Er det mig, der overreagerer?

Jeg er rejst til udlandet for at studere, og imens må min mand gennem 24 år passe vores pensionat. Inden jeg skulle rejse, har jeg fortalt ham, at i perioden fra januar til marts var der ingen grund til, at min veninde skulle hjælpe med at passe huset, selvom hun har gjort det nogle gange før, når vi skulle rejse. Han var enig med mig.

Min veninde har en lidt dårlig boligsituation, og hun har nu ringet til min mand og spurgt, om han har brug for hjælp i huset, fordi hun trænger til at komme væk. Det har han sagt ja til, og bagefter har hun ringet til mig for at spørge, om det er i orden. Jeg blev helt paf, da han og jeg jo havde aftalt, at hun ikke skulle komme.

Inden hun ringede til ham, var hun en hel weekend hos mig, hvor hun slet ikke nævnte, at hun ville ned til os.

Jeg er skuffet og vred på dem begge – at min veninde i stedet for at spørge mig, først kontakter min mand!

Jeg føler, at hun er gået bag min ryg, og er vred på min mand, der ikke kan/vil forstå, hvorfor jeg er så rasende og ked af det.

Ja jeg er blevet jaloux og føler, at min veninde manipulerer med mig og ham. Har jeg grund til at være sur eller overreagerer jeg?

Konen

 


 

Måske overreagerer du – det lyder ret uskyldigt og velment, at din veninde vil hjælpe, og din mand takker ja til hjælpen. Men det kommer jo an på, om du har reel grund til at være bekymret eller usikker?

Hvis du har en fornemmelse af, at din veninde er lun på din mand (eller omvendt), så er du jo nødt til at konfrontere dem direkte. Find et praktisk tidspunkt, hvor I kan mødes alle tre og tale det igennem – lad være med at skrive eller ringe, det giver bare mere forvirring og muligheder for misforståelser! Du har brug for at se dem i øjnene, så du faktisk kan se, at der ikke ”foregår” noget bag din ryg – og du derefter kan lægge sagen bag dig.

Dernæst skal du overveje fordelene – også for dig – ved, at din veninde kan hjælpe med pensionatet, når du er væk eller i andre situationer. Er det en lettelse for dig og din mand? Er der noget, du kan bede hende om, som vil være rart for dig at vide, hun gjorde? Har du det godt med at hjælpe din veninde med at kunne komme hos jer, hvor hun tydeligvis føler sig godt tilpas og får et åndehul? Ville du foretrække, at din mand var ”alene” hjemme – og f.eks. havde frit lejde til at invitere andre fremmede damer inden for?

Hvis du ofte oplever, at du bliver jaloux, vil jeg råde dig til at søge hjælp hos en samtaleterapeut (psykolog, psykoterapeut, life coach). Det bunder ofte i en grundlæggende usikkerhed, som du kan have store fordele af at arbejde med – det vil generelt forbedre dit liv, din selvfølelse og dit forhold til din mand.

Venligste hilsner

Birgitte Aagaard, coach

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*