Nyheder

En enkelt øl kan skade fostret

22. februar 2007

Selv små mængder alkohol kan gøre stor skade på et foster. Sundhedsstyrelsen skærper anbefalingerne til kommende mødre fra i dag.

Er du gravid – undgå alkohol! Fra og med i dag skærper Sundhedsstyrelsen anbefalingerne til gravide, eller kvinder, der prøver at blive gravid. Fremover bør vordende mødre være fuldstændig afholdende under graviditeten. Tidligere har anbefalingen lydt på højest én genstand i døgnet. »Vi kan ikke garantere, at et barn ikke tager skade af bare en lille smule alkohol under graviditeten, og der kommer hele tiden ny forskning, der bestyrker mistanken om, at bare en enkelt genstand i døgnet kan gøre skade«, siger specialkonsulent i Sundhedsstyrelsen, Kit Broholm. På den sikre sideAlkoholen virker forskelligt på kvinder. Alligevel vælger Sundhedsstyrelsen at være på den sikre side. »Vi vælger at være forsigtige på barnets vegne«, siger Broholm. En gravid kvinde, der indtager bare fire-fem genstande om ugen, har forøget risiko for at få spontan abort, dødsfødsel og for tidlig fødsel og øger risikoen for ganespalte, væksthæmning, allergisk sygdom og ADHD – også kendt som Damp – hos barnet. Derudover mistænkes et moderat alkoholforbrug for at forøge risikoen for kryptorkisme hos drengebørn. Dvs. at en eller begge testikler ikke falder ned i pungen. Det kan påvirke sædkvaliteten, få konsekvenser for drengenes fertilitet og øge risikoen for testikelkræft, fortæller Kit Broholm. Godt med klarhedI Jordemoderforeningen hilser man de skærpede anbefalinger velkommen. »Med nultolerancen kommer der klarhed omkring anbefalingerne, og det gør det noget lettere både at være jordemor og gravid«, siger formanden for Jordemoderforeningen, Lillian Bondo. »Det bliver lettere at få øje på de gravide, der har problemet med at opgive alkoholen, for nu kan vi utvetydigt sige, at alkohol og graviditet ikke hører sammen«, tilføjer hun. De nye anbefalinger vil blive fulgt op af en øget rådgivning til mødre med et alkoholforbrug. »Vi kommer selvfølgelig ikke udenom, at der skal arbejdes med rådgivning, både til dem, der planlægger barn, og til dem, der er kommet til at drikke lidt i starten af graviditeten«, siger Lillian Bondo. 30 procent af de gravide kvinder er i dag helt afholdende under graviditeten, mens 40 procent har drukket fem genstande eller mere ved samme lejlighed mellem tredje og sjette graviditetsmåned. Kilde: Politiken

Forrige artikelKram dig sund

Næste artikelRygning går en på hjernen