Dyrk fællesskabet – for sundhedens skyld

Vi har brug for fællesskabet! Det er flere ved at indse, og en spirende interesse for de ”gamle” former for fællesskaber vinder frem. Vi ser på, hvad fællesskabet er for en størrelse, og hvordan vi kan få mere af det, for fællesskabet er udfordret!

Vores samfund bygger på en lang række traditioner for fællesskab. Kulturelt har kirken, forsamlingshuset og højskolen bidraget til en fælles national identitet, hvor vi alle indgår i et fintmasket netværk, og oplevelsen af at ”høre til” er naturlig og givet. Men disse typer naturgivne fællesskaber er truede. Gennem mange år har eksempelvis de store idrætsforeninger DGI og DBU meldt om vigende tilmeldinger til de store holdsportsgrene.

”Klubben” er for mange erstattet med fitnesscentret og individuel træning, hvor aktiviteterne kan passes ind i en optimeret hverdag. De hidtil så solide kulturelle institutioner har ikke længere fat i os i samme grad som tidligere. Andre tilbud om sociale netværk online tilbyder mange nemme relationer og muligheder for underholdning, men følelsen af fællesskabet her har ikke nødvendigvis den samme dybde og holdbarhed.

 

Dette er et stort problem for vores livskvalitet og for folkesundheden. Faktum er, at fællesskabet gør os sundere!

Professor i psykologi og neurovidenskab John T. Cacioppos fra Chicago University har siden 1994 foretaget undersøgelser af fællesskabets modpol – ensomheden. Han konkluderer:

”Langvarig ensomhed er lige så farligt som rygning.”

Billedet er ganske tydeligt: ensomhed medfører øget risiko for hjertekarsygdomme, Alzheimers og depression. Cacioppos har desuden konstateret:

”At opfatte sig som isoleret er værre end objektiv isolation”.

Det fortæller os, at vi også kan modvirke problemet ved at arbejde med opfattelsen af ensomhed. De sociale medier kan hjælpe os ud af isolationen og giver masser af muligheder for at skabe kontakt, input og udveksling. Vi må dog ikke glemme, at det, der virkelig batter til noget, er, når vi deltager i et fællesskab af ”kød og blod”.

 

Ensomheden og manglen på fællesskab rammer alle aldersgrupper. Blandt ældre ses en voksende udfordring med den isolation, der bl.a. følger af familiernes større mobilitet – vi bliver ikke i samme grad boende i barndomsbyen med mulighed for at kigge forbi til en hurtig kop kaffe eller give en håndsrækning med henholdsvis praktisk hjælp og børnepasning.

I forlængelse heraf kan det blive en ulempe, at vi som ældre skal blive længst muligt i eget hjem. Jeg husker stadig den snakken og sjov, der var på min morfars lokale plejehjem. Flere kendte hinanden fra ungdommen, og de fleste havde stadig nogle ressourcer at spille ind med i fællesskabet. Nogle år senere, hvor en ensom gammel veninde lå på en plejehjemsgang, oplevede jeg til gengæld, hvordan flertallet var så gamle og dårlige, at de ikke var i stand til indgå i relationer med de andre beboere. Der var hårdt brug for besøg udefra.

 

Også blandt de unge er oplevelsen af ensomhed et markant problem. DRs ungdomskanal Ultra har blandt mange andre medier taget emnet op, da mange unge føler sig meget presset mht. hvordan de skal klare sig studiemæssigt, hvilket tøj, bærbar og mobil de skal have, og hvordan de skal se ud for at være ’med’.

De sociale netværk på nettet giver hurtig kontakt, men kan i værste fald også fodre oplevelsen af ikke at være der, hvor det hele sker. Virkelighedsbilledet online har en tendens til at blive forvrænget …

Problemet med ensomhed er så alvorligt, at 60 organisationer, foreninger, skoler, kommuner og virksomheder er gået sammen i ”Folkebevægelsen mod ensomhed” (www.modensomhed.dk). Målet er at halvere antallet af ensomme (adspurgte, der angiver, at de ofte eller altid føler sig ensomme) fra 212.000 (!) i 2014 frem til 2020. Det handler ifølge folkebevægelsen om at ”række ud og invitere andre ind i et fællesskab”, hvor både den ensomme og den, der vil hjælpe, må tage initiativ og finde modet til at række ud.

Folkebevægelsen retter fokus mod familier og naboer, men er også ude efter den skjulte ensomhed på arbejdspladser og skoler, hvor den nye, generte eller ’lidt anderledes’ har brug for at blive inviteret indenfor – og længere end i den første uges tid.

 

Når vi oplever, at vi er faldet bagud af fællesskabet, kan det føles svært at finde tilbage – det er en helt naturlig mekanisme. Som mennesker er vi nemlig flokdyr: vi definerer os selv i forhold til andre og henter vores selvtillid i samværet med andre. Det kræver en jævnlig ”genopfyldning” at bevare følelsen af at ”høre til” og tillid til, at man er velkommen.

Den onde cirkel forstærkes af, at personer med ensomhedsfølelse ofte har en adfærd, der får vennerne til at falde fra – tilbageholdenhed, kan opfattes som reservation, den stille adfærd og manglende kontaktsøgen kan opfattes som surhed eller manglende interesse.

 

Er du landet i en ’ensom’ rille, har du brug for et sporskifte!

Først og fremmest må vi se på realiteterne – som Cacioppos angav ovenfor, er opfattelsen af isolation værre end den konkrete isolation: Hvor galt står det reelt til? Er du virkelig ikke velkommen, eller handler det om, at du har brug for at tage en dyyyb vejrtrækning og ”melde dig ind” i fællesskabet igen?

Når du tager beslutningen om at gøre noget ved sagen, kan det være en fordel at starte i et nyt, neutralt forum, hvor du ikke er kendt i forvejen og derfor lettere kan genopfinde dig selv. Få dig nogle nye interesser. Det er aldrig for sent at prøve noget nyt! Flere aktiviteter i kommunalt regi og selvhjælpsforeninger (frise.dk) retter sig netop mod dig, der mangler et springbræt, og hvor de andre har det ligesom dig. Efterhånden, som du har bygget dig selv op igen, kan du så tage med til større arrangementer eller melde dig til det hold eller den klub, der lokker mest. Giv dig tid til at øve dig i fællesskabets kunst.

 

Omdrejningspunktet for alle tiltag, der forebygger ensomheden og fremmer fællesskabet, er AKTIVITET! Vi må gøre noget – samle info, ringe op, skrive, tilmelde os og deltage. Vi må melde os til aktiviteter og tage initiativ til at indlede nye relationer, hvad enten vi selv oplever manglen på at ”høre til”, eller vi har lyst til at hjælpe andre ind i fællesskabet. Hvis du ikke umiddelbart er i stand til at komme ud af døren pga. sygdom eller handicap, kan kommunens sundhedscenter ofte hjælpe med transport- eller besøgsordninger.

Husk, at det er en stor fordel, at du signalerer tydeligt, at du gerne vil fællesskabet. Så er det meget lettere for modparten at hjælpe – og få tilbage. Selvom du (også) føler dig ensom, kan du godt være den, der melder dig som besøgsven, frivillig og giver i første omgang. To ensomme giver et fællesskab, uanset hvad du møder ind med. Kig op, se folk i øjnene, smil, indled en samtale – alt tæller! Du oplever den lille forskel med det samme!

__________

 

Flere af Cacioppos tanker Cacioppos besøgte København i 2011, se artikler fra 16/11/2011 i Information og Politiken: