Fællesskaber – på godt og ondt

Vi taler om fællesskaber, og hvor meget de betyder for vores livskvalitet. Vi taler ligefrem om ”social valuta” – at vi er værdifulde, fordi vi indgår i fællesskaber og deler med hinanden. Men hvor stiller det os, hvis vi står udenfor, og fællesskabet ikke fungerer for os?

Den positive effekt af at være sammen om noget – fx en fritidsinteresse, holdninger eller det sted du bor – er ligefrem målbar på helbredet. Undersøgelser viser, hvordan ensomhed, herunder manglen på aktive fællesskaber og social interaktion, reducerer levealderen og øger risikoen for bl.a. at udvikle livstilssygdomme, depression og angst.

Sundhedsstyrelsen estimerede i 2016 de samfundsmæssige konsekvenser af ensomhed til 8 mia. om året i form af 800.000 sygedage, 23.000 ekstra hospitalsindlæggelser og 400.000 ekstra henvendelser til læge. Ensomhed alene tilskrives 770 tilfælde af for tidlig død om året. Velfungerende og aktive fællesskaber er med andre ord ”ren medicin” – for den enkelte og samfundet som helhed. Vi har brug for at være sammen med hinanden for at trives.

Selvvalgte fællesskaber

På et tidspunkt flytter vi alle ”hjemmefra”, men fra 1960’erne skete der et særligt skred i vores livsstil, som fik stor betydning for, hvilke fællesskaber vi deltog i og hvordan. Vi fik flere penge mellem hænderne, bl.a. fordi begge forældre begyndte at arbejde og flere tog længere uddannelser i storbyerne. Som konsekvens af det flyttede vi længere og længere væk fra hjembyen.

Som erstatning for de oprindelige fællesskaber i landsbyen eller kvarteret søgte vi mod mere arrangerede fællesskaber. Begreber som ”mødregrupper”, ”legestuer” og ”frivilligt arbejde” er udtryk for, hvordan vi etablerede nye rammer for det at dele erfaringer, støtte og hjælpe hinanden i hverdagen.

Børnene voksede op i vuggestuer, børnehaver og fritidsklubber, og forældrene blev medlemmer af alt fra grundejerforeninger til gymnastikhold. En bølge af folkeoplysning skyllede ind over landet, og de videbegærlige danskere meldte sig til fransk og finere madlavning i aftenskolerne. Vores primære kilder til viden og erfaring flyttede sig således gradvist fra familien og den umiddelbare omgangskreds til fællesskaber, som blev nøje udvalgt ud fra individets egne interesser.

Udenfor eller indenfor

Når vi taler om fællesskaber, kan vi let komme til at tage for givet, at de altid er en positiv oplevelse. Men hvis du har oplevet at stå uden for et fællesskab, som du gerne ville være en del af, så ved du, hvor tungt det kan føles. Selvom familiemedlemmer kan være hårde mod hinanden, er der sjældent tvivl om, at man hører til. I de selvvalgte fællesskaber er der næsten altid en ”adgangsbillet”, der skal indløses.

Måske skal du betale et større eller mindre beløb for at deltage? Måske skal du have tiden, kræfterne og evnerne til at bidrage til det fælles projekt? Måske skal du mønstre dit største mod for bare at turde melde dig og dukke op i en flok af fremmede?

Når du er ”indenfor”, er du en af flokken, og måske er det lykken for dig. Men det sker desværre ofte, at rammerne for fællesskabet kan udvikle sig i en negativ retning. Måske er der en (uformel) leder, som sætter et præg på samværet, som du ikke bryder dig om? Måske kræves der mere eller noget andet af dig, end du havde regnet med? Mod alle dine gode forventninger kan du således føle dig udenfor, selvom du formelt er indenfor.
At føle sig ensom midt i fællesskabet kan være den sværeste følelse af alle. Du spørger givetvis dig selv: Hvad er der galt med mig, siden jeg ikke kan finde ud af være ”rigtigt” med? Hvorfor føler jeg mig forkert eller fravalgt?

Gode legekammerater

Sammen med andre er vi hele tiden nødt til at forholde os til vores egen rolle og indsats. Derfor sker det, at vi af og til foretrækker helt at stå udenfor. Det kan med andre ord være for hårdt arbejde at være en del af fællesskabet, hvor normer og forventninger fra de andre (og dig selv) kan forvandle en glad fornøjelse til en kamp for dine egne holdninger og troen på dig selv.

Det er naturligt, at vi trives med forskellige mennesker og dermed fravælger nogle former for samvær, fordi vi ikke føler, at vi passer ind eller får nok ud af det. Når vi deltager i en gruppe, et hold, en aktivitet, gør vi det først og fremmest, fordi vi har lyst til det og har det godt med det. Fællesskabet får os til at føle os værdifulde.

I modsætning til de mere givne fællesskaber som f.eks. job eller familie fungerer vores selvvalgte aktiviteter og interesser typisk som det sted, hvor vi udfolder andre sider af os selv. Når vi f.eks. som frivillig træner et hold drenge eller piger i fodbold, tager vagter i en genbrugsbutik eller tilmelder os et hold i acrylmaling eller yoga, leger vi med, hvem vi er. Vi afprøver muligheder for nye erfaringer og relationer. Til gengæld for vores deltagelse, forventer vi at ”få noget med hjem”, fx at have det sjovt, få venner, udvikle os, styrke vores velvære. Ligesom når børn søger hinanden i fælles lege og aktiviteter, er formålet hos os voksne at blive anerkendt, som den vi (også) er, og føle os værdsat af vores ”legekammerater”.

Fordele og ulemper

Som enhver god ting i livet har mønten altid to sider. Ligesom arbejdet giver dig penge (og frihed), tager det også din tid (og frihed). Ligesom familien giver dig tryghed og støtte, stiller den også krav til dig og det, du yder.
Når vi taler om de sociale og psykiske konsekvenser af ensomhed, skal vi også tage højde for, hvordan – både sunde og usunde – fællesskaber kan stresse og presse os.

I enhver gruppe gælder der en række normer og forventninger, som den enkelte så vidt muligt forsøger at leve op til. Selv om du bevidst placerer dig i ”periferien” – stiller dig på bageste række til zumba, undgår at melde dig til udvalgs- og formandsposter eller begrænser, hvor meget tid du investerer i gruppen, foreningen eller holdet – kan du føle dig presset til at yde mere og agere anderledes, end du er vant til.

Spørgsmålet for dig er, om du skal udnytte dette pres til at forsøge at komme over en grænse, som du måske længe har ønsket at overskride? Eller om gruppepresset har en karakter, hvor du ikke føler dig støttet og opmuntret til at udvikle dig, men manipuleret med og måske ligefrem udstillet for din manglende indsats eller formåen? Føler du dig grundlæggende styrket eller svækket i kraft af fællesskabet? Og hvis begge, hvad vejer mest?

Et godt match

Når du er landet i et fællesskab, hvor du ikke trives, så kan det være let at pege udad på ”de andre” og give dem ansvaret. Måske er de reelt ikke er særligt rummelige og imødekommende over for dig, men hvad nu hvis dine uindfriede forventninger til dem betyder, at du reelt ikke giver noget igen? Måske opfatter de dig som reserveret og ”nærig” med dig selv? Måske skal du turde investere, for at få afkast?

I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at indse, at I – du og fællesskabet – ikke er det optimale match. Det er en reel mulighed, at du faktisk ikke passer ind i den pågældende gruppe – med dens krav og uskrevne regler (uanset hvem der har skrevet dem), og at det bedste for dig er at søge andre græsgange.

Det kan føles som et nederlag, hvis du nu troede, at du skulle være med til at redde verden, opbygge en forening eller finde dine nye bedste venner i netop denne gruppe, og det så viste sig, at det ikke var, hvad du troede. Til gengæld kan det være en sejr at finde ud af, hvad du faktisk søger og reelt vil bidrage med for at få det. På den måde kan du bruge dine kræfter på at finde og (med)skabe det fællesskab, hvor du føler, at du kan udfolde dig og samtidigt være noget for andre.

Dit spejlbillede

Ethvert fællesskab, du deltager i, er en spejling af dig. Det fortæller noget om, hvem du er, hvad du kan og vil. Det fortæller også noget om, hvad du drømmer om – for dig selv, andre mennesker og verden. Nye sider af dig kan komme til udfoldelse, når du vælger at engagere dig med mennesker, som måske ikke ligner dem, du møder på jobbet eller derhjemme.

Til gengæld kan dit ”nye” spejlbillede udfordre dig. Du kan føle, at dine svagheder bliver direkte blottet i et fællesskab, hvor du bliver mødt med reaktioner, som du måske ikke er vant til.

Du kan blive tvunget til at spørge dig selv: Virker jeg virkelig så reserveret og kritisk, som de antyder? Hvordan kan jeg vise, at jeg reelt er interesseret og gerne vil bidrage? Hvordan kan jeg finde modet til at træde mere frem i lyset, så de kan få øje på mig? Hvad skal der til, for at de også tør mig og har tillid til, at jeg er rummelig og positiv?

Lige så vanskelige fællesskaber kan være at manøvrere i, lige så mange muligheder giver de dig: For at se dig selv, sådan som andre opfatter dig, og udvikle dig derfra. Fællesskaber tvinger dig oftest til at komme ud af busken, fordi skal du have fuldt udbytte, nytter det ikke at lurepasse i længden. Du må investere dig selv for reelt at ”være med” og føle dig værdifuld for andre. Heri ligger både prisen og belønningen ved de fællesskaber, som i de fleste tilfælde kan berige vores liv med lærerige erfaringer, masser af oplevelser og nye venskaber.

Læs også: Dyrk fællesskabet – for sundhedens skyld