Få ungerne til at guffe grøntsager i stakkevis

Lad os bare se det i øjnene. Det er ikke alle børn, der jubler af begejstring, når mor serverer rosenkål og broccoli til aftensmaden. Eller når pomfritterne i ovnen er skiftet ud med pastinakker og rødbeder…

Så selvom man prøver med alle de hårdtslående argumenter, såsom: Din krop har brug for grøntsager. Eller: Grøntsager er fyldt med vitaminer og mineraler, så er det som om, at børnenes tallerkner i stedet tiltrækker ”R (ris)-vitaminerne” eller ”P(pasta)-vitaminerne” sammen med nogle F(frikadelle)-vitaminer. Hmmm…

Så tænker du måske: Jeg forstår det ikke, jeg har jo selv lært, at børn gør det, som deres forældre gør. Og nu har de set mig spise masser af grøntsager hver eneste dag…. Og da de var babyer, gik det jo rigtig fint med grøntsagerne. Så hvad er det lige, der er sket?

Fortvivl ikke. Heldigvis vender glæden for det grønne som regel tilbage, når børnene bliver ældre – nogle først, når de bliver voksne og selv får børn. Men indtil børnene selv kaster sig over alt det grønne, så kan det være rart nok med nogle fif til, hvordan man alligevel får sneget noget sundt indenbords i ungerne.

Tre nemme fif til, hvordan du får grøntsager i børn

Fif 1: Et rigtig godt tidspunkt at få lokket nogle grøntsager i børnene er om eftermiddagen, når de kommer hjem fra institution eller skole. Grøntsager skåret i stænger i en skål – evt. sammen med lidt frisk frugt, tørret frugt, nødder, en ris-kiks med peanutbutter, en skive øko-kødpølse osv. er en skøn eftermiddagssnack. Og det er OK at gå efter de klassiske grøntsager, som de fleste børn kan lide: gulerødder, agurker og rød peber. Og så kan man jo forsøge sig lidt frem med slikærter, blomkålsbuketter, broccolibuketter, bladselleri.

Hvis det skal glide endnu nemmere ned, så lav en dip af syrnet mælkeprodukt, soja-yoghurt eller majonæse.

Lav en blandet skål til hvert barn. På den måde har barnet ikke mulighed for bare at vælge alle frugterne og gå uden om grøntsagerne, hvis det hele nu stod som ”tagselv” på bordet.
Når hele skålen er tømt, kan det måske være ok med lidt ekstra frugt eller nødder som belønning. Det er fantastisk hvad der kan ryge ned om eftermiddagen! Og så kan man slappe lidt mere af, hvis ikke de skovler grønt ind til aftensmaden.

Fif 2: Put grøntsager i smoothien. Det kan du gøre både til morgenmaden og som eftermiddagssnack. Lav en smoothie med frugt, gerne inkl. banan for at give sødme og så selvfølgelig grøntsager. Hvis det skal gøre det ud for at helt måltid, kan det være en god idé at tilsætte lidt proteinpulver og en god olie f.eks. hørfrøolie.

En opskrift kunne f.eks. være: 2 gulerødder, 1 rød peber, frosne jordbær, frossen banan og rismælk. Eller: frosne broccoli, jordbær, blåbær og banan og havremælk.

Eller: tøm køleskabet ?. Lad blenderen køre et godt stykke tid, så det hele bliver rigtig godt findelt og blandet.

Fif 3: Måske putter du allerede revne gulerødder i frikadellerne. Men gør det gerne til en vane at tilsætte grøntsager i maden, hver gang det er muligt: brug f.eks. hakkede grøntsager i kødsovsen, lasagnen, millionbøffen osv. Der kan sagtens være ½ kød og ½ grøntsager f.eks. broccoli eller squash.

Rigtig god fornøjelse og god appetit!

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*