Tilbagevendende forkølelsessår

Min datter på 10 år har desværre en kedelig tilbøjelighed til at løbe ind i et forkølelsessår på underlæben. Det er et helt klassisk forløb, men meget smertefuldt, når det nogle gange er et større udbrud, da det danner en blæne, der spænder og bagefter bliver til sår. Vi benytter en lille salvetube fra apoteket, og der er kun ringe effekt af salven, trods hurtig og ihærdig indsats. Hun danser en del, og jeg kan se en sammenhæng i lidt travlhed og udbrud. Men det sker også under ferier og vintertid, så der er ikke en helt klar rød tråd.

Hun er muligvis under kategorien kræsen og spiser ikke store mængder af grøntsager. Det der oftest spises er: gulerødder, blomkål, rød peber, grønne salater; de grøntsager spises næsten dagligt men måske i for små mængder. Også olivendruer. Har du erfaring med dette ? Det kunne være dejligt for hende at undgå, da det jo heller ikke ser så dejligt ud med de sår.

Gode hilsener

A



 

Forkølelsessår kommer pga en virus. Og det kan være rigtig smertefuldt og irriterende, når det dukker op.

Sådan grundlæggende, så er det netop et tegn på, at immunforsvaret ikke er helt i top. Så det er et vigtigt skridt at styrke immunforsvaret i kroppen.

Det gøres selvfølgelig med en sund kost. Det vil sige så vidt muligt at undgå raffinerede fødevarer og hurtige kulhydrater som brød, pasta, sukker osv. Og spise grønt og groft. Det er også rigtigt vigtigt med tilstrækkeligt med søvn og bestemt også at passe på med for meget travlhed og stress.

Og så er det en rigtig god idé at give en god kvalitets multivitamin-mineral tablet plus ekstra D-vitamin. D-vitamin er meget vigtigt for immunforsvaret.  Og også et tilskud af en god fiskeolie, som også styrker både krop og immunforsvar. Fiskeolie skal ikke være harsk, og den skal være fri for tungmetaller. Og ikke mindst vil jeg anbefale et tilskud af probiotika, som er gavnlige tarmbakterier som kosttilskud.

Ca. 70 pct. af immunforsvaret sidder i fordøjelsen. Og derfor er det rigtig vigtigt med en god balance i bakterie-floraen. Undersøgelser viser også, at et tilskud af probiotika styrker immunforsvaret!

Gode kosttilskud køber I enten i helsekostbutikken eller på internettet.

Hvis der er kommet et forkølelsessår, så har jeg god erfaring i at smøre dem med Manukaolie. Manukaolie udvindes af Manuka-træer fra New Zealand. Og den har en anti-mikrobiel effekt bl.a. mod virus. Den minder lidt om den australske Tea Tree Oil, men den har slet ikke den samme kraftige lugt.

Manukaolie er virkelig god at have i skabet til små sår, rifter, bumser og andre små hudproblemer.

Jeg drypper det på et vatpind og dupper forkølelsessåret med det.

God bedring.

Med kærlig hilsen

Anette Straadt  Opstrup

 

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*