Nyheder

Færre kvinder ryger under deres graviditet

21. august 2008

En ny dansk undersøgelse viser, at færre danske førstegangsfødende kvinder ryger under graviditeten. Alligevel har Danmark fortsat førstepladsen i forhold til de andre nordiske lande, når vi taler om rygning under graviditet.

Hvis du er gravid og ryger, skal du holde op med at ryge. Det er ikke nok blot at skrue ned for tobaksforbruget. Sådan har budskabet lydt i mange år, og noget tyder på, at danske kvinder begynder at efterleve budskabet. I hvert fald er der fra 1997 til 2005 sket et fald i andelen af rygere blandt de førstegangsfødende kvinder – fra 22 procent i 1997 til 16 procent i 2005. Det viser en ny, dansk undersøgelse, som videnskabelig assistent Kirsten Egebjerg Jensen fra Kræftens Bekæmpelse står bag. Selv om det går i den rigtige retning herhjemme, viser undersøgelsen, at Danmark fortsat har førstepladsen i andelen af rygende førstegangsfødende kvinder i de nordiske lande. I f.eks. Norge og Sverige viser de seneste tal at cirka 10 procent af de gravide ryger.
– Målet med undersøgelsen var blandt andet at få kortlagt, omfanget af rygning blandt førstegangsfødende, om der var sket en ændring i rygemønsteret blandt førstegangsfødende i tidsperioden 1997 til 2005, og om rygning i graviditeten var specielt hyppigt blandt specifikke aldersgrupper, siger Kirsten Egebjerg Jensen Teenagemødre og kvinder over 35 år ryger Herhjemme ser vi færre teenagemødre (kvinder under 20 år) end tidligere, men andelen, der ryger i denne gruppe, er steget fra 37 procent til 43 procent. Og de unge gravide kvinder, der ryger, ryger mere end de kvinder, der føder deres første barn, når de er i midten og slutningen af 20'erne. – Vi kan også se, at de førstegangsfødende kvinder på omkring de 35 år og ældre har svært ved at kvitte tobakken i graviditeten og har større risiko for at ryge meget under graviditeten (mere end 10 cigaretter om dagen), siger Kirsten Egebjerg Jensen. Designede rygestopprogrammer
Kirsten Egebjerg Jensen mener, at man bør rette fokus på de to aldersgrupper og få designet rygestopprogrammer, der passer på dem hver især, så de kan få den rigtige hjælp og støtte til at stoppe med at ryge i forbindelse med graviditet. Undersøgelsen inkluderer næsten alle danske førstegangsfødende kvinder i perioden 1997 til 2005, hvilket svarer til mere end 260.000 kvinder. Rygning årsag til komplikationer Tobaksrygning er en væsentlig årsag til komplikationer i forbindelse med graviditet og fødsel. Moderens rygning under graviditeten har også konsekvenser for barnet, fordi de stoffer, som moderen indånder, når hun ryger, går over i barnet via navlestreng og moderkage. Undersøgelsen er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Acta Obstetricia et Gynecologica Scandinavica.
Kilde: Kræftens Bekæmpelse

Forrige artikelRøg og druk skyld i dansk overdødeligehed

Næste artikelBlommer er naturens bolsjer