. Sukkersødede drikkevarer (sodavand, juice og saftevand) har en pH-værdi, som ligger langt under den grænse på seks, hvor tændernes emalje begynder at blive påvirket negativt. Skalaen for pH-værdi er endvidere logaritmisk, hvilket betyder, at en pH-værdi på fem er ti gange mere sur end en pH-værdi på seks. Sukkersødede drikkevarer får ofte en pH-værdi under fire. Flere af landets tandlæger har da også den seneste tid sat fokus på tandsundheden. De oplever, at mange børn får syreskader på tænderne. Problemerne opstår oftest efter det 10. leveår, hvor tandlægerne kan registrere, at mellem 10-15% af eleverne i en skoleklasse har syreskader på tænderne. Skaderne kan i første omgang bevirke, at tænderne bliver mere følsomme. På sigt kan konsekvenserne blive mere omfattende. Vand indenfor rækkeviddeDer er med andre ord mange gode grunde til at tænke vand når du bliver tørstig. Derfor gælder det om at have det ved hånden når tørsten melder sig hvad enten det er på bilturen eller på løbeturen. Husk også gerne det kolde postevand, som et naturligt supplement til de andre drikkevarer, der kommer på bordet, når grillen køres i stilling og familien samles. Kilde: www.altomkost.dk