Hormonet oxytocin afslører, om du er forelsket og kan endda forudsige, om forholdet er holdbart
Elsker, elsker ikke, elsker, elsker ikke…
Måske har du som lille pige ét for ét hevet kronbladene af en blomst og for hvert blad gentaget ordene for at finde ud af, om ham den søde fra fritidshjemmet var forelsket i dig.
En mere præcis metode til at finde ud af, om et menneske er forelsket eller ej, er nu fundet af forskere ved Bar-Ilan Universitetet i Israel. Undersøgelsen, der er publiceret i Psychoneuroendocrinology, viste, at forelskede par havde et større indhold af hormonet oxytocin i blodet end singler.
Hormonet har meget passende fået det engelske kælenavn ”cuddle chemical”, som groft oversat betyder kælestof.
Man ved i forvejen, at blodets oxytocinniveau stiger under amning, elskov og når der knyttes følelsesmæssige bånd mellem børn og forældre.
Forskerne havde som forsøgspersoner 163 personer i 20´erne. 120 af dem var nyforelskede (60 par). De resterende 43 var singler. Alle forsøgspersoner fik testet blodets indhold af oxytocin to gange. Den første måling, foretaget tre måneder efter parrene havde mødt hinanden, viste, at netop parrene havde betydeligt mere oxytocin i blodet end de kæreste-løse.
Men singler behøver ikke at være misundelige. Hormonet oxytocin hænger nemlig ikke kun sammen med kæleri og nyforelskelse, men også nervøsitet og at være besat af sit forhold.
En meget interessant sammenhæng blev opdaget, da forskerne undersøgte deltagerne et halvt år senere. Blodprøverne viste nemlig, at de par, der stadig var sammen, også havde haft mest oxytocin i det første forsøg. Rent praktisk vil det sige, at man nu har fundet en metode, der kan finde sandsynligheden for om et forhold vil holde. I hvert fald et halvt år længere.
Men hvad kan du selv gøre for at blive ved med at være forelsket? Undersøgelsen viste, at det faktisk er bedst at opføre sig, som om man er forelsket.
Forskerne kunne nemlig ikke med sikkerhed fastslå, om nogle personer fra starten af havde mere oxytocin og dermed større chance for at forelske sig og forblive forelskede, eller om der var tale om en form for feedback. Altså, at der blev dannet oxytocin, når parret rørte ved hinanden, talte sammen og gradvis involverede sig. At være sammen danner måske oxytocin, som giver mere lyst til at blive sammen, som igen danner mere oxytocin. En slags positiv kærlighedsspiral.
Kilder: PubMed.gov, time.com
Forrige artikelHvor længe kan din krop klare sig uden mad?
Næste artikelTramp i pedalerne og lev længere