Nyheder

Er det farligt at vandfaste?

Foto: Adobe Stock
20. november 2018

Fødevarestyrelsen har været ude med hård kritik af vand-kur, efter at bloggeren Fie Laursen har talt for kuren på sin YouTube kanal. Men hvordan virker den, og bør man være bange for at gå på vandfaste?

”Vand-kur kan slå dig ihjel.” Sådan lyder meldingen fra Fødevarestyrelsen på både Facebook og Twitter efter at blogger og Youtuber Fie Laursen på video har fortalt om at være på vand-kur, hvor hun udelukkende levede af vand i tre dage.

Ifølge Fødevarestyrelsen er kuren farlig, fordi den kan give vandforgiftning. En tilstand hvor vigtige salte bliver skyllet ud af kroppen, og cellerne hæver. Det kan give hjerneødemer, som kan være livsfarligt. Fødevarestyrelsen skriver i deres opslag, at de har et dansk eksempel på det.

I en mail skriver de, at dødsfaldet fandt sted i 2006. Det gav dengang anledning til, at de udsendte en pressemeddelelse om fastekure. Om der findes nyere eksempler på dødsfald relateret til fastekure, kan de ikke sige med sikkerhed. De skriver dog, at der af og til sker ulykker, når personer drikker for meget vand.

En anden anke er, at en forherligelse af faste, kan inspirere især unge piger til at sulte sig og dermed udvikle en spiseforstyrrelse. En anke, der skal tages seriøst.

Mennesker kan godt gå nogle dage uden mad

Ernærings-, sundheds- og træningsekspert Anders Nedergaard mener dog ikke, at kuren i sig selv er så farlig, som Fødevarestyrelsen gør den til. Han forklarer, at man skal lytte til kroppens signaler og drikke, når man er tørstig. Ikke presse vand ned, man ikke har brug for. Holder man sit vandindtag på et behovsmæssigt niveau, ser han ikke det store problem i tre dages faste.

– Man kan sagtens klare sig uden mad i nogle dage. Det, at folk kan tro andet, er næsten underligt. Prøv at forestil dig, at evolutionen havde formet os sådan, at vi gik i stå, hvis ikke vi fik mad i nogle timer, så var vi jo blevet overhalet evolutionært, siger Anders Nedergaard.

Dermed ikke sagt, at han er begejstret for kuren.

Sporadisk faste giver ikke et reelt og varigt vægttab

I sin video fortæller blogger Fie Laursen, at hun har tabt omkring 4 kilo på de tre dage. Men det vægttab er ifølge Anders Nedergaard mere en illusion end noget andet. Han anerkender, at faste kan være en reel måde at tabe sig. Og at det for nogen virker særlig godt. Men det kræver, at fasten er periodisk. Eksempelvis hver anden dag.

– At faste sig til vægttab forudsætter, at det er noget, man gør kontinuerligt. Når Fie Laursen taber sig fire kilo på tre dage, er det primært vand og kulhydrat. Det betyder ingenting, siger Anders Nedergaard.

Når man går i energiunderskud, som ved faste, brænder man først kulhydratdepoterne af. Afhængigt af aktivitetsniveau, sker det i det første døgn. Derefter kører man på fedt og muskler. Der er omkring 30.000 kJ i et kilo fedt, så man vil have energi til at holde sig i gang i 3-4 dage på et kilo fedt.

Derfor er det reelle vægttab på tre dages vand-kur realistisk set ikke mere end cirka det: Et kilo. Fie Laursen udtaler dog, at hun ikke har taget de fire kilo på igen.

Vil man tabe sig, anbefaler Anders Nedergaard i stedet en livsstilsændring. Sundere mad og mere motion. Det kan være en ide at bruge faste som en kickstarter, men det må ikke blive en sovepude for ikke at tage fat i de uhensigtsmæssige sider af sin livsstil.

Er detoxing det nye kejserens klæder?

Ud over aspektet i at tabe sig, forklarer bloggeren også, at hun gik på vandfasten for at detoxe kroppen for giftstoffer. Lad os lige se nærmere på det.

Detox har længe været et populært udtryk. Alt fra tarmskylning til juicekure lover at udrense kroppen for giftstoffer. Der er dog ikke forskning, der kan bakke op om de positive detox-effekter ved hverken vand-kur eller nogen anden særlig diæt.

Anders Nedergaard kan heller ikke finde noget positivt at sige om detox.

– Detox er et kæmpe falsum. Der findes ikke en eneste detoxekspert, der har kunnet påvirke et eneste stof, hvor man har kunnet vise, at et bestemt stof giver symptomer. Og hvor man med en eller anden form for detox kunne mindske de symptomer, der var specifikke for det påståede toxin. Folk, der anpriser detox, råber altid op om toxiner og alle gevinsterne ved detoxe. Når det kommer til at nævne nogen specifikt, bliver der generelt meget stille, siger han.

Når nogen oplever at få det bedre efter en detox-kur, skyldes det ifølge andre eksperter sandsynligvis det, man i perioden ikke får: Fastfood, slik og forarbejdede fødevarer. Ikke at alle giftstoffer har forladt systemet. Her er vi nok nødt til at stole på, at kroppens egne udrensningsorganer kan udskille de stoffer, vi ikke har brug for. Dertil kommer, at kroppen udskiller mere adrenalin, når den kommer i energiunderskud. Det virker opkvikkende og kan give en oplevelse af klarere tanker.

Anders Nedergaard har ikke den store fidus til vand-kuren, men er heller ikke bekymret for at lade voksne mennesker tage tre dage på vand.

– Jeg synes, det er at overdrive at kalde kuren farlig. Det er klart, at det er dumt at drikke overdrevne mængder vand, og det er der mange, der tror, de skal for at detoxe. Det skal man ikke. Men at drikke vand og kaffe i tre dage, hvis man er rask, det dør man altså ikke af.

Forrige artikel8 tips til levende lys med omtanke

Næste artikelDen hurtige guide til kosttilskud