Nyheder

En kiks mindre om dagen

31. januar 2007

Små livsstilsændringer i hverdagen gør det muligt at holde småbørns vægt nede. Men forældrene skal være konsekvente og indstillet på, at det er en proces, der kan tage et års tid.

En kiks mindre om dagen i et års tid kan være det, der skal til for at stabilisere lille Amalies vægt, hvis hun vejer fire-fem kg for meget. Praktiserende læge i Greve Pia Müller har specialiseret sig i børns vægtproblemer, og hun fortæller, at forældre ofte har helt overdrevne forestillinger om, hvad det vil sige at ændre et barns kostvaner og få skabt en sund livsstil. Forældrene frygter typisk, at de skal ændre hele familiens hverdag og måltidskultur. Og at alle familiemedlemmer skal leve på streng diæt. Pia Müller understreger, at overvægt ikke er et isoleret problem hos barnet, men hele familiens problem. »Det er jo forældrene, der køber ind og laver mad og også dem, der skal have styr på, hvad og hvor meget barnet putter i munden i løbet af dagen,« fortæller Pia Müller. Men ofte er det meget lidt, der skal til. Det skal bare ske over lang tid. Måske vil det være nok, at barnet spiser 50 kalorier mindre om dagen. Det svarer ca. til én stor digestive-kiks eller to små kiks. Et sådant mindre, dagligt kalorieforbrug vil kunne holde barnets kropsvægt stabil. Man kan også vælge at spadsere med barnet til børnehaven, frem for at køre det frem og tilbage i bil eller give barnet 10 minutters ektra hoppetur i trampolinen. Mulighederne er legio. Det gælder om at bruge fantasien og finde noget, barnet synes er sjovt. Man skal bare være indstillet på, at det tager lang tid at ændre vaner. Lægen vil typisk være nødt til at følge barnet i et år eller to. Kilde: Berlingske

Forrige artikelEr du musefrustreret?

Næste artikelGåde om nattetisseri er løst

Bliv medlem af Naturli+
helt gratis

 

Få tips og hacks til et lykkeligt liv med naturlig sundhed.

Velkommen du er nu tilmeldt Naturli+ klubben.