Er A-vitamin og andre tilskud det bedste mod ujævn hud?

Nu har jeg læst mig mere eller mindre blind på virkningen af A-vitamin. Problemet er, at jeg døjer med en grim/ujævn hud ved mit hageparti. Jeg har tidligere døjet med akne specielt i dette område, hvilket har gjort, at jeg også har nogle ar derefter.

Det jeg gerne vil forbedre nu, er den ujævne hud.

Jeg læser mig frem til på Naturli.dk, at det er A-vitamin, jeg skal bruge, men så skal jeg også bruge zink og D3-vitamin, er det korrekt?

Men så efterfølgende står der, at det også er vigtigt med E-vitamin? Og så er det, jeg bliver helt rundforvirret.

Kan du hjælpe mig med, hvilke vitaminer jeg skal tage for at få bugt med ujævn hud?

Jeg tager multivitamin, D-vitamin (her i vintermånederne), torskelevertran og så tager jeg kalktabletter. Men burde jeg egentlig tage noget andet sammen med dem, for at de bliver optaget korrekt?

Jeg ser meget frem til at høre fra dig!

Den bulede

 


 

Man får også bare så mange forskellige informationer. Og selv om de alle kan være sande eller nyttige, så er det ikke altid, man behøver gøre det hele. Der kan både være mange veje, der fører til Rom, men der kan også være en synergi ud af kombinationer, der gør, at det er unødvendigt at gøre det hele.

Indefra er det altid godt med multivitaminer, hvor du netop får en bred palette af vitaminer og mineraler som A-, B-, C-, E-vitaminer, zink, silicium mm., som ikke mindst huden holder af.

Gode olier som hørfrø og kæmpenatlysolie indefra i en periode vil også kunne støtte huden på flere måder. Supplér gerne med urteteer, der er gode ved leveren som f.eks. løvetand (mælkebøtte) og marietidsel.

Lige hvilken tilgang, man udvortes fra kan have på ar, er forskelligt, fordi det både handler om, hvor store de er, og hvor nye de er. Netop A-vitamin er god i hudplejen, da den er regenererende, helende og cellefornyende (plus opstrammende).

Jeg ved godt, jeg ofte fabler om hybenkerne-olie, men det er virkelig en af mine favorit-olier pga. det høje indhold i hybenkerner af naturlig C- og A-vitamin. Det er en lidt længerevarende metode, men blid.

Man kan hjælpe resultatet på vej med eksfoliering med masker eller f.eks. enzym-peelinger med mælkesyre eller bromelin fra ananas mm. som i Jurliques og Annemarie Børlinds peelinger. Man kan også bruge Konjac Sponges, der heller ikke ridser. Og der er flere gode og milde metoder derude, der er gode at supplere med.

Et hurtigere resultat kan du bl.a. få med de virksomme urteansigtspeelinger, som de fra Dr. Schrammek, jeg har beskrevet før. Det er effektivt og lidt dyrere, men de resultater, jeg har set, er virkelig flotte. Og så er de bakket op med kosttilskud indefra, der støtter op om heling samt ampuller udefra, der forstærker heling både i effekt og tid.

Nogle vælger laserbehandling ved hudlægen i stedet, som også kan give virkelig flotte resultater. Længde og mængde afhænger af arenes alder, størrelse og dybde.

I forhold til emnet omkring kalk er det rigtigt, at der skal være D-vitamin med i forhold til optageligheden, men også magnesium er vigtig her – og med mindre man tager blodfortyndende medicin, da også med fordel sammen med K2-vitamin. Der er flere produkter, der indeholder det hele i én og afmålt mængde.

Håber du kan bruge lidt af dette til inspiration.

Bedste hilsner

Tine Juul Andersen, skønhedskonsulent

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*