Er tidlig eller sen overgangsalder det bedste?

10. februar 2020

Jeg er 55 år (56 til februar) Jeg får stadig min menstruation. Dvs. at det sidste år har det været en smule uregelmæssigt hver anden måned.

Jeg har altid tænkt, at det var godt for mig, at jeg ikke var kommet i overgangsalderen (troede det var sundt for kroppen).

Nu kan jeg så læse, at det øger risikoen for kræft i bryst, livmoder og æggestokkene. Jeg har max. fået p-piller et 1/2 år, da jeg var helt ung ellers ikke, da jeg ikke var i forhold og senere ikke kunne blive gravid pga. mine æggeledere.

Jeg har fået 4 børn ved IVF – et barn ved første graviditet og tre ved anden graviditet.

Jeg skriver, fordi jeg blev bekymret for det, jeg kan læse.

Skal jeg bede om ekstra undersøgelser?

Hvad vil I råde mig til?

Mvh. Vivi

 


 

Først og fremmest er der flere fordele ved, at du stadig har menstruation og dermed din hormonproduktion.

Herunder bl.a. at du vedligeholder spændstigheden i dit bindevæv og din knoglestyrke grundet det højere østrogenniveau.

For alle typer af kræftsygdomme er det et komplekst sammenspil af mange faktorer, som i sidste ende bidrager til udviklingen af sygdommen. Stort set alle kvinder har en eller flere faktorer, som vil øge deres risiko for de nævnte kræftsygdomme.

At du stadig har din menstruation øger muligvis din risiko ganske lidt.

Til gengæld er der rigtig mange andre faktorer, som du kan skrue på, og som tilsvarende kan mindske risikoen.

Følgende faktorer er vist at have sammenhæng med en eller flere af kræftsygdommene og er ting, som du kan arbejde med at forbedre: Overvægt, rygning, et stort alkoholindtag, inaktivitet og et lavt indhold af grøntsager i kosten.

For brystkræft gælder endvidere, at det er vigtigt at få D-vitamin nok og at holde en sund døgnrytme.

Jeg håber, at det var svar nok.

Med venlige hilsner

Maria Pinderup Langbak, læge og heilpraktiker

Bliv medlem af Naturli+
helt gratis

 

Få tips og hacks til et lykkeligt liv med naturlig sundhed.

Velkommen du er nu tilmeldt Naturli+ klubben.