Mad

Et godt eksempel – Regionshospitalet i Randers

Et godt eksempel på et sygehus, der har gjort en stor indsats for bedre og mere næringsrig, økologisk mad, er Regionshospitalet i Randers.

4. april 2022

Et godt eksempel på et sygehus, der har gjort en stor indsats for bedre og mere næringsrig, økologisk mad, er Regionshospitalet i Randers. Jeg har besøgt Mona Carøe, der er cheføkonoma for patientkøkken, kantine og ernæringsenheden på Regionshospitalet i Randers.

Monas ambition har været at tilberede gode måltider, der ovenikøbet kan tilpasses den enkelt patients ernæringsmæssige behov samt smagsløg. Det betyder, at sygehuskøkkenet i Randers har et imponerende menukort, der kan friste de fleste. Samtidig er det eftertragtede guldmærke i økologi kommet i hus for flere år siden. Lad mig sige det kort og kontant: Maden er virkelig GOD.

Monas mål er da også, at her skal man spise godt, mens man er indlagt, og man skal ikke tabe sig.

Det betyder, at køkkenet tilbereder hovedmåltider, mellemmåltider og specialmåltider til psykiatrisk afdeling samt sygehusets cirka 400 indlagte patienter plus cirka 800 såkaldte døgnkostmåltider. Har du som patient et særligt ønske, eller bliver du pludselig sulten efter en nybagt bolle, lidt nøddesnack, en tartelet eller en leverpostejmad, så leveres det fra køkkenet i løbet af 15 minutter. Menukortet indeholder fast otte retter, der kan leveres hele døgnet.

Alt i Mona & co.’s køkken er tilberedt fra bunden, det meste af 100% økologiske råvarer. Her indkøbes hele, økologisk opdrættede dyr, som køkkenets slagtere forvandler til leverpostej, stege, sammenkogte retter eller pålæg. Nærmest intet går til spilde. Bageriet indkøber de bedste økologiske og stenkværnede meltyper til det nybagte brød. Grønsager, olier og alle andre råvarer er af allerhøjeste kaliber og kvalitet og lever op til det økologiske spisemærke. Det er selvsagt et travlt køkken, men samtidig et køkken, som oser af glæde og god stemning. Alle arbejder for det samme, og målet mærkes tydeligt; her skal de mange indlagte ældre og syge have den allerbedste, mest velsmagende og nærende mad. Selvfølgelig er slutmålet, at måltiderne også serveres delikat og indbydende på tallerkenerne. For at tilbyde patienterne den optimale service og oplevelse iværksættes der inden længe et pilotprojekt, hvor kostfagligt personale vil varetage serveringen.

Køkkenet på Regionshospitalet i Randers gør også en stor indsats for at tilberede mere miljøvenlig mad og for at mindske madspildet. Det betyder, at oksekød kun er på menuen som varm ret to gange om ugen. Derimod optager grønsager, linser og bønner i alle former en langt større del af serveringerne. Det er en opløftende, inspirerende og imponerende indsats, der gøres i Randers, og det faktum, at de er lykkedes så godt med det, har da også vakt interesse blandt mange andre af landets sygehuse. Jeg kørte særdeles glad og opløftet fra mit besøg hos Mona i Randers.

Det er altid skønt at møde sande ildsjæle. Men det jeg her oplevede, og det måltid jeg indtog, var i særklasse. Jeg har personligt aldrig spist så lækkert et måltid hospitalsmad, og lidt erfaring har jeg da. Dengang jeg var indlagt i Aarhus, måtte jeg kigge langt efter det grønne og økologiske.

Vi er, hvad vi spiser, og mad bygger os op og nærer os. Vi ved, at vi spiser mindre, jo ældre vi bliver, eller hvis vi bliver syge. Derfor stiller det særlige krav til madens indhold af næringsrige råvarer og grad af lækkerhed. Det koster ikke så meget at anvende gode, økologiske råvarer og lave god mad fra bunden. Det har Mona Carøe og hendes dygtige medarbejdere blandt andet bevist på Centralsygehuset i Randers. Det kan lade sig gøre, og de har virkelig gode resultater; sundere og mere tilfredse patienter, ovenikøbet for færre penge. Lad os håbe, at mange flere hospitaler og plejehjem lader sig inspirere af dem.

Forrige artikelTinnitus forandrer hjernen

Næste artikelFrokostforslag: Proteinmuffins

Anette Harbech Olesen

Mad- og sundhedskonsulent
Skribent på Naturli siden 2013.

Bliv medlem af Naturli+
helt gratis

 

Få tips og hacks til et lykkeligt liv med naturlig sundhed.

Velkommen du er nu tilmeldt Naturli+ klubben.