Fædrenes snak er afgørende for ungernes sprogudvikling, viser undersøgelse.
Mødrene taler mest og bruger flest forskellige ord, men det er fædrenes snak med deres børn, der er afgørende for de smås sprogudvikling. Det tyder i hvert fald en ny undersøgelse fra University of North Carolina på, skriver Journal of Applied Developmental Psychology. Forskerne studerede 92 familier og hvordan de voksne talte med børnene, og det viste sig, at hvis fædrenes ordforråd var stort, blev børnene bedre til at tale. Overraskende nok havde mødrenes ordforråd ikke den store betydning, selv om de i gennemsnit talte mere med børnene. Forskerne har ikke håndfaste forklaringer på, hvorfor det er sådan, men spekulerer i, at fædrene taler på en anden måde til børnene, eller at mødrene taler så meget til børnene, at de under alle omstændigheder stimulerer dem så meget, som de kan klare. Så yderligere ordrigdom har ingen effekt.
Kilde: Politiken