Nyheder

Eksplosion i ADHD-diagnoser

10. oktober 2011

Lægerne udskriver ADHD-medicin i ekstreme mængder. For ti år siden fik 2.000 børn medicin for lidelsen. I dag er tallet 15.000.

Mængden af ADHD-recepter bekymrer

Nu er mængden af recepter på ADHD-medicin omsider begyndt at bekymre Sundhedsstyrelsen. Stigningen i løbet af ti år er iøjnefaldende i sig selv, men inden for det sidste år alene er medicinforbruget til lidelsen steget med 20 pct.

– Vi er bekymrede for, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at give børnene medicin. Det betyder, at der kan være børn, der får medicin uden at have brug for den eller får medicinen for længe og i for store doser, siger Sundhedsstyrelsens direktør, Anne Mette Dons, til DR 21 Søndag.

Formanden for De Praktiserende Læger, Henrik Dibbern, er enig.

– Det er uhyggeligt, at vi har fået et samfund, hvor det er blevet almindeligt at medicinere børn. Vi bør spørge hinanden, om det virkelig er den måde, vi hjælper de her børn på – eller om vi i højere grad burde sætte ind med pædagogisk og psykologisk hjælp, siger Henrik Dibbern til DR Nyheder.

Læger har siddet ADHD-forskning overhørig

Det er underligt, at de praktiserende læger tilsyneladende har siddet den seneste ADHD-forskning overhørig. For med de forskningsresultater, der er fremkommet de seneste år, burde antallet af recepter på Ritalin snarere være for nedadgående.

Forskningen viser blandt andet, at ADHD-medicinen Ritalin kun virker det første år, når man ordinerer det til børn. Kortsigtet kan medicinen fjerne kaosset i barnets hoved, men på længere sigt er det ikke en holdbar løsning. Professor i psykologi ved University of Buffalo i USA William Pelham mener, at man i langt højere grad bør overveje adfærdsterapi, før man skrider til medicinering.

Glemmer at overveje alternativ til medicinering

I USA er problematikken mindst ligeså udbredt som i Danmark. En undersøgelse har vist, at omkring fem pct. af eleverne i de amerikanske klasseværelser har en ADHD-diagnose. Lærerne mener tilmed, at yderligere fem pct. har lidelsen, men mangler at blive diagnosticeret.

William Pelham mener, at alt for mange læger udskriver medicinen på ren rutine uden først at drøfte fordele og ulemper med forældrene – eller fortælle om alternativer til medicinen. Ifølge Pelham kan halvdelen af de børn, der mistænkes for at lide af ADHD, slippe for medicinering, hvis de gennemgår adfærdsterapi.

Adfærdsterapi mod ADHD

Pelhams model for adfærdsterapi er blandt andet centreret omkring et tæt samarbejde mellem skole og hjem, så forældrenes metoder til at belønne og straffe god og dårlig opførsel er afstemt med skolens.  Børn med ADHD har brug for faste rammer.

Men det er naturligvis en kontroversiel holdning til problematikken, fordi det let kan give et billede af, at det er forældrenes manglende opdragelse, der er skyld i børnenes opførsel. Det er dog ikke William Pelhams sigte. Han erkender, at ADHD er en sygdom, der skal behandles. Men ren medicinering er ikke en holdbar løsning på den lange bane.

Medicinering hjælper ikke mod ADHD på længere sigt

– 30 års studier viser, at ADHD-medicin alene ikke hjælper børnene på længere sigt. De bliver stadig ramt af sideeffekter såsom stofmisbrug, sociale problemer og kriminalitet. De færreste magter tillige at gennemføre en uddannelse, siger William Pelham.

Han påpeger også problematikken i, at mange børn undlader at tage medicinen, når de kommer op i teenagealderen. Her kan kaosset i hovedet let risikere at blive dulmet med narkotiske stoffer eller alkohol.    

Ritalin kan hjælpe – men i mindre doser

William Pelham erkender, at Ritalin og andre former for medicinering kan være brugbar for nogle, men det bør være i langt mindre doser. Ifølge Pelham kunne mange ADHD-børn få mindre doser, hvis man kombinerede deres medicinering med adfærdsterapi.

Anden forskning peger på, at kosten kan have en hel del at sige. Tidligere har der været fokus på farvestoffer og sukker som mulige årsager til tilstanden, men en hollandsk undersøgelse fra begyndelsen af 2011 viste, at mange former for fødevareallergi kan ligge til grund for ADHD. Du kan læse mere om undersøgelsen i nedenstående link.

I øvrigt har forskerne længe peget på, at omega-3-fedtsyrer kan afhjælpe ADHD-symptomer. Så måske skulle lægerne anbefale noget mere fiskeolie, før de skrider til at udskrive en recept på medicin?

Forrige artikelLars Muhl og hustruen Githa Ben-David: Vi skal lære at være

Næste artikelMetamedicin: Forstå hvor sygdommen kommer fra