Hjernerystelses varighed?

Jeg har en søn på 27 år, som har fået en hjernerystelse ved deltagelse i kampsport. Det er nu mere end to måneder siden, men han har det stadig dårligt med hovedpine, koncentrationsbesvær, forglemmelse og en fornemmelse af ikke rigtigt at være sig selv. Vi ved, fra dine svar andet steds fra omkring hjernerystelse, at man skal tage ekstra vitaminer og mineraler, især C-vitamin, og at det er godt at tage olie f.eks. Udos Choice, ikke blive overanstrengt, hvile osv. Det har han alt sammen gjort, men han synes ikke, det bliver bedre. Er der andet han kan gøre, og hvor længe vil du tro, det vil kunne tage, inden det evt. bliver bedre?

Venlig hilsen

Annette


 


Det er svært at sige, hvor hurtigt din søn vil komme sig. For det meste forsvinder symptomerne på hjernerystelse i løbet af få dage. I nogle tilfælde går der nogle uger, og i nogle få tilfælde kan der være symptomer op til 2-3 år efter hjernerystelsen, alt afhængigt af, hvor svær den har været. Symptomerne er hovedpine, træthed, svimmelhed, problemer med hukommelse og koncentrationsevne. Man kalder dette for postcommotionelt syndrom.

 

Så længe der er symptomer, er det klogest at holde sig helt fra alkohol, der kan forværre symptomerne kraftigt. Det er også klogt at undgå koffein, især fra kaffe, men også fra cola og te. Det er heller ikke godt at spise for meget salt, da det binder vand i kroppen, også hjernen. Man skal sørge for at undgå for meget stress og sikre sig en god nattesøvn på mindst otte timer, og helst også en kort middagssøvn, evt. en ekstra lille lur indimellem. Man skal heller ikke anstrenge sig for hårdt, f.eks. med hårdt legemligt arbejde.

Kosten skal helst være så sund som muligt, og det er en god idé at tage et tilskud af den omega-3-holdige fiskeolie, hørfrøolie og kæmpenatlysolie, der både er med til at dæmpe den irritationstilstand, der er i hjernen, og til at reparere hjernecellerne. For eksempel i form af Nutridan Strong, Livets Olie, Udo’s Choice eller Udo’s DHA Oil Blend. Mættet fedt, f.eks. fra ikke økologiske dyr og mælkeprodukter, skal man spare på, og helt undgå margarine, der øger inflammation.

Læs mere om hjerneskadekost og om inflammation på www.radiodoktoren.dk.

Mange gode hilsener

Carsten Vagn-Hansen

 

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*