Nyheder

Er otte stykker grønt om dagen det nye?

28. februar 2017

Står det til et nyt engelsk studie, bør de officielle danske kostråd modereres og ‘seks om dagen’ blive til otte

Det har længe været kendt viden, at frugt og grønt kan forebygge sygdomme. Det officielle kostråd i Danmark har i årevis lydt på “seks om dagen” – seks stykker frugt og grønt á 100 gram.

Den anbefalede mængde varierer fra land til land. Eksempelvis lyder anbefalingen i Storbritannien, at man bør spise 5 om dagen, men à 80 gram, dvs. 400 gram dagligt.

Ifølge New Scientist bør du måske indtage hele otte stykker grønt dagligt, hvis du vil mindske risikoen for hjertesygdomme og kræft. Det skriver Videnskab.dk.

Forskere fra Imperial College London har analyseret 95 tidligere studier og set på sammenhængen mellem kost og sundhed. Studiet viste, at folk, der spiste 8 portioner på 100 gram næsten havde en tredjedel lavere risiko for død end de, der ikke spiste frugt og grønt i løbet af forsøgsperioderne. Forsøgsperioderne var på alt mellem 3 og 30 år.

De gennemgåede studier var ikke randomiserede, kontrollerede forsøg, men forskere observerede hvad deltagerne spiste og sammenlignede med, hvor mange af dem der døde hvornår. Andre faktorer kan derfor have spillet en rolle – for eksempel kan det være, at mennesker med flere penge også spiser sundere eller ryger mindre.

– I de fleste af analyserne var resultaterne ret ens, lige meget hvilke faktorer man kontrollerer for. Men det er altid en mulighed, at der kan være forvirrende faktorer, der spiller ind, siger Dagfinn Aune fra Imperial College London til New Scientist.

Forrige artikelHusk de små pauser – også fra mobilen

Næste artikelÅrhus byder på viden og skønne naturlige tilbud