Det lyder så let, men i rigtig mange familier kæmpes der en brav kamp for at få maden i børnene på en sund og ordentlig måde.
Vi vil gerne have, at vores guldklumper spiser sundt, varieret og uden alt for mange protester. Men rigtig mange gode intentioner ødelægges ved middagsbordet, når ungerne højlydt, stædigt eller på anden måde nægter at indtage den serverede mad.
God ernæring og konfliktløsning i familierne er kerneområder for ernæringskonsulent Christian Bitz og familievejleder Lola Jensen – begge kendt fra TV2’s morgen-tv. Her giver de gode råd til, hvordan I kan arbejde derhjemme med at spise sammen – sundt og fordrageligt.
Hele familien sætter sig ved spisebordet sammen – børnene skal ikke have førsteparket foran fjernsynet eller andre steder.
Lad tingene stå i nærheden af barnet, så det ikke fokuserer på at få fat i det. Brug evt. to tallerkener til det lille barn – så kan du opbevare maden på en og lade den anden stå foran barnet, som så får lidt ad gangen. Det minimerer madspild, hvis tallerkenen ryger sig en tur. Læg gerne bestik til barnet, selvom det endnu ikke bruger det – især en ske, som barnet pludselig kan få lyst til at prøve.
Lad børnene forlade bordet, når de er færdige – og gør det tilladt at fortryde, så de kan komme tilbage efter mere. Men maden skal ikke med væk fra bordet.
Ligesom I ikke bryder jer om negativ tale om maden, giver det også dårlig stemning, at give ordrer som ”Du skal smage!” eller trusler om sanktioner, hvis maden ikke spises.
Har du tænkt over, hvorfor mormors mad er et hit? Det er sikkert, fordi det er delt i kød, sovs, grønt og kartofler – lige til at overskue for barnet. Børn kan godt lide en tallerken, hvor det er tydeligt, hvad der er hvad. Derfor kan sammenkogte retter være en prøvelse for nogle børn.
Af samme grund kan det være et problem at blende eller mose maden til ukendelighed. Barnet kan ikke se, hvad det er – og maden mister sin struktur.
I må selvfølgelig gerne hygge jer og fortælle ved middagsbordet, men hvis alle mundfulde skal ledsages af flyvemaskiner og futtog, bliver kravet som regel større og større til kreativiteten for at lokke barnet til at spise.
Snak gerne om, hvordan dagen er gået, spørg til barnets oplevelser eller fortæl om gode oplevelser, du selv har haft. Snakken kan fjerne fokus fra maden, og de konflikter som evt. er forbundet med den.
Når maden er overstået og ryddet af, så er måltidet forbi, og barnet skal ikke have mere. Hvis barnet klager over sult, kan du give et stykke frugt eller grønt senere, men gør stille, roligt og kærligt opmærksom på, at der er mad igen til morgenmaden.
Lad børnene være med til at lave en madplan for en uge ad gangen, så kan de selv have indflydelse på deres egen maddag – og de ved samtidigt, hvad I skal spise i den kommende uge. Det gør mange børn mere modige i forhold til andre ting end livretterne.
Kilde: TV2 (Oprettet den 27. oktober 2010)