Nyheder

Europamesterskaber i yoga på dansk grund

4. april 2012

Når en mand og en kvinde i slutningen af denne måned skal kåres til europamester i yoga, er det første gang, at der er mulighed for en dansk vinder.

”Forklaringen på, hvorfor der ikke har været en dansk vinder, er, at der ikke tidligere har været danske deltagere,” siger Trine Søndergaard fra Bikram Yoga i København, der arrangerer det årlige European Yoga Asana Championship.

 

Perfektion er målet i yoga-konkurrence

For at opnå titlen som europamester i yoga skal deltagerne bedømmes på deres udførelse af syv stillinger, hvoraf fem er obligatoriske og to valgfrie. Dog er de valgfrie stillinger fra et såkaldt avanceret program, og alle syv stillinger skal indtages i løbet af tre minutter.

”Målet er at holde stillingen i 5 sekunder uden bevægelse eller lyd. Det er naturligvis individuelt fra deltager til deltager, om de kan nå helt ud i den rette stilling,” siger arrangør Trine Søndergaard, og fortsætter:

”Bedømmelsen foregår som i gymnastik, hvor man maksimalt kan opnå 10 point. Deltagerne vurderes blandt andet på deres evne til at holde balancen. Hvis der er vaklen trækkes et halvt eller helt point fra. Det gælder også, hvis man f.eks. flytter hånden, efter man har lavet et greb.”

 

Yogamesterskaber i Den Sorte Diamant

Den imponerende opvisning i smidighed bliver afholdt i smukke omgivelser, for mesterskaberne bliver afholdt i Den Sorte Diamant, der skal huse de 30-50 forventede deltagere og 400 siddende gæster.

Billetter kan købes i døren for 50 kroner pr. stk., og Trine Søndergaard forventer, at alle tilskuerpladser vil blive solgt.

”Med arrangementet håber vi selvfølgelig på at kunne skabe opmærksomhed omkring yoga og give danskerne lyst til at prøve det,” siger Trine Søndergaard.

 

 

European Yoga Asanas Championship

Blev afholdt første gang i den italienske by Génova i 1997.

Man kan deltage i, selvom man ikke er europæer – derfor har man haft vindere fra Indien og Brasilien.

Er blevet afholdt forskellige steder i Europa, Sydamerika og Indien.

Har tre yogatyper på programmet: artistisk yoga, atletisk yoga og yoga asanas

Se YouTube-video med Mark fra Danmark, der træner til europamesterskaberne

European Yoga Asana Championship 2012

Tidspunkt:
Lørdag den 21. april 2012, kl. 13:00

Billetter:
Sælges i døren for kr. 50,00
400 siddepladser

Sted:
Det Kongelige Bibliotek
Den Sorte Diamant
Søren Kierkegaards Plads 1
1221 København K

 

Klik her og se plakat på arrangør Bikram Yogas hjemmeside.

 

 

Kilde: europeanyogachampionship.org

Forrige artikelKemifrie børn?

Næste artikelAnette Heick: Fravær giver umulige børn