Er rå champignoner farlige?

Jeg har i mange år spist champignoner, rå, men en god ven fortalte mig at det ikke var så godt, for de indeholdt nogle stoffer, som kunne være kræftfremkaldende, og at jeg burde varmebehandle dem. Jeg er næsten vegetar, bryder mig ikke om stegte madvarer, kan jeg varmebehandle dem på en anden måde, og hvordan gør jeg det?

Hanne

 


 

Det er rigtigt at rå champignon indeholder phenylhydraziner, som mistænkes for at være kræftfremkaldende. Indholdet af phenylhydraziner mindskes ved opvarmning og er også mindsket i konserverede champignon. Som du selv skriver, så kan det være en fordel at spise champignon tilberedt og ellers huske at variere kosten.

Når du ikke bryder dig om stegte madvarer, kan alternativet være at bage dem i ovnen vendt i lidt olie eventuelt med krydderurter/krydderier. Du kan også koge dem og selvfølgelig bruge dem i supper, sammenkogte retter mm. For at få mindst muligt indhold af phenylhydraziner, skal champignon koges, og kogevandet smides væk.

Vi skal selvfølgelig tage alvorligt, at phenylhydraziner mistænkes for at være kræftfremkaldende, men vi skal heller ikke blive bange for at spise champignon. Husk at variere kosten og begræns indtaget af champignon, hvis de indgår jævnligt i din kost.

Du kan læse Fødevarestyrelsens anbefalinger på deres hjemmeside: http://www.fodevarestyrelsen.dk/Foedevarer/Naturlige_giftstoffer/Andre_naturlige_toksiner/Konkrete+toksiner/Naturlige+giftstoffer_sundhed_r%C3%A5d.htm?wbc_purpose=Basic

Mange hilsner fra

Trine Vesteraa

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*