Christine Eilvig, kendt og udskældt fra Millionøsemetoden, har de senere år fået det, præcis som hun gerne vil have det: Millioner på bankkontoen, masser af tid og en hastigt voksende forretning.
Christine Eilvig vil gerne lære alle os andre opskriften, som bygger på ældgamle universelle love. Men kan det nu også være sandt, at vi bare sådan kan få det, som vi vil have det? Spørgsmålet trænger sig gevaldigt på, da jeg ringer Christine Eilvig op.
– Ja, vi kan, hvis vi virkelig vil og er parate til at gøre, hvad end der skal til. For det kommer ikke bare af sig selv, lyder svaret fra en sprudlende veloplagt Christine i den anden ende af røret.
– Jeg siger ikke, at det er nemt, men at det er muligt, tilføjer hun.
Øv, et kort øjeblik lød det ellers lige så besnærende nemt, tænker jeg og beder hende forklare, hvad hun egentlig mener, når hun går ud med så provokerende en påstand.
– Jeg mener, at ALLE kan få det, som de ønsker, uanset hvordan det står til i deres liv. Men kun, hvis de er villige til at gøre det, der skal til – hver dag! Også når det bider og river i alle kroppens celler.
Hun tror så meget på sin ”opskrift”, at hun nu har kogt sin viden ned til et produkt, som hun sælger på sin hjemmeside. Til den nette sum af 2497 kroner kan man købe en komplet pakke ”Få det, som du vil have det” med dvd’er, cd’er og en arbejdsbog, der skridt for skridt viser, hvordan man manifesterer sine ønsker, og dermed altså får det, som man gerne vil have det.
Og salget går forrygende. Det overrasker ikke kvinden bag.
– For mange mennesker er det en stor smerte og et problem, de gerne vil have løst, at de ikke har det, som de ønsker. Mit produkt er spirituel visdom omsat til en lettilgængelig bageopskrift, som giver succes, hvis du ellers følger den, siger hun. Hendes opskrift bygger på en række spirituelle love med loven om tiltrækning som den dominerende. Love, som i følge Christine er nedfældet i 5000 år gamle tekster.
Lad os få udløst spændingen og høre Christines bageopskrift:
• Først sender du dit ønske ud til universet.
Christines råd: Gør dit ønske konkret og præcist. Mange ved ikke engang, hvad de ønsker sig, fordi de har opgivet håbet om at få det, som de gerne vil.
• Dernæst lader du universet om at opfylde dit ønske.
Christines kommentar: Loven om polaritet siger, at når du har et ønske, så er det allerede opfyldt. Du behøver ikke at kende vejen, men du skal være villig til at gå den.
• Sidste trin i opskriften er, at du lukker dit ønske ind.
Christines kommentar: Det er her, det går galt for mange, fordi de ikke følger de instrukser, de får fra deres intuition. Opfyldelsen af dine ønsker lander ikke bare af sig selv, du skal være villig til at handle. Du skal turde høre ideerne og handle på dem. Du må ikke lade dig stoppe, men skal agere, som om dit ønske allerede er opfyldt. Hvis du kan slippe din modstand og mærke, at du allerede er der, så skal ønsket lande. At kunne lukke det ind, du ønsker dig, er et spørgsmål om, hvorvidt du føler, du er det værd. Det er for eksempel forklaringen på, at mange ikke kan manifestere de penge, de ønsker sig.
Mange læsere vil nok spørge sig selv, hvad dine beviser er på, at det her virker?
– Det har virket for mig, Kirsten (Stendevad, Millionøsemetoden, red.), min mand og en del af mine kursister. Desværre er der også en del, det ikke virker for. Det er jeg ked af. De har fået redskaberne, men folk skal selv gå vejen. Det er præcis som med slankeråd – de virker også kun, hvis du rent faktisk motionerer og spiser sundt.
– Jeg opfordrer altid folk til at begynde med små ting, så de hurtigt oplever succes og får blod på tanden. I princippet er det lige så let at manifestere én million kroner som én krone, men det bliver svært, fordi vi har begrænsende tanker, der spænder ben for os. Derfor er det bedst i begyndelsen at øve sig på små ting, man tror på, kan lykkes, siger hun.
– Personligt elsker jeg at koble spiritualitet og penge, fordi det er så sindsygt målbart – eksempelvis hvornår der er én million kroner på kontoen. Du kan som med en tryllestav sige, hvilket beløb du ønsker dig. Jo længere væk, det beløb er fra din virkelighed, jo flere ændringer skal der til. Nogle skal tage springet og blive iværksættere, nogle skal videreuddanne sig, mens andre bare skal slippe en overbevisning om at, ’rigdom er ikke for mig.’
Er nogle af jeres kursister blevet millionøser i kroner og øre?
– Der er indtil videre nogle stykker, som har tjent over en million. Men det er jo slet ikke det, der er pointen. Pointen er et liv med flere penge og mere tid, hvad end det så betyder for den enkelte.
– Jo flere millioner man går efter, jo mere vækst skal man være villig til. Nogle følger vores anvisninger og kommer hurtigt langt. Andre oplever modstand og er længere om at komme i mål. Nogle falder tilbage til deres gamle mønster, mens andre transformerer alt på kort tid. Der er ligeså mange veje, som der er kursister. At være ukuelig er det, der skal til. Og så er vi tilbage ved slankekurene, siger Christine.
Så længe vi tænker begrænsende tanker om os selv, vores muligheder og verden, er vejen til at få det, som vi vil have det, lang – nogle gange endda uendelig lang.
– Loven om tiltrækning siger, at du tiltrækker det, du er og tænker. Derfor skal du skynde dig at droppe offerrollen, for den giver dig mere af alt det, du ikke kan lide. Først når du tager ansvar, begynder du at ændre dit liv og tiltrække det, du ønsker dig, siger Christine.
– Det kan virke ret voldsomt på nogle, når jeg siger, at de bare kan ændre deres tanker, for er alt, de oplever, så bare et produkt af deres tanker? I den situation reagerer folk på tre forskellige måde. Nogle gør sig selv forkerte, nogle gør andre forkerte, og så er der dem, som tager ansvaret på sig. Personligt forsøger jeg at tage ansvar for ALT i mit liv. Det lykkes ikke altid, men er et grundprincip, jeg lever efter.
Ansvarlighed og spejle er to begreber, som Christine Eilvig er kendt blandt sine kursister for at tale ret så meget om. Et af hendes mottoer er; ’Verden er ikke, som den er, men som vi er.’ Alt afhænger med andre ord af øjnene, som ser.
– Det er svært for mange at forstå, men fanger man først tankegangen, er det en fantastisk måde at være i verden på, fordi du bliver fri, når du ikke bruger tid på at pege fingre ad andre, men tager ansvar for, at det handler om noget i dig selv. Jeg bruger spejle som en temperaturmåler på, hvordan det egentlig står til i mig, min forretning og mit liv. Kirsten og jeg har eksempelvis arbejdet et år på Millionøsemetodens nye hjemmeside, der netop er blevet færdig. At det har taget så lang tid, ser jeg som et spejl på, at jeg skulle have tid til at vokse og blive klar til at eje noget, der er så smukt – og til at træde endnu mere i spotlight, forklarer hun.
Sker det aldrig, at du bliver hamrende irriteret over andres adfærd og gør dem forkerte?
– Jo da, jeg er jo som alle andre. Men så snart jeg har fået følelserne ud af kroppen, undersøger jeg, hvad situationen kan lære mig om mig selv og mit liv. På den måde tager jeg stadig ansvar, forklarer hun.
Det er ikke alle, der bryder sig om at høre hendes budskab om ansvarlighed.
– Folk kan ikke altid rumme ansvaret for, hvordan deres liv ser ud, og at de ikke har det, som de gerne vil. Så gør de i stedet mig eller andre forkerte. Nogle bruger også tid og penge som en undskyldning. Min erfaring er, at vi alle tror, vi sidder med det dårligste kort. ’Nu skal du høre grundene til, at jeg er ulykkelig.’ Pointen er, at vi har brug for undskyldningerne for ikke at få det, som vi vil have det – hvis vi dybest set ikke ønsker at gøre det, det kræver. Hvis du ikke er parat til at vokse, understreger hun.
Christine Eilvig og hendes makker Kirsten Stendevad har fået mange offentlige tæsk for deres måde at tænke og drive forretning på. Senest var, da de sammen med Ninka fra Kernesund Familie lavede Kernesund Millionøse. Kritikere kaldte dem blandt andet for plattenslagere, der lukrerede på svage personer.
Christine Eilvig tog stormvejet og turen igennem mediernes vridemaskine med stoisk ro, vel vidende at det var et spejl, hun skulle lære af.
– Jeg brugte det til at sige, ok, så er jeg ikke helt klar i min kommunikation omkring, hvad jeg står for. Og jeg måtte spørge mig selv, hvor jeg ikke slog til som formidler. Samtidigt lærte vi, hvor vigtigt det er at sætte tingene i den rigtige kontekst, hvis du gerne vil lande et budskab i folk. Du kan ikke bare, som vi gjorde, smide en video på Youtube, hvor indholdet kun var til at forstå, hvis man kendte os i forvejen.
Selvom både hun, Kirsten og omsætningen voksede af den negative omtale, så lægger hun ikke skjul på, at det også gjorde ondt at blive kaldt en plattenslager.
– Det blev jeg rigtig ked af, fordi mit ønske og mit livsformål er præcis det modsatte, siger hun.
Lige nu arbejder hun og Kirsten Stendevad på at få deres bestseller-bog ’Millionøsemetoden’ ud i verden. Den er ved at blive oversat, og det samme vil ske med de mange produkter, som de to damer netop har sat til salg på deres nye hjemmeside.
Drømmen er at nå ud til alle kroge af verden med budskabet om, at vi alle kan få det, som vi vil have det – også når det gælder flere penge og mere tid. To ting Christine Eilvig har fået til overflod i sit eget liv de senere år.
– I dag anskuer jeg penge, som jeg altid har anskuet luft. At jeg kan have fuldstændig tillid til, at der altid er nok, fordi jeg til enhver tid kan følge mine instrukser og tjene penge, når jeg vil.
– Penge er for mig lig med frihed. Jeg bliver helt desperat, hvis jeg ikke har penge. Derfor har det også været den største glæde for mig på millionøsevejen, at jeg nu har økonomisk tryghed og frihed til at være kreativ og bidrage til andres vækst. Har din viden om, hvordan man manifesterer sine ønsker og dine mange penge ændret dit forbrug?
– Nej, jeg har altid købt lækre ting. Også da jeg ingen penge havde. Så købte jeg bare i outlet eller spiste havregrød i en måned for at få en ting, jeg virkelig ønskede mig. Tidligere blev jeg ked af det, hvis jeg ikke havde råd til en ting. Så købte jeg en masse af alt det, jeg ikke ville have, som trøst. Det var ret dyrt. I dag venter jeg på det, jeg helst vil have – og det er faktisk billigere. Men de ting, jeg køber i dag, er markant dyrere, så mit forbrug er steget. Min taske koster eksempelvis 11.000 kroner, men så har jeg også kun én, og den holder i rigtig mange år. Jeg bliver stresset af mange muligheder. Derfor kommer jeg heller aldrig til at få mange huse og biler.
Sig mig Christine, har du aldrig dårlige dage?
– Selvfølgelig, men jeg dyrker dem ikke, for jeg kender loven om tiltrækning. Det, du fokuserer på, får du mere af.
Læs mere…
på www.christineeilvig.dk og www.millionøsemetoden.dk
De syv universelle love– i følge Christine Eilvig. Loven om tiltrækning styrer alle de øvrige love. Loven om det mentale Vores fysiske virkelighed skabes af vores tanker på det Loven om korrespondance Alt stammer fra det samme sted. Det fysiske, mentale og Loven om vibration Alt i universet er energi, som vibrerer. Derfor har tanker og følelser også vibration. Lige tiltrækker lige. Du kan hæve din vibration og dermed ændre, hvad du tiltrækker. Loven om polaritet Alt har en modpol. Derfor kan du heller ikke have et problem uden at have en løsning. Du får, hvad du fokuserer på, så Loven om rytme Alt svinger som et pendul. Ebbe – flod. Nat – dag. Du kan hæve dig over denne lov ved at gøre noget andet. Loven om årsag og effekt Alt har en årsag, som afføder en effekt/nogle symptomer. Din økonomi, dit helbred, dine relationer osv. skyldes alle en årsag, som skal findes i dine tanker. Derfor er held noget, vi skaber, og intet er tilfældigt. Loven om køn Alt har en maskulin og en feminin side. Der er kun balance, når du har kontakt til begge sider. |