Er korn og mælk forkert diabetes-mad?

Jeg har været i kontakt med en sygeplejerske, som også er diætist, angående min type 2 diabetes. Hun siger, at jeg ikke må spise rugbrød, ikke drikke mælk og heller ikke spise lidt økologisk havregryn til morgenmad. Hun siger, at det vil hæve blodsukkeret.

Mine tal er lidt rigeligt høje nu, og tabletter kan jeg ikke tåle. Vi spiser en del grønt hver dag. Jeg har både læst og hørt, at det ikke passer, hvad hun siger.

Mine tal er ca. 7 morgen og 9 aften, og jeg vil gerne have dem ned. Jeg har ikke kunnet gå meget siden nytår på grund af smerter i tæer og ører, og nu også i haleben efter en cykeltur på kondicykel. Jeg troede, jeg levede sundt med de ting som rugbrød med grove kerner og andet godt.

Min læge har taget en sladreprøve, så jeg vil gerne være lidt foran. Jeg får en del vitaminer nu, især Spektro.

Bente

 


 

Kosten ved diabetes er af meget stor betydning, og der er nye toner i anbefalingerne. Hovedprincippet er at spare meget på de kulhydrater, der hurtigt i maven bliver omdannet til glukose (druesukker). Det er først og fremmest brød, især hvidt brød, kager, mælk og stivelse, inkl. kogte rodfrugter.

Disse ting får blodsukkeret til at stige hurtigt, mens de fleste andre grønsager, især kål og bladgrønsager giver en langsommere stigning. Det samme gælder for kød og andet protein, mens det gode fedt hæmmer appetitten og ikke påvirker blodsukkeret. Diabetesforeningen har gode bøger om hvilke fødevarer, der påvirker blodsukkeret for meget. Med de tal, du nævner, burde du – ved at spise rigtigt, få mere bevægelse og motion samt ved at tabe dig til mere normal vægt – kunne klare dig uden tabletter mod diabetes.

Der er ikke noget i vejen for, at du kan spise lidt økologisk havregryn om morgenen. Du kan drysse lidt kanel på, da det er godt for blodsukkeret. Rugbrød er også langt bedre end det hvide brød. Løg og hvidløg samt mange krydderier er også gode mod diabetes, og foruden dine gode vitaminpiller er det godt med tilskud af krom, magnesium, selen og zink, som mange diabetikere mangler. Ekstra C-vitamin må også anbefales.

Jeg vil råde dig til at tage endnu en samtale med sygeplejersken, der også er diætist, da jeg ikke tror, du helt har forstået, hvad hun har sagt til dig.

Mange gode hilsener

Carsten Vagn-Hansen, læge og sundhedskonsulent

1 kommentar

  • Hanne Hermann siger:

    Nej Diabetesforeningen anbefaler ikke den seneste forskning.
    Vil henvise til Diabetesmanualen.
    Yderst sparsom mængde KH i min ½ år og ingen sukker.
    Ingen mellemmåltider.

  • Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

    Skriv et svar

    Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

    *