Hvis du har fået en ansigtsbehandling, så ved du også, hvor frisk og sund huden tager sig ud bagefter. Rigtig meget af hemmeligheden er, at kredsløbet i huden får et boost. Det kan du selv hjælpe den til med forskellige metoder og redskaber derhjemme.
Kredsløbet i hele kroppen er essentiel for kroppens sundhed. Men det er også ret vigtigt for hudens skønhed, hvilket ses ret tydeligt, hvis hudens kredsløb ikke fungerer optimalt. Livløs hud eller kapillær- og blodsprængninger er resultatet, modsat den glød og vitalitet et godt kredsløb i huden frembringer.
I gamle dage nev pigerne sig selv lidt i kinderne for at få dem til at blusse (i dag bruger vi rouge), fordi det signalerer liv og ungdommelighed fra huden. Men du kan også arbejde med at frembringe det ægte liv – både i kredsløbet i ansigtet men også på kroppen.
Et dårligt kredsløb i kroppen kan nemlig blive ret synligt: Hævede ben og fødder, ødemer, cellulite, blodsprængninger og livløs hud er tegn på, at kredsløbet har brug for støtte. Indefra og udefra.
Hos kosmetologen er ansigtsmassage en fast del af skønhedsbehandlingerne, da det, udover det utrolige velbehag det giver, også vækker huden ved at fremme kredsløbet og øge lymfeudrensningen af affaldsstoffer. Ved at fremme kredsløbet i ansigtet er det som for resten af kroppen, at ilt og de vigtige nærings- og byggestoffer til hudens sundhed og skønhed kan bringes rundt til alle celler. Det ses og føles.
Udover selve massagen er såvel scrubs, som olier med antioxidanter også kredsløbsfremmende.
Der findes flere behandlinger til både krop og ansigt, der er endnu mere målrettede. Japansk Lifting er en af dem, behandling med sugekopper (kaldes også cupping nogle steder), Gua Sha, ansigtszoneterapi og akupunktur er blandt de mest populære.
Derhjemme kan du lave selvmassage til ansigtet – gerne med gode nærende olier med antioxidanter, evt. hybenkerneolie. Men også blandede olier høje på antioxidanter er meget egnede.
Gua sha er også velegnet til hjemmebrug. Måske du har set krystalrullerne af de smukke stenarter eller i form af små krystal-fisk, der er særligt velegnede til ansigtet. De lidt større gua sha-krystalsten er til kredsløbsstimulerende og lymfedrænerende bindevævsmassage til kroppen.
Udover, at det er godt for kredsløbet og kroppens udrensning at arbejde mod cellulite-ophobninger, så er kropsudgaven blevet brugt i Asien meget længe – også mod ømme muskler efter hårdt arbejde eller sport, hvor den udrensende effekt også kan lindre.
Lymfesystemet i kroppen er essentiel for vores sundhed. Vi har lymfekirtler flere steder i kroppen ikke mindst under armene og i lysken. Lymfevæsken bliver sendt til kirtlerne for at blive renset, og eventuelle bakterier, affaldsstoffer og urenheder bliver opfanget, nedbrudt og elimineret og sendt ud af kroppen. Derfor er lymfesystemet også en vigtig del af vores immunforsvar.
Vores lymfesystem er ikke altid så omtalt som andre funktioner i kroppen, men det gør det ikke mindre vigtigt! Vi har faktisk to sideløbende kredsløb i kroppen, der har brug for hinanden. Blodets kredsløb og lymfekredsløbet. Når man taler om udrensning, detox osv er det ikke mindst lymfesystemet, der er i spil. Lymfesystemet består af lymfevæsken og lymfeknuderne (600 – 700 stk.), som samarbejder med milt, thymus (brislen), polypper og mandler.
Der sker en udveksling mellem blodet og lymfen, hvor blodet bliver tjekket og renset og i fald, der er brug for mere hjælp, alarmeres immunforsvaret – f.eks. kan du opleve, at dine lymfekirtler hæver på halsen, når der er infektion i kroppen.
Ved at lave lymfedrænage aktiverer man lymfen og hjælper med at afgifte kroppen. Det kan man gøre selv ved hjælp af sugekopper, tørbørstning, gua sha eller hos en behandler.
Motion er en anden vigtig ting. Alene gåture, hvor man svinger armene almindeligt, aktiverer lymfen. Det samme gælder for kosten, da en anti-inflammatorisk kost også både hjælper blodkredsløbet, gør kroppen mere basisk, og sparer lymfen for ekstra skidt, der skal renses ud.
Urter, der hjælper lymfekredsløbet, er bl.a. burrerod. Af andre kosttilskud er ikke mindst magnesium, E-vitaminer og C-vitaminer og gode omega 3-fedtsyrer.
Gevinst: Et sundere, pænere og mere fast bindevæv. Bindevævsmassage med sugekopper er en gammel tradition brugt over hele verden i århundreder, men har virkelig fået en renæssance. Især sportsfolk bruger det til at understøtte udrensning og kredsløb, men også ved smertebehandlinger.
Sådan fungerer det: Sugekopperne laver undertryk og øger blodgennemstrømningen i bindevævet, hvilket også gavner kredsløb og lymfesystem. Det øger udrensningen af affaldsstoffer i bindevævet, som f.eks. cellulite og syre, hvilket også kan hjælpe på smerter.
Det kan godt gøre lidt ondt, ikke over det hele, men når de lige får fat i bindevæv med affaldsstoffer. Til gengæld er det utroligt effektivt og kan give virkelig gode resultater.
Sådan gør du: Start helst hos en terapeut, der laver bindevævsmassage med sugekopper, inden der fortsættes med sugekopperne derhjemme, for det er en ret dybdegående behandling og ikke velegnet til alle. Instruktion er vigtig, så du får det allerbedste ud af sugekopperne hjemme også.
Er vævet rent, kommer der bare en let rødmen, fordi kredsløbet aktiveres, men er der ophobninger af affaldsstoffer, kan det give de blå og lilla mærker, da det netop går dybt.
Gevinst: Blødere hud pga. døde hudceller fjernes – sundere og fastere bindevæv opstår, når du aktiverer kredsløb og lymfe. Giver en smuk glød til huden.
Sådan fungerer det: Ion-kropsbørster (findes også til ansigt) er tørbørstning, hvor der udover de almindelige børstehår også er kobbertråde i. Det særligt unikke ved ion-børsterne er, at de ved friktion mod huden frigiver negative ioner, som er så velgørende for os. Vi er dagen lang omgivet af positive ioner fra mobiltelefoner, computere, indeklima, der er for tørt, aircondition mm., der f.eks. giver statisk elektricitet.
Sådan gør du: Brug altid børsten på tør hud. Det er en skøn fornemmelse at tørbørste, uanset om det er med hamphandsker eller børster – med eller uden ioner.
Undlad at presse for hårdt på huden, for det er slet ikke nødvendigt. Mere dynamiske blide strøg er gode. Der er flere måder at gøre det på, men stryg altid med børsten opad mod hjertet og lymfeknuderne.
Ofte vælger man at børste nogle blide strøg ved lymfekirtlerne under armene og ved lysken for at aktivere dem blidt. Derefter bløde dynamiske strøg, og vær ekstra blid på indersiden af armene og lårene.
Har du let til kapillær-sprængninger, skal du undlade eller kun bruge få blide strøg. Vælg i stedet de rette ansigtsolier og kropsolier eller massageformer som f.eks. japansk lifting evt. i kombination med kapillær-styrkende kosttilskud (C-vitaminer, Skintoner fra Solaray mm.) for at fremme kredsløb og drænere lymfe.
Tørbørst ikke ovenpå sår eller stærke blå mærker.
En ion er en partikel med elektricitet. De findes overalt i naturen ved friktionen mellem luft og vand. Derfor kan en tur i skoven eller ved et vandfald, i sne eller i bjerge eller ved havet fylde dig med velvære.
Her kan der være flere tusinder negative ioner – hvorimod byer og lukkede områder, hvor der f.eks. er mange mobiltelefoner, computere, aircondition osv. kun tilbyder få eller ingen negative ioner!
I forhold til vores kredsløb hjælper de negative ioner med at øge hastigheden, hvormed ilt når vores celler, hvorimod positive ioner bremser leveringen af ilt. Der forskes meget i negative ioner i Japan, og resten af verden er ved at få øjnene op for, hvor vigtigt det er, at vores huse ikke bliver helt lufttætte og fyldt med maskiner og stråler.
At gå med bare fødder i på græs, i sand og vand er også en god måde at tanke negative ioner – det kan du blive klogere på i teorien om Earthing.
Udover ion-børster til kroppen, kan du også få hårbørster – f.eks. fra Olive Garden, der frigiver negative ioner. Det stimulerer kredsløbet i hovedbunden og baner dermed vejen for sundere hovedbund og hårstrå med mindre flyvsk hår, da den også virker antistatisk.
Gevinst: Vekselbade virker vitaliserende, styrker kredsløb, udrenser og styrker immunforsvaret. Sebastian Kneipp er en af de mest anerkendte i brugen af vekselbade som sundhedsterapi. Hans kurbade i Sydtyskland blev søgt af folk fra hele verden, som kom for urte- og vekselbade-behandlingerne helt tilbage i 1800-tallet.
Sådan fungerer det: Selve kontrasten mellem varme og kulde er kredsløbsaktiverende, støtter lymfesystemet, immunforsvaret og stofskiftet og er dejligt for nervesystemet. Det er blevet brugt i århundreder og er mere populært end nogensinde – søgningen til vinterbadeklubberne er et godt eksempel. Sportsfolk bruger det også mange steder efter træning for at hjælpe affaldsstoffer og mælkesyre hurtigere ud af systemet og dermed bedre restitution.
I Norden har det længe været brugt at gå i sauna og derefter rulle sig sneen. Samtidig har man brugt at banke/massere sig med birkegrene. Birk fremmer i øvrigt også kredsløb og udrensning, uden man banker, men ved at smøre sig med olier, bruge det som scrub eller drikke saften.
Sådan gør du: I de fleste spa’er i dag er det muligt at gå fra varme bade til kolde – eller i “gå”-bade, hvor man er i bevægelse, mens man er i det kolde vand. Der er forskellige gode metoder i form af hvor meget, hvor lidt og hvor længe, men de steder, jeg har været, har det stået beskrevet. Det afhænger også af alder, konstitution osv.
Det kolde vande aktiverer det sympatiske nervesystem, hvorimod det varme vand aktiverer det parasympatiske nervesystem til afslapning. Det er vigtigt, at man trapper langsomt op i forhold til længden af ens ophold i koldt og varmt vand.
Så det skal bruges med omtanke for at få glæde af alle fordelene ved vekselbade. De første gange man kommer i eller under det kolde vand, vil det nærmest kunne føles som et chok for kroppen, men kort efter vil denne kontrast føles som ren fornøjelse. Ligesom ved vinterbadning er det den første psykiske barriere, der er den største.
Start altid med det varme bad og afslut med det kolde. Tør huden godt og tag varmt tøj på. Kneipp-terapi er oprindeligt – udover vekselbade – også den sunde kost, barfodsgang i naturen (negative ioner) og generel motion.
Lige et par vigtige forsigtighedsregler: Tjek med lægen, inden du går i gang, hvorvidt der skulle være noget ved din konstitution, der vil fraråde vekselbade – f.eks. hvis du har hjerteproblemer, meget højt blodtryk, har diabetes med kredsløbsudfordringer eller forhærdede blodårer.
Det er så skønt, når blodet ruller i kroppen og velværet spreder sig. Det kan både ses og mærkes!
Forrige artikelGrillet lammekølle med hvidløg
Næste artikelDomstole træder ind, hvor regeringer lader stå til