Når de konkurrenceudsatte forskningsmidler fordeles, går en stor del til en lille skare af ”eliteforskere”. Og det er ikke nødvendigvis det bedste for hverken forskningens kvalitet eller for samfundet, som skal drage nytte af den, viser en ny analyse.

Konkurrenceudsatte forskningsmidler er en samlet betegnelse for penge fra det offentlige og private, som kan søges til forskningsprojekter inden for alt fra sundhed til humaniora. Midlerne spiller en stigende rolle i finansiering af dansk forskning.

Fra 2004-2016 var den samlede bevillingssum ifølge en opgørelse fra Center for Forskningsanalyse på 52,9 milliarder. Det skal siges, at det ikke nødvendigvis er alle forskningskroner, men det samlede beløb fra de organer, fonde og foreninger, som indgår i centrets database.

Centret har på vegne af Tænketanken DEA analyseret på, hvordan midlerne er blevet fordelt mellem forskere. Resultatet viser, at en lille skare får en stor andel af bevillingerne.

Bedre at sprede end samle

Målet med rapporten, som udkom i marts i år, (læs hovedresultater her) var at skabe en kvalificeret debat om konsekvenserne ved det nuværende finansieringssystem. Herunder risiciene ved at en stor koncentration af konkurrencekronerne ender på relativt få hænder.

Rapporten konkluderer, at det ikke er nemt at svare entydigt på, hvorvidt stor spredning eller stor koncentration er bedst. Et litteraturstudie fra Center for Forskningsanalyse fra 2018 viser nemlig, at der er både fordele og ulemper ved begge situationer. Eksempelvis kan det at give mange penge til en lille gruppe forskere være med til, at deres højkvalitetsforskning når nye højder. Der er dog også data, som viser, at bliver koncentrationen for voldsom, kan det have negative konsekvenser på på den forskningsmæssige produktivitet og gennemslagskraft.

Et argument mod spredning er, at man risikerer at gå glip af de videnskabelige gennembrud, som kunne være kommet, hvis de dygtigste forskere havde fået flest midler. Til gengæld peger andre argumenter på, at spredning leder til større risikovillighed og kreativitet, som kan virke som et værn mod ensartet og mainstream forskning.

Samlet set lader der til at være flere fordele ved spredning end koncentration. Men præcis, hvor balancen mellem de to skal findes, varierer fra felt til felt og land til land.

20 procent af forskere får 75 procent af pengene

Størstedelen af bevillingssummerne går til teknik, natur og sundhed. Faktisk får de tre områder 94 procent af alle pengene. Det hænger ifølge rapporten til dels sammen med, at der inden for disse felter er en højere grad af konkurrenceudsættelse. Men rapporten konkluderer også, at den lille andel, der er tilbage til humaniora og samfund alligevel er bemærkelsesværdig.

Hvad der er endnu mere bemærkelsesværdigt, er fordelingen af penge forskerne imellem. Her viser det sig nemlig, at de mest succesfulde 20 procent af bevillingsmodtagerne, som indgår i databasen, får 75 procent af den samlede bevillingssum. Endnu mere voldsomt ser det ud, hvis man medtager de forskere, som ikke har fået bevillinger fra fondene. Så estimerer man, at de mest succesfulde 20 procent af den samlede forskerbestand får 90 procent af midlerne.

Succesfulde i denne sammenhæng refererer til mængden af penge, de får tildelt.

Og det stopper ikke der. For ikke nok med, at den lille gruppe af forskere får de største bevillinger, de får også flest. I den undersøgte periode på 12 år var der i alt 7.524 forskere, som fik bevilget midler. Af dem fik cirka 3.000 mere end én bevilling. Cirka 1.600 fik mere end to. Omkring 600 forskere fik tildelt mere end fem bevillinger. Helt i top ligger en gruppe på omkring 140 forskere, som fik mere end 10 bevillinger.

Det betyder også, at de 100 forskere, som fik flest penge, hver fik lige over 90 millioner kroner i perioden. Til sammenligning fik de næste 400 fra toppen i gennemsnit en tredjedel af det – 30 millioner hver. 1.500 forskere fik bevilget under 10 millioner. De resterende 5.524 forskere, som modtog midler, fik en ganske begrænset sum per person ifølge rapporten.

Matthæus-effekten

Det er klart, at store bevillinger ikke kun gavner én person, men tildeles en forskningsleder, som samler et hold til at føre projektet ud i livet. På trods af det faktum, peger rapporten altså på, at der er en elitegruppe i det danske forskningsmiljø, som får en meget stor del af de penge, der er til rådighed.

Det er ikke sikkert, at det er problematisk, men litteraturstudiet peger på, at det kan være det. Det faktum understøttes af det, man i forskerverdenen kalder ”Matthæus effekten”, som betyder, at forskere, der allerede har succes, nyder uforholdsmæssig stor anerkendelse for deres bidrag til videnskaben.

De mest anerkendte forskere nyder typisk også succes på en række andre områder, som eksempelvis at de har lettere ved at tiltrække nye ressourcer. Dertil kommer, at der ikke er stor viden om, hvornår store bevillinger har den ønskede merværdi, man betaler for.

Rapporten fastslår med den data, der er fundet om koncentrationen af midler, at det er nødvendigt at have en diskussion om fordelingen af midler, og hvordan man kan udforme et system, der i højere grad understøtter diversitet og originalitet, end det belønner forskeres tidligere præstationer.