Skal babyer have jern?

Jeg skal høre ad i forhold til jerndråber. Er det nødvendigt at give et barn jerndråber, når man ammer, hvis moderens jernniveau i blodet er okay?


Venlig hilsen

Signe



 

Det er faktisk et rigtig godt spørgsmål, du sender der. Jern er nemlig lidt af et tveægget sværd.

Hvis kroppen har for lidt jern, kan det give problemer med immunforsvaret og blodprocenten. Og undersøgelser har også vist sammenhæng mellem lav jernstatus og børn med adfærdsforstyrrelser. Så det skal man altså så vidt muligt undgå.

Men for meget jern er heller ikke godt. Og det har i en svensk undersøgelse vist sammenhæng med bla. nedsat vækst.

Så ligesom med så meget andet skal vi hverken have for lidt eller for meget.

Små børn, der er født til tiden, har nogle fine jerndepoter med fra fødslen. Derudover er der også lidt jern i modermælk. Ikke så meget, men optagelsen er rigtig god. Et sted mellem 50 og 70 pct. Så det første halve år er der som regel ingen problemer med at få jern nok.

Efter 6 mdr.’s alderen anbefaler myndighederne, at børn får et dagligt jerntilskud, indtil de bliver 1 år gamle.

Den anbefaling bygger på, at børn i den periode ammes mindre og samtidig spiser mad, som ofte ikke er særlig jern-holdig. Nemlig grød, mos og kun lidt kød. Børn i den aldersgruppe anbefales også at starte op på komælk. Og det er med til at nedsætte optagelsen af jern.

Så der er altså flere faktorer, man skal tænke på, når man vurderer, om ens barn har brug for jerntilskud eller ej.

Mors jernniveau i blodet er én faktor. Og husk, at det ikke er nok at kende hæmoglobin-værdien. Det skal være selve jern-indholdet.

Derudover handler det så om, hvilken mad barnet selv spiser. Bliver det stadig ammet ofte og får derfor noget jern den vej? Hvilken anden mad spiser barnet? Er det jernholdigt? Drikker barnet komælk, som hæmmer optagelsen af jern?

Hvis barnet ammes ofte, og mor er tanket op med jern, og barnet også spiser jernholdige madvarer som græskarkerner, hørfrø, sesamfrø, svinelever, brændenælde, kyllingelever, linser, kikærter, abrikoser, cashewnødder mm. Og hvis barnet ikke drikker komælk – så kan et jerntilskud være overflødigt.

Hvis man vurderer, at barnet har brug for lidt tilskud, så kan man f.eks. vælge flydende Iron Vital, som ikke indeholder helt så store mængder jern, men er et meget letoptageligt jerntilskud. Hvis barnet skal have fuldt tilskud anbefaler jeg Danasan dråber, som også er en letoptagelig form.

Efter 1 års-alderen anbefaler jeg en god og letoptagelig multi-vitamin/mineral til langt de fleste børn. Den vil som oftest også indeholde lidt jern, som er et passende supplement til de fleste.

Jeg håber, mit svar kan hjælpe jer til at vurdere, om jeres barn har brug for et dagligt jerntilskud.

Med kærlig hilsen

Anette Straadt

 

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*