Krop

Er der hormonelle ubalancer bag din stress?

Foto: Signe Find Larsen
28. marts 2019

Er du træt, stresset og udbrændt – og har du gjort alt det “rigtige”, men stadigvæk ikke opnået bedre resultater? Så er det måske fordi, du skal et spadestik dybere og undersøge, om ubalancerne er hormonelle – og dermed skyld i din tilstand.

En krop i balance er en sund krop. Hormonelle ubalancer i kroppen kan give symptomer som stress, træthed, energiforladthed, angst og depression. Alle disse symptomer er tegn på, at kroppen på den ene eller anden måde er ude af balance.

For dig, som lider af ovenstående symptomer, er hormonerne kortisol, melatonin og serotonin vigtige at kende. Disse hormoner (og andre hormoner) er nemlig med til at regulere dit humør, din følelse af energi samt dit overskud og glæde.

Lyt til dine hormoner

Kroppen er så smart, at den udsender alarmsignaler i form af fysiske og psykiske symptomer for at gøre os opmærksomme på, at noget er galt. Det er derfor vigtigt at lytte til disse signaler.

– Det er vigtigt at huske på, at sind og krop er samarbejdspartnere – og vores hormoner er budbringere mellem krop og sind. Hvis vi har hormonelle ubalancer, kan vi blandt andet få problemer med vægt, fordøjelse, immunforsvar, stofskifte – og ikke mindst vores tanker og følelser, siger Lise Bøgsted, komplementær hormonterapeut.

Ved behandlingsformen Komplementær Hormonterapi ser man på koblingen mellem den “alternative” og konventionelle medicin. Her møder holistisk tankegang og moderne videnskab hinanden. Grundidéen ved Komplementær Hormonterapi er at finde rodårsagen til de fysiologiske ændringer fremfor at symptombehandle.

– Nogle af de bedste måder at få kroppen tilbage i balance på, er ved hjælp af sund og varieret kost, motion, afspænding, søvn, frisk luft og generel selvomsorg, hvilket jeg støtter og vejleder i, siger Lise Bøgsted.

Årsag fremfor symptom

Man skaber altså en helhedsorienteret forståelse af menneskets krop og psyke, og fokus er således på både kost, motion og psykisk balance.

– Jeg ved af erfaring, at stress, udbrændthed og tristhed afhjælpes bedst med en behandling, der arbejder med at fjerne årsagerne til symptomerne i stedet for at fjerne selve symptomerne. Og det er præcis dét, som Komplementær Hormonterapi går ind og gør, siger Lise Bøgsted og fortsætter:

– Jeg ser lidt mig selv som en slags Sherlock Holmes-detektiv, der prøver at finde årsagen til lidelsen. Ved hjælp af laboratorietests, screeningsprotokoller og visuel diagnose identificerer jeg rodårsagen, så jeg derudfra kan skræddersy personlige sundhedsprogrammer med tilførsel af næringsstoffer, afbalancering af nervesystem, funktionelle kostplaner og evt. bioidentiske hormoner.

Gik selv ned med flaget

Lise Bøgsted har på egen krop oplevet, hvordan hun reagerede på en længerevarende periode med stress. Hun er oprindelig uddannet civilingeniør i kemi og har arbejdet i den farmaceutiske og bioteknologiske rådgivningsbranche i 15 år, hvor hun tidligere arbejdede hos Novogruppen.

Men et travlt job med masser af ansvar, en lille datter samt to små tvillinger blev på et tidspunkt for meget for Lise Bøgsted. Hun var trist, træt og udkørt. Lise tog til lægen og blev henvist til en psykolog.

– Jeg kunne ikke hæve mig selv op, og psykologen fortalte mig, at jeg led af stress, udbrændthed og depression. Jeg prøvede at behandle det på alle de klassiske måder og gjorde alt det, jeg fik besked på: spiste sundt og dyrkede motion – men jeg var stadig enormt træt og døjede med depressioner. Sådan stod det på on/off i nogle år. Jeg var simpelthen bange for, at jeg var blevet skør i hovedet.

Når stress bliver langvarig

Desperate situationer kræver desperate handlinger; derfor begyndte Lise Bøgsted at tænke på, om der måske var noget, som lægen ikke kunne se, og som psykologen ikke kunne tale om. Derfra begyndte hun selv at undersøge, hvad der kunne være årsag til, at hun aldrig kom tilbage til normal hukommelse, koncentration, tænkeevne og friskhed.

– Jeg falder så over udtrykket binyre-træthed, og finder ud af, at jeg efter en længerevarende stresstilstand, simpelthen er kommet i den form for hormonel ubalance.

Når vi står ansigt til ansigt med en akut stressende situation, vil kroppen med det samme forsøge at øge kortisolniveauerne. Ved denne øgning forbereder kroppen sig på at forsvare os selv (eller flygte). Kroppen reagerer stadig, som var vi hulemennesker, der skal kæmpe eller flygte fra sabeltigeren for at overleve. Den har nemlig ikke lært, at vi ikke risikerer at dø, bare fordi vi har glemt Dankortet i Netto – og den reagerer derfor på samme måde, som var livet på spil.

Forhøjede kortisolniveauer over længere tid – som kan forekomme efter langvarig overstimulering af binyrerne (kronisk stress-tilstand) – kan føre til binyretræthed eller mere korrekt: dysfunktion i HPA-aksen. Det var årsagen til Lise Bøgsteds situation – og derfra begyndte hun at lede efter en ordentlig behandling af sine problemer.

Undgå at smide benzin på stressbålet

Det viste sig, at der var en grund til, at Lise Bøgsted ikke mærkede forbedringer, selvom hun prøvede at forbrænde stresshormonerne med løbeture, som hendes psykolog havde anbefalet hende.

Du skal nemlig ikke ud og brænde stresshormoner af ved at løbe, spinne, intervaltræne, styrketræne, dyrke crossfit eller noget lignende. Det, som disse motionsformer har til fælles, er, at de stresser kroppen, og kroppen vil normalt reagere med at opbygge muskelstyrke.

– Motion er jo godt – det gælder bare kun for en krop, der ikke er i en vedvarende stresstilstand. I en stresset krop vil den fysisk hårde træning bevirke, at du hælder mere benzin på stressbålet, og derved bringer du dig selv længere væk fra en sund krop i balance. Derfor er hård motion no-go ved behandling af binyretræthed, siger Lise Bøgsted.

Dit åndedræt er også en af dine allerstørste ressourcer til at opnå sundhed og velvære – også imod binyretræthed. Du trækker vejret 20.000 gange om dagen – men gør du det rigtigt? Hvis du føler dig stresset, presset eller kort for hovedet, så trækker du vejret overfladisk, og luften kommer kun ned i brystkassen og ikke helt ned i maven. Det sker helt automatisk, uden at du bemærker det.

– Husk på, at jeg kommer fra en ingeniørverden, hvor alt kan måles og vejes – så det der med, at man kan bruge åndedrættet, lave yoga eller bruge visualiseringer af kropsscanninger, var en helt ny verden for mig. Men det var med til at gøre, at jeg stille og roligt kom ovenpå og fik hovedet og hjernen til at fungere igen. Og vigtigst af alt, var jeg igen glad for at være sammen med mine børn.

Deler i dag sine erfaringer med andre

Lise fandt vejen tilbage til et liv med glæde, energi og lyst med den rette kost og det rette tilskud af næringsstoffer, samt med stressreducerende teknikker, god søvn, blid motion og masser af selvomsorg. I stedet for at dulme symptomerne med medicin, genoprettede hun sin krops hormonelle balance, så både krop og sind kom i balance igen.

Hun besluttede sig derfor for, at hun ville hjælpe andre med at få deres hormoner i balance med hormonterapeutiske behandlingsforløb. I dag har Lise fuldstændigt skiftet karrierespor og er nu certificeret coach med en ernærings- og sundhedsfaglig diplomuddannelse fra Suhrs Seminarium. Derudover er hun lægeeksamineret komplementær hormonterapeut.

– Det, der er vigtigt for mig at understrege, er, at Komplementær Hormonterapi er evidensbaseret behandling. Vi arbejder med nogle ting, som har vist sig at have en effekt rent forskningsmæssigt. På den måde er det egentlig ikke alternativ behandling – men det er det alligevel, for i Danmark anerkender vi ikke den tankegang og det paradigme, der ligger bag Functional Medicine. I USA derimod, er det en uddannelse, du kan tage på universitetet.

Forrige artikelNy forskning: Aloe vera kan afhjælpe tryksår

Næste artikelMango og Kokossorbet