Mad

Er du et grød-hoved?

7. december 2015

Ellers er det tid til at blive det! Julen er selvfølgelig klassisk grødtid – ikke mindst på grund af risengrøden. Men du kan lave grød af næsten alle gryn og korn, så der er et utal af muligheder.

Der er hvede, rug, byg, havre, boghvede, hirse, spelt og andre gamle kornsorter, og så kan du drysse masser af kerner og frø på for at højne næringsindholdet.Det kan være hørfrø, chiafrø, sesam og lucerne – alle sættes i blød og skylles i en si. Nødder og mandler – hasselnødder, cashewnødder, valnødder og græskarkerner giver sunde cellefedtstoffer. Og så top op med blå powerbær som blåbær, solbær og brombær – der indeholder antocyaniner, en planteoxidant, der forstærker modstandskraften.

Tørret frugt som rosiner, dadler, figner, abrikoser og svesker er også dejlige sunde ting i rette mængde i mange slags grød. Jeg kan bedst lide dem, efter de er blødt lidt ud.

Hvorfor komme i blød?

Fytin er et stof i næsten alle kornsorter, som planten bruger til at binde mineraler, som indgår i at få kornsorter til at spire. Når korn kommer i forbindelse med vand og jord, er der et enzym i de fleste kornsorter, fytase, der spalter fytin, så næringsstofferne frigives, og frøet kan spire. Ved at sætte korn og kerner i blød, før du tilbereder dem, får du altså frigivet disse næringsstoffer til glæde for din krop.

Du kan gøre det ved at langtidshæve brød i 24 timer eller ved at sætte frø og gryn i blød, før du laver grød. Se anbefalet iblødsætningstid på produktet. Det er også godt for smag og aroma og nedsætter kogetiden.

Masser af fibre i grød

Kostfibre er meget ufordøjelige kulhydrater fra korn, frugt og grønt, som ikke bliver fordøjet i mavesækken og tyndtarmen, men som helt eller delvist nedbrydes af bakterier i tyktarmen. De fremmer miljøet for de gunstige bakterier, der sikrer en god fordøjelse.

Kost med et højt indhold af kostfibre regulerer vores lyst til mad og giver en mættende fornemmelse. Plantefibre er også med til at regulere blodsukker, og forebygger forstoppelse. Mange fibre er godt. Forskning siger, at de virker beskyttende mod kræft i tyndtarm og endetarm, samt type 2-diabetes og hjertekarsygdomme.

Det med, at maven fungerer uden bøvl, er kendetegnende for mange, der spiser fuldkornsgrød, og så er energien i top. Min erfaring er, at der skal gå ca. tre uger, hvor man mindst spiser grød tre gange om ugen, før effekten er optimal. Husk at drikke rigelig væske, gerne vand, for en velfungerende mave.

I fuldkorn er intet taget fra, hverken kim eller klid, så brug altid fuldkorn, når du laver grød.

Vi l du vide mere om din mave, så læs ‘Maven – din bedste ven’ af Carsten Vagn Hansen. Den handler om sundhed fra mund til bund, og han kommer ind på, at mindst to tredjedele af alle sygdomme stammer fra, hvad vi spiser, og hvordan vi fordøjer det.

Tørret drys af smag

Vi har en dehydrator – en tørremaskine, hvor vi kan lave alle bær og frugter til langtidsholdbart tørrede ting, og det er super at blande i grød.

I helsekostbutikkerne kan du generelt finde det største sortiment af økologiske kvalitetsting, både hvad angår grød og tilbehør.

 

Multiopskrift på vandgrød

Her kan du bruge næste alle slag gryn og få en spændende smag ud af det.

150 g gryn (gerne sat i blød i op til 24 timer)

1 l. vand

Lidt havsalt

Kog ved svag varme til grøden er blød og lind.

Evt. sødet med æbler, rosiner eller tørret frugt.

 

Multiopskrift på Mælkegrød

Her kan du bruge næsten alle slags gryn og få en spændende smag ud af det.

200 ml vand

200 g ris/gryn

1 l. mælk

Lidt havsalt

Kog vandet i en gryde. Hæld ris/gryn heri, og lad dem koge et par min. Mælken tilsættes og røres i, til den koger.

Lad det småsimre og rør i gryden af og til i de 40 minutter, det tager at koge grøden.

Grøden smages til med salt, drysses evt. med kanel, sukker og tilsættes en smørklat.

For dem, der ikke tåler mælk, hold dig ikke tilbage – brug plantemælk, f.eks. er mandelmælk god til risengrød.

 

Blandingsgrøden KRUSKA

En sund opskrift på mavegrød er firekorns-kruska, der er lavet på knust hvede, knust byg knust rug og knust havre i lige forhold. Nogle bruger også flager.

Sådan gør du:

2 kop vand til 1 kop gryn, sat i blød og koges til sidst ca. 15 min.

Findes også som femkorns-kruska, hvor boghvede er med.

Grødblanding med det hele – Jawsgrød

Økologisk Jaws er god til grød såvel som brød, når du vil holde maven i orden. Indeholder økologisk hvede, rug, byg, havre, hirse, sesamfrø og boghvede. Specialskåret og valset på eget mølleri. Fås også med spelt.

Endvidere er råvarerne ikke mishandlet ved ristning eller tilsætning af syntetiske vitaminer. Der findes ikke en grødblanding, som er bedre – men det er muligt af finde noget, der er lige så godt.

Kan spises morgen, middag og aften, eventuelt med æbler, abrikoser, svesker eller andet.

 

Grød fra Aurion

Aurion er et bageri og mølleri, der i mange år har været banebrydende inden for fremstilling af naturlige korn-, mel-, gryn- og flageprodukter. De har et enormt sortiment og er førende inden for de gamle kornsorter.

De har en grødserie – billig og nærende kost – der holder maven i orden.

I sortimentet er der Altid mæt grød, Den glade maves grød, Krudtuglegrød, Glutenfri grød, De flade mavers grød, Alle tiders grød, og Godaftensgrød – alle sammen værd at prøve.

 

Tip

Du kan bruge mange grødblandinger som et godt supplement til brødbagning.

Husk altid at sætte i blød.

 

Forrige artikelSpicy grøntsagssuppe

Næste artikelSæt muskler bag fordøjelsen