Er D-vitamintilskud til børn egentlig så væsentlige?

Af: Clara Edgar

Foto: Adobe Stock

Ny undersøgelse viser, at D-vitamintilskud under graviditet og barndom ikke giver en målbar bedre knoglesundhed i 7-års alderen. Men forskerne mener ikke, at deres fund skal give anledning til ikke at følge gældende anbefalinger for vitamintilskud.

D-vitamin er vigtig for mange ting, og i Danmark oplever mange at komme i underskud af vitaminet. Det skyldes, at en primær kilde til D-vitamin er sollys. Når huden eksponeres for solens stråler, danner vi D-vitamin. Men det kræver, at solen står tilstrækkeligt højt på himlen, før det sker. Derfor danner kroppen ikke eller meget lidt af vitaminet i oktober til april. 

Netop af den grund har myndighederne også for nyligt udvidet deres anbefalinger om tilskud af vitaminet til at omfatte alle ældre børn og voksne i den pågældende periode. Derudover anbefales det, at børn op til fire år får D-dråber.

Anbefalingerne rettet mod børn skyldes blandt andet vitaminets evne til at hjælpe med at transportere calcium fra tarmen til knoglerne. Man har af den grund ment, at det var vigtigt for børnenes knoglesundhed, at de fik D-dråber, så transporten af calcium kunne glide hindringsfrit. Men en undersøgelse af børn i Odense viser, at der faktisk ikke er målbar forskel på børns knoglemineralisering i 7-års alderen, om de har fået tilskud eller ikke. Det kunne lede en til at antage, at tilskuddet ikke er afgørende, men her er forskerne dog påpasselige med at drage konklusioner.

Drop dårlig samvittighed – men lad vær med at kyl tilskud i skraldespanden

For selvom man ikke kunne måle forskel på børnenes knoglesundhed ud fra om de havde fået tilskud eller ikke, er der dog visse forbehold, man skal huske, med den undersøgte gruppe. For det første peger forskerne på, at der samlet set var tale om en gruppe børn, som generelt var sunde og velfungerende. Deres vitaminstatus i blodet var generelt høj sammenlignet med andre befolkninger, og deres knoglemineralisering var generelt lidt over gennemsnittet. 

Derfor er budskabet fra førsteforfatter på projektet Signe Monrad Nørgaard, at D-vitamin ser ud til at være mindre vigtig, hvis børnenes kost ellers er sund og rig på calcium, hvilket er tilfældet for en del danske børn, som drikker meget mælk. Men at hun eller de øvrige forskere ikke vil anbefale, at man helt ser bort fra de gældende retningslinjer. Leder på studiet Henrik Thybo Christensen udtaler i en pressemeddelelse:

Travle forældre bør måske ikke bebrejde sig selv, når de nogle gange glemmer dråberne. Det er egentligt et ubehageligt budskab, for vi vil jo ikke gå imod anbefalingerne, og vi vil nødigt risikere, at nogle helt holder op med D-vitamintilskud på grund af vores studie.

Man risikerer med andre ord ikke sin børns sundhed, hvis man glemmer tilskuddet fra tid til anden, så længe man ellers sørger for en sund kost, men man skal ikke bruge de nuværende fund til at smide D-vitamintilskuddet helt i skraldespanden.

D-vitamin er vigtigt for mere end knogler

Foruden at være vigtig for optageligheden af calcium fra tarmen, er D-vitamin også vigtig for andre biologiske processer. Vitaminet spiller eksempelvis også en rolle i forhold til et sundt og velfungerende immunsystem, ligesom D-vitaminmangel kan lede til ømme og svage muskler, øget risiko for knogleskørhed og give depressionslignende symptomer. 

Så selvom det er en god nyhed, at danske børns knogler også kan være sunde og stærke uden tilskud, er der altså stadig god grund til at huske at få tilstrækkeligt med D-vitamin for både børn og voksne. Og eftersom mange danskere ikke får kroppens behov dækket gennem kosten alene, er et tilskud en god ide – særligt i de mørke måneder. 

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*