Nyheder

Elektronisk affald bliver ikke genanvendt

11. oktober 2016

Hvor ender dit elektronik, når du ikke kan bruge det mere? En ny kortlægning foretaget af forskere fra SDU afslører, hvor mange tons elektronisk affald, vi smider ud om året. Og meget af det bliver ikke genanvendt.

 

Vi er heldigvis ved at forstå, at vi skal skære ned i vores store spild af mad. Men hvordan ser spildet ud for varer som elektronik? I et almindeligt dansk hjem befinder sig i dag mindst 27 forskellige elektroniske produkter. Og elektronikken skal ud igen, når det ikke længere virker, eller vi føler vi trænger til noget nyt.

Hvert år kasserer vi danskere 81.000 tons elektronik. Det er altså næsten en fordobling siden 1990, hvor vores elektroniske affald udgjorde 45.000 tons om året. Det viser en kortlægning af danskeres elektroniske affald foretaget af forskere fra SDU.

En af forskerne bag er ph.d. studerende Keshav Parajuly fra SDU Livscykluscenter.

– Vores forbrug af elektriske apparater er steget, og det samme er mængden af affald. På verdensplan bliver der skrottet 50 millioner ton hvert år. Det svarer cirka til 5000 Eiffeltårne, siger han til sdu.dk.

 

Meget bliver ikke genanvendt

I de 81.000 tons elektronik, vi skrotter hvert år, gemmer sig blandt andet et ton guld, tre ton sølv og fire ton kobber. Værdien af den elektroniske affald er steget fra 69 millioner euro i 1990 til 122 millioner i 2015.

Desværre følger genanvendelsesmetoderne ikke med den elektroniske udvikling, og når hver dansker årligt afleverer 13 kilo elektronik på genbrugsstationen, kan vi ikke være sikre på, at det bliver genanvendt.

– Miljøvirksomheder, som separerer el-skrotten, bruger typisk magneter til at fange jern. Andre teknikker bliver brugt til at få fat på de mest værdifulde metaller som guld og sølv, men manglende udvikling i teknikkerne gør, at meget plastik og sjældne metaller går til spilde, forklarer Keshav Parajuly.

Han fortæller, at selvom producenterne har ansvar for at designe deres elektroniske produkter så de forskellige metaller og dele kan skilles ad og genanvendes, så er det sjældent tilfældet i dag.

– Mange af de metaller og sammensætninger, der er i en iPad, er vanskelige at adskille og genanvende. Man kan sammenligne processen med at bage en kage. Alle ingredienser blandes i en bestemt rækkefølge. Skal du derefter dele kagen i alle de oprindelige ingredienser, er det en umulig opgave. På samme måde er det næsten umuligt at adskille metalforbindelser.

Kilder: Sdu.dk.

Forrige artikelForskere skjuler bivirkninger af medicin

Næste artikelD-vitamin i graviditeten beskytter mod ADHD