Nyheder

Er du klar til kamp?

Foto: Adobe Stock
30. januar 2021

Med lukkede træningscentre, mere hjemmearbejde og en generel opfordring til ikke at forlade hjemmet mere end højst nødvendigt, kan det være svært at holde fast i gode vaner som sund kost og motion. Men måske kan et motivationsforløb være lige det, der skal til. Erfaringerne viser nemlig, at mange holder fast i de gode vaner.

Kræftens Bekæmpelse kører igen i år 10-kampen, som er 10 udfordringer, man får på mail, og som har til formål at få mere sundhed ind i hverdagen. Udfordringerne handler om alt fra at spise mere frugt og grønt til at røre sig mere og drikke mindre alkohol. Samlet set kan de ti råd, hvis de bliver fast del af hverdagen, være med til at mindske risikoen for kræft.

Det er fjerde år i træk at Kræftens Bekæmpelse opfordrer danskere til at kvitte deres dårlige vaner og bytte dem ud med sundere alternativer. Det betyder også, at organisationen har samlet erfaringer fra tidligere år, og kan se, at mange faktisk holder fast i mindst en ændring, selv da forløbet var slut.

[relateredehistorier]

Sidste år tilmeldte 50.000 danskere sig 10-kampen og en repræsentativ undersøgelse af deltagerne viser, at 76 procent havde ændret en vane permanent. 63 procent spiste mindre forarbejdet kød, mens 46 procent spiste mere frugt og grønt. Gåture blev også ved med at være et hit hos mange.

Fire ud af 10 kræfttilfælde kan undgåes

Man kan tilmelde sig 10-kampen nu, og så vil man hver uge henover februar og marts få forslag til en vane, man bør lægge til side, eller noget, man bør prøve at implementere i dagligdagen. Foruden det lille råd er der også en forklaring på, hvorfor netop denne vane er god eller dårlig, og hvad den betyder for sundheden og kræftrisikoen. 

Mange kræftsygdomme kan tilskrives livsstil, og rygning er stadig den største synder i den henseende. Ifølge forebyggelseschef Mette Lolk Hanak, kan fire ud af to kræfttilfælde undgås, hvis man efterlever de 10 simple råd, som 10-kampen står for. Hun forklarer dog også, at kræft kan have en arvelig komponent, eller skyldes genmutationer, som vi ikke er herre over. 

Når det er sagt, kan man altså mindske sin risiko markant, ved at gøre relativt lidt. Det afgørende er, at man ikke falder tilbage i gamle rutiner, når mailene stopper med at tikke ind. Det er altså en livsstilsændring og ikke en flygtig forandring, der gør forskellen. Og det er naturligvis også der, det bliver svært. Særligt nu, hvor vores bevægelsesfrihed og mulighed for at benytte træningscentret eller cykle på arbejde for mange er ikke-eksisterende. 

Pas på kroppen og hinanden

Corona har helt sikkert ikke gjort det nemmere at indfri de klassiske nytårsforsæt, som mange har, der netop handler om at få mere sundhed ind i tilværelsen. Og selvom det er vigtigt, at vi passer på hinanden i denne tid, er det også vigtigt for seniorprojektleder i Forebyggelse og Oplysning i Kræftens Bekæmpelse, Hanne Munch Scheller, at vi husker at sundhed er mere end fraværet af corona. 

– Vi skal holde sammen og holde os i gang, særlig i en tid med corona, udtaler hun i en pressemeddelelse.  

Og det kan vi sagtens på en forsvarlig måde. Hun forklarer eksempelvis hvordan gåturen er en nem og oplagt måde at få rørt kroppen, samtidigt med at man kan holde afstand og tage hensyn. For selvom gåturen ikke nødvendigvis er den aktivitet, der giver mest sved på panden, så tæller hvert et skridt i kampen mod inaktivitet. Om det er en gåtur med familien, powerwalk med sig selv eller en slentretur med en god ven, så tæller det på motionskontoen. 

Man kan tilmelde sig 10-kampen her

Forrige artikelStå stærkere mod stress med D-vitamin

Næste artikelGrønt som førstevalg