Ved ekstrasystoler er der oftest tale om for tidligt udløste hjerteslag, enten fra forkammeret eller fra hjertekammeret.
Carsten Vagn-Hansen Læge, sundhedskonsulent 24-5-2009
Når der er ikke er konstateret nogen hjertelidelse, er det normalt ikke farligt og uden særlig betydning. Et andet tegn er, at der sjældent er noget galt, hvis ekstraslagene forsvinder, når man anstrenger sig eller motionerer. Modsat kan der være problemer, hvis ekstraslagene opstår, når man anstrenger sig, især hvis ekstraslagene udløses fra hjertekammeret (ventrikulære ekstrasystoler).
Over halvdelen af alle voksne har sådanne for tidligt udløste hjerteslag, men de fleste mærker ikke noget til det. Alkohol, tobaksrygning, koffein (kaffe) eller slankepiller, der stimulerer forbrændingen ved at øge det ubevidste, sympatiske nervesystems funktion, kan øge tilbøjeligheden til disse for tidligt udløste slag. Stress og nervøsitet også.
Stor udsættelse for elektromagnetisk stråling eller mikrobølger kan være medvirkende til at øge irritabiliteten i hjertet og nervesystemet. For eksempel fra DECT-telefoner (bærbare i hus og omgivelser), mobiltelefoner og –master, elektriske komfurer, mikrobølgeovne (der i øvrigt ødelægger maden), TV, stereoanlæg, clock-radioer mm. Nogen mennesker er meget følsomme for el-stråling (el-overfølsomme).
Hvis man vil behandle med lægemidler, er en betablokker med virkning overvejende på en mulighed, men de kan have en række bivirkninger, blandt andet kolde hænder og fødder. De kan ikke bruges ved astma, da den så kan blive forværret. Betablokkere kan også medføre mangel på Q10 og signalstoffet melatonin, som dannes i koglekirtlen (pinealkirtlen) og har stor betydning for søvnkvaliteten.
En øget irritabilitet i nervesystemet kan være medvirkende til ekstraslag, og her kan man roligt forsøge med tilskud af magnesium, fx 500 eller 600 mg om aftenen sammen med 50 mg B6-vitamin, der er nødvendigt for magnesiums virkning i kroppen. Calcium, der helst skal være som citratmalat eller aspartat og aktid kombineres med magnesium og 50 eller 100 mikrogram 3-vitamin, kan også gavne. Calcium og magnesium vil nedsætte irritabiliteten i nervesystemet og skal altid gives samtidig, helst om aftenen. For virkningen af calcium (og meget andet, bla. hjertet) er D3-vitamin også nødvendigt.
Behovet for D3-vitamin (det naturlige) er mindst 50-60 mikrogram dagligt (2.000 enheder), gerne 100 mikrogram, og op til 250 mikrogram dagligt (10.000 enheder) er uden risiko. I juni og juli måned er det ikke nødvendigt med tilskud af D3-vitamin, hvis man får sol på kroppen. D3-vitaminet er også vigtigt for hjertet.
Mange mennesker har for lidt magnesium i kroppen. Magnesium er vigtigt for dannelse af mange enzymer, der blandt andet styrer vores energiomsætning, dannelsen af proteiner og deling af cellerne. Muslerne har brug for magnesium. Ved mangel opstår muskelsvaghed, krampetilstande i fx benene, træthed og forstyrrelser i hjerterytmen. Magnesium er vigtigt for nervesystemet og hormonsystemet, forbedrer insulins virkning og har stor betydning for immunsystemets normale funktion.
Magnesiummangel kan bl.a. ses ved problemer med optagelsen fra maven og tarmene samt ved brug af vanddrivende medicin. Mangel er i flere studier blevet kædet sammen med hjertesygdom, og i nyere studier er det vist, at en magnesiumrig kost kan nedsætte for højt blodtryk, især hos ældre. Andre studier af ernæring har peget på, at halvdelen af voksne i Nordamerika ikke får nok magnesium gennem kosten til at kunne gavne hjertet.
Et problem kan være det høje indhold af stivelse i manges kost. Stivelse nedsætter mængden af magnesium i kroppen, og det gør stress også. De to ting sammen kan være grund nok til magnesiummangel. Der anbefales en daglig indtagelse af magnesium på mindst 600 mg, men heldigvis er der en række fødevarer med et stort indhold af magnesium, fx spinat, broccoli, havregrød, avocado, rejer, tunfisk, helleflynder, brune ris, nødder, kerner og havsalt.
P-piller, kaffe, alkohol og vanddrivende medicin fører til øget udskillelse af magnesium og derfor til et øget behov. Stærk kogning og stegning medfører nedsat optagelse, og det samme gælder for mad med et højt indhold af kalk, fosfor, raffineret salt og protein, fx mælkeprodukter, kød, mættet fedt, junkfood og sodavand. Mangel på B6-vitamin medfører, at vi ikke kan udnytte magnesium ordentligt.
Kalium har også stor betydning for hjertets kraft og rytme. Lettere mangel på kalium kan let klares ved at spise meget frugt og grønt. Bananer indeholder fx meget kalium. Desuden ved at spare meget på almindeligt salt. Jo større indtagelse af salt, jo større er behovet for kalium. I modsætning hertil indeholder havsalt, fx Himalayasalt, meget kalium og bør foretrækkes for almindeligt bordsalt, som også indeholder aluminium, der er skadeligt.
Fiskeolie er godt mod rytmeforstyrrelser i hjertet og modvirker forhøjelse af triglycerid, et fedtstof i blodet. Ligger triglycerid for højt, øges hjerterisikoen. Jeg kan anbefale at få mindst to gram koncentreret fiskeolie dagligt (kapsler) eller bedre den flydende fiskeolie Eskimo-3, der er af høj kvalitet (fiskeolie i kapsler kan forharskes og polymeriseres (plastic)).
Hvis der er tale om en så høj grad af stress, at det medfører symptomer, bør man overveje sit liv og sit arbejde, og i det mindste forsøge at nedsætte sine belastninger, så man ikke bliver så stresset. Man kan også øge sin evne til at klare stress ved fx at begynde at meditere, dyrke yoga, Tai Chi eller Qi Gong, evt. en anden sind-krop teknik.
Akupunktur kan også anbefales.