Esben Bjerre: Miljøforkæmper på 1. klasse

Af: Clara Edgar

Foto: Lars H. Laursen

Esben Bjerre er uddannet journalist. Han startede sin karriere med eftermiddagsprogrammet Monte Carlo på P3, men har de seneste år arbejdet som freelancer. Et arbejde, der blandt andet betyder, at han rejser rundt i verden, hvilket kan være udfordrende, når man, som ham, får ondt i maven over den klimapåvirkning en flytur har.

Sidste sommer pakkede Esben Bjerre bilen og satte sammen med sin kæreste og datter kurs mod Italien. Men i stedet for at køre den korte tur fra familiens hjem på Nørrebro til Kastrup Lufthavn, drønede de via motorvejen over Sjælland og Fyn, ned gennem Sønderjylland og videre mod Tyskland. De havde nemlig besluttet, at sommerferien skulle foregå lidt anderledes.

Ikke noget med parfumerede taxfreeafdelinger, flysæder med dårlig benplads og en let ubehagelig smag i munden ved tanken om den CO2, som flyrejser tilfører atmosfæren. De tog i stedet en gammel klassisk rejseform i brug. Bilferien. Over to dage kørte de roligt gennem Europa og ned ad memory lane.

– De fleste fra min generation er jo vokset op med at køre til Sydeuropa på bagsædet af en Toyota Corolla uden aircondition og være ved at dø. Sådan var det ikke for os. Vi har heldigvis den lækreste el-bil med udstyr og soltag, så det var jo slet ikke hårdt. Det krævede bare noget planlægning. Men jeg tror, vi skal indstille os på, at det er en anden måde at rejse på, som kan blive nødvendig, siger Esben.

For det lader ikke til, at kloden kan blive ved med at holde til det pres, vi udsætter den for og at vi kollektivt graver vores egen grav et ton CO2 ad gangen. For Esben at se, er det i hvert fald tydeligt, at vi ikke kan fortsætte af det spor, vi har suset ned ad i så mange år. Derfor var beslutningen om at bruge to dage på noget, der kan gøres på tre timer, heller ikke svær.

Men så kom corona

Turen til Italien var et hit, og familien havde egentlig lagt planer om at gøre det igen til sommer. Denne gang til Sydtyskland. Men så væltede corona ind over os og kastede alle planer i skraldespanden. Tysklandsturen er skrottet til fordel for et smut til Bornholm eller Vestkysten.

Og ligesom corona har sat sig som en insisterende blaffer på førersædet i Esbens privatliv og dikterer, hvor han kan køre hen, har den også et godt solidt greb i rattet på den professionelle bane.

– Det er noget lort. Alt jeg havde i bogen er aflyst, og meget af det kommer ikke lige igen. Så det bliver nogle lange dage, og jeg kan ikke støvsuge flere køkkenskuffer eller lave flere perlekæder, så nu er der ikke meget at give sig til, og det er træls ikke at vide, hvornår det slutter, siger han.

Men selvom isolationen er hård og han glæder sig til at se sine venner og udnytte byen igen, er det egentlig ligeså meget de langsigtede effekter af pandemien, han både er mest nysgerrig på og nervøs for. En del af Esbens arbejde består nemlig i at rejse ud i verden og give et indblik i, hvordan det er at bo i en fattig landsby i Kenya, midt i kugleregnen i Gazastriben eller i Putins mærkværdige Rusland.

Den slags rejser er han usikker på, hvordan og i hvilket omfang vil finde sted i fremtiden. Det ser han både noget godt og skidt ved.

Prioriteringens kunst

Færre flyrejser er godt for klimaet, og han håber, at vi vil tage nogle erfaringer fra livet under lockdown med os videre fremadrettet.

– Vi har nok snakket intensivt om klima i fem år, og i den tid har det været den umulige mission at få folk til at flyve mindre, men det er slet ikke umuligt. Man skal bare tage muligheden fra dem. Det er ikke engang noget, folk raser over. Så jeg håber, at den her vanvittige tendens med at rejse rundt for at holde møder dør, når nu vi kan se, at det er mere effektivt og billigt at gøre det over zoom eller skype. Så kan alle også blive hurtigere færdige, komme hurtigere hjem og få mere af den tid, vi har haft i overflod på det seneste, siger han.

Fantastisk at rejse

Han ser dog også en bagside af medaljen. For når en klimabevidst mand som ham har valgt at gøre rejser til verdens vilde afkroge til en del af sin levevej, når han laver programmer for DR eller rejseprogrammer for YouSee, er det ikke en uovervejet beslutning. For ham at se, har det at rejse ud, suge indtryk og menneskelige erfaringer til sig nemlig både på samfunds- og individplan en kæmpe værdi, som ikke kan gøres op i penge eller CO2.

– Jeg synes, det er fantastisk at rejse – især som ung – og jeg synes, det at vildt, at fjumreår er blevet et fast begreb, for jeg synes ikke, det er at fjumre at rejse ud og opdage hvor unikt vores infrastruktur, skolesystem og sundhedsvæsen er. Jeg har kun sat mere pris på mit eget held ved at rejse ud, så jeg synes, det ville være ærgerligt, hvis der bliver lukket mere ned for den slags, siger han.

Og tager man tendensen i verden op til corona med i betragtningen, er risikoen for mere lukkethed reel. Bevægelsen var i gang inden en pandemi rullede ind over kontinentet, og Esben frygter, at den vil kunne blive forstærket i kølvandet på sygdommen.

Det behøver ikke være alt eller intet

Personligt har rejserne givet ham en større forståelse for mennesker. Han har set, hvordan mænd og kvinder fra Kenya til Gaza og Kina grundlæggende drømmer om det samme. At være sunde og raske, en god fremtid for deres børn og penge nok til at klare sig.

Derfor kan han også godt forstå, når mennesket sætter sig i en gummibåd i håbet om at nå et bedre liv i Europa, selvom det kan have døden til følge. For Vesten er blevet inkarnationen af det gode liv. Og det er jo ikke svært at få øje på hvorfor. For vi kan sende vores børn i skole uden at frygte, at de bliver bombet på vejen og vi har økonomi til at sætte mad på bordet.

Og hvis Vesten som verdensdel er blevet billedet på drømmen, er Esben på mange måder personificeringen. For han elsker at gå på restaurant og komme ud at rejse. Han spiser mere charcuteri og drikker mere dyr vin end gennemsnittet. Han går i dyrt tøj og har en lejlighed, dyr bil og fin cykel. Langt hen ad vejen er han en reklamesøjle for vestlig livsstil.

Luksus er den dyre kylling

Men han er også jyde, og når han skal pege på, hvad den største luksus er for ham, er det hverken kaviar eller fin balsamicoeddike. Det er derimod, at han ikke behøver at overveje, om han skal købe den dyre eller billige kylling nede i Irma. At han kan vælge madvarer, som er produceret på en ordentlig måde og ikke er proppet med tilsætningsstoffer eller fyldt med pesticidrester.

Han er godt klar over, hvor privilegeret han er. Både i forhold til mennesker som bor i dele af verden, hvor de ikke ved, om de får noget at spise i dag og danskere, som er dårligere stillet, end han er. Men netop derfor er det også vigtigt for ham at tænke over sine valg. At bruge tiden på at finde gode og rene produkter og bruge de penge, det så koster, fordi han kan.

– Når jeg køber naturvin er det jo ikke bare snobberi. Det er ud fra et miljøhensyn. For jeg har set, hvordan vin bliver lavet, og det er jo en produktion fyldt med kemikalier, som jeg gerne vil udenom, så jeg bruger tid og energi på at finde noget ordentligt. Og det er jeg heldig at kunne gøre, også selvom det er dyrere, siger han.

Så selvom Esben umiddelbart kunne være reklamedreng for forbrugerisme, mener han ikke, at det er så simpelt. For ham behøver det at være klimabevidst ikke være en tænd/sluk knap, hvor man enten går op i det og lider en masse afsavn eller er ligeglad og tonser derudad i sin store jeep. Det handler om valg.

Går regnestykket op?

For han synes godt, at man må bruge penge. Han mener bare, at man bør overveje, hvad man bruger dem på. Og selvom han mener, at der burde være strammere standarder for produktionsforhold, som sikrer ordentlige vilkår for både mennesker og dyr og regulerer brugen af pesticider og kemikalier i højere grad, er han også grundlæggende af den overbevisning, at det er op til den enkelte, hvad de vil tage dankortet frem for.

– Jeg kan jo godt undre mig, når jeg står nede i supermarkedet og ser, hvad andre lægger på båndet. Det kan være den der rulle risengrød i cellofan, hvor jeg tænker ’hvad skal der egentlig ske med den?’ det er jo så nemt at lave selv! Men det er jo deres beslutning, og jeg vil jo også gerne kunne vælge, hvad jeg synes er rigtigt, uden at skamme mig over det, siger han.

For der er jo også beslutninger i hans eget liv, som andre ville kunne pege fingre ad. De mange arbejdsflyrejser for eksempel. Og det er da også noget, Esben tænker over, om kan fortsætte eller han burde lade vær med.

– Jeg har fløjet mere end de fleste, og det er ikke godt for klimaet, men jeg retfærdiggør det så med at bruge de penge, jeg tjener på de rejser, på at gøre en masse godt, siger han.

Passer din pension på kloden?

Det er altså blandt andet flyrejserne som betyder, at han kan købe en el-bil og køre grønt på ferie med familien, og derfor går det op for ham. Noget andet, han har gjort, er at flytte sin pensionsopsparing til et bæredygtighedsselskab.

Det betyder at selskabet investerer sine penge i grønne løsninger. Det er noget, alle kan gøre, men som Esben tror, de færreste tager sig tid til, fordi pension er så kedeligt, at man næsten hellere vil kaste sig ud fra en bro end at forholde sig til det. Men ligesom han ser et behov for, at vi indstiller os på, at vi på nogle områder skal lave om i vores vaner, ser han også et stort behov for netop investeringerne.

– Jeg har jo flere penge stående på min pension, end jeg bruger på forbrug om året, så hvis de penge bliver brugt til at støtte olieselskaber, så er det næsten lige meget, hvad jeg ellers gør i løbet af et år, det vil stadig være skidt. Nu ved jeg, at mine penge bliver brugt til noget godt. Sidste år sparede min pension verden for 43 familiers CO2-forbrug, sammenlignet med en almindelig opsparing, siger han.

Hold fast og giv slip

Sommeren er over os. For Esben og familien betyder det, at de sætter sig i deres bil, og kører på ferie rundt i det danske sommerland. Sådan må det være lige nu. For corona har sat sig ved rattet, og kommer nok til at bestemme hvad vi kan og ikke kan i lang tid. Præcist hvad langtidseffekterne bliver af det, kan selv ikke den dygtigste spåkone vide.

Esben håber, at vi vil tage de gode vaner med videre. Lade være med at flyve så mange ligegyldige ture. Handle lokalt. At vi vil se på vores måde at leve på, og om det kan gøres lidt anderledes. Personligt er der få ting, han vil lave om, men det hænger i høj grad sammen med, at han også inden pandemien havde struktureret sit liv på en måde, hvor han har den tid til familien, han vil, et arbejde han er glad for, og penge til at kunne tage beslutninger han har det godt med.

Det skal vi passe på med

Derfor er hans største bekymring, om vi kan komme tilbage til noget, der minder om livet inden. Om vi på et tidspunkt igen vil åbne os for andre og rejse ud i verden for at udvide vores horisonter. Om vi kan give slip på frygten og usikkerheden, eller om den har krøbet sig så langt ind under huden på os, at vi bevidst eller ubevidst lukker os om os selv. For ham vil det være en frygtelig ærgerlig konsekvens. Men hvad realiteten bliver, vil kun tiden vise.

For lige nu marcherer vi alle mod en fælles fjende. Men i takt med at vi åbner lande og samfund og, bliver muligheden for at gå i forskellige retninger større, og det tror han, kan give en ubehagelig periode.

– Der er en fællesskabsfølelse nu, som vi sjældent opnår – det skulle da lige være, hvis Danmark kommer langt i en slutrunde – og vi har alle levet lidt de samme liv. Direktører, freelancere og kundeservicemedarbejdere har været hjemmegående. Men jeg tror, vi går ind i – i hvert fald nogle måneder – hvor vi kommer til at se mere skævt til hinanden. Og det skal vi passe på med, siger Esben.

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*