Når du har lidt for meget styr på tilværelsen, er der intet som en tur ’på kanten’ til at give os følelsen af, at livet har meget mere at byde på! Det handler om at vække dine sløvede sanser og ikke bare om at tage en feriedag.
At holde fri giver ikke altid den energi, vi behøver. Vores sanser bliver sløve, når vi kun ser og oplever det samme uge efter uge. Selvom vi går til træning og dyrker kreative interesser, kan vores opfattelse af os selv og omverdenen let gå hen at blive lidt begrænset … Også vores selvtillid kan blive flosset i kanterne, når vi aldrig prøver rigtig til eller følger vores eventyrlyst, og i stedet putter os i vanen og trygheden. Det bliver alt for let at få den opfattelse, at alle andre kan og vil og tør.
For at få ny kulør på tilværelsen kræver det oftest, at du gør en række forberedelser. Først og fremmest skal du vælge ”graden” af dit eventyr: Hvor vildt skal det være? Måske behøver du ikke direkte vende din tilværelse på hovedet, men kan starte i den lette ende af skalaen? Så kan du jo med tiden udvide udforskningen af dine grænser og drømme. Her er vist en række eksempler på overordnede drømme og eventyr, hvor du kan overveje, hvor du vil starte for at vække din eventyrlyst:
Mærk verden – Lær din krop at kende på ny:
1) Bungee jumping, river rafting o. lign.
2) En tur i shelter og kun mad over bål i en forlænget weekend
3) En 2-timers gåtur ved Vesterhavet, om vinteren! Ubehag er også en værdifuld oplevelse.
Åbn øjnene for en anden verden – Oplev ’det fremmede’:
1) Ulandsfrivillig
2) Frivillig mentor for flygtninge eller andre trængende
3) Indsamling af penge og fornødenheder. Prøv at forstå livet fra ’de andres’ vinkel.
Skab nye verdensbilleder – Kæmp for et projekt, du tror på:
1) Bliv politisk aktiv og gå på barrikaderne
2) Undersøg din ydre (og indre) verden og begynd at ytre dig på skrift, lærred eller musikalsk – og få respons herpå!
3) Læg yndlingskunstnerne på hylden i en længere periode, og læs eller lyt til noget helt andet, end du plejer! Du må meget gerne blive irriteret eller provokeret!
Rusk op i rammerne for din hverdag – Hold op med at tage dit liv for givet:
1) Stift familie eller skift job, kæreste, bolig ud
2) Definer nye mål, lav nye aftaler og planer for familie, job osv.
3) Find en god/ny terapeut og tag processen alvorligt. Gør en reel indsats!
Større forandringer eller helt nye oplevelser kræver for det meste viljestyrke og vedholdenhed, og det kan være forfærdelig let at finde mere eller mindre gyldige undskyldninger for ikke at ’sætte i gang’. Dit eventyr bliver udskudt, planlagt om igen, og du får sværere og sværere ved at stå ved dit eget vægelsind. Du holder måske helt op med at tale om din drøm – ”dit eventyr” – fordi du kan høre dig selv i en konstant repeat-sløjfe gennem de seneste mange år …
Brug denne model til at gøre dit eventyr til virkelighed, herunder afsløre dine egne bortforklaringer og få skovlen under de faktiske forhindringer for realiseringen af dit eventyr:
GØR DIT EVENTYR TIL VIRKELIGHED
MÅLET
Hvad er dit konkrete mål?
Afklar drømmens indhold i detaljer, og definer den følelse og selvopfattelse, du vil opnå med dit eventyr.
TID OG STED
Hvor og hvornår skal det ske?
Tegn en tidslinje, og angiv milepæle (delmål) undervejs, så du løbende kan konstatere, at du er på vej.
PENGENE
Hvor skal pengene komme fra?
Spar op og peg ud, hvad der skal prioriteres ned, for at du kan prioritere dit eventyr op.
HENSYN
Bakker familie og venner op?
Indgå ”forhandlinger” om kompensation til familie og venner og/eller væn dig til, at alle ikke deler din drøm.
KONSEKVENSER
Hvad mister du (måske)?
Risikerer du at miste job, kæreste, netværk, så tag et realitycheck. Er det ikke det værd alligevel, så vælg en lavere graduering (se ovenfor), eller begrav ’dit eventyr’ for altid … Find i stedet drømmen i det, du har! Hvis dit liv vil føles ufuldendt uden dit eventyr, skal du holde en mindeceremoni for det, du mister – og derefter se fremad.
PLANEN
Hvad er din konkrete plan?
Nedskriv de konkrete punkter for, hvad du skal gøre for at realisere dit eventyr. Opfat det som en checkliste. Kan evt. kombineres med din tidslinje (delmål) under TID OG STED.