Hvilke plejeprodukter kan hele familien dele – og hvad vil du egentligt gerne have for dig selv?
Vi ønsker det bedste for dem, vi har kær. Men hvad er egentlig det bedste? Det kan der være mange tilgange til, og der er heldigvis mange valgmuligheder, hvis man ønsker rene øko-produkter, som både er sunde for hud og vandløb og som samtidig i familieudgaver designet til at ramme bredt i smag, både hvad angår konsistens og duft.
Det er nemmest med krop og hår.
Naturligvis er man i ansigtsplejen nødt til at tage udgangspunkt i hudens alder, behov og tilstand. Er alt i balance, gælder ofte ”less is more”, og man skal egentlig lade huden mest muligt passe sig selv uden at anvende en overdreven mængde af plejeprodukter.
Men hvis ét familiemedlem bøvler med en hud i ubalance, bumser, akne, eksem, soleksem, for tør eller for olieret hud, vil der være pleje, som er særligt nyttig og god for den enkelte. Så der kan hele familien ikke bare bruge det samme.
Basispleje kan man finde, der dur til hele familien. Er der særlige behov eller ønsker, kan man så udbygge til det enkelte familiemedlem. Det kan også være, der er særligt hudkrævende fritidsaktiviteter som visse sportsgrene – f.eks. med svømning i klorvand. Eller hvis man f.eks. bruger meget teatermakeup. Så kan huden føles mere udfordret og som om, den har brug for mere pleje. Eller hvis man bor i områder med særlig kalkholdigt vand, så kan huden også kalde på ekstra pleje til barrieren.
På samme måde kan en moden hud have brug for ekstra næring. Især hvis man har særlige ønsker til at opretholde elasticiteten i hudens dybere lag. Der findes både udvortes og indvortes plejeoptioner. Så for nogle af os, der kan lide at gå all-in på pleje, næring, glød, spændstighed, fornemmelsen, duftene og måske endda krukkens æstetiske udtryk – oplevelsen af selvforkælelse og pleje. Dér kan man vælge at have sine egne unikke produkter.
Det er naturligvis forskelligt, hvad den enkelte synes er selvforkælelse. For nogle kan det være en vidunderlig olie eller serum. For andre et stykke beklædning. For andre igen den helt rigtige tennisketcher, træningstøj, yogatøj eller golfhandsker – der bare lige trykker på knapper af glæde i én.
Heldigvis er vi forskellige, og den største kunst er – når man ikke forstår de andres prioriteringer – at minde sig selv om, at når nogle kan lide pistacieis, kan andre bedre lide jordbæris.
Læs også: Mærkningsordning – forvirring eller brugbart redskab?
Hvor er så lige de produkter, det ofte er nemt at dele for hele familien?
Af plejeprodukter er bodyshampoo og mestendels hårshampoo noget, hele familien kan dele. I forhold til bodyshampoo er det med at vælge den type, som den med mest sart hud kan tåle. Men ellers prøve sig frem og finde den duft, som hele familien kan lide. Ikke alle holder af en helt neutral duft, og det er heller ikke alle, der kan lide meget duft. Vi vender tilbage til æteriske olier i et andet afsnit mere dybdegående, men i de rette mængder af den rette gode kvalitet er de befordrende for både sanser og krop. Som den rette mængde krydderi i en ret. En smule chili fremmer både smag og fremhæver smagen af andre krydderier – for meget chili i retten kan brænde både i mave og smagsløg.
Til hele familien findes der bodyshampoo i mange afskygninger og i høj øko-kvalitet med olier og rens, der gør familien ren uden at strippe huden for sine naturlige fedtstoffer og uden at belaste naturen, når det overskydende bliver skyllet videre ud.
Nogle mener, at den slags kvalitet er alt for dyrt at bruge – og så til hele familien. Men ofte bruger man langt større mængder pr. vask pr. person, end det overhovedet er nødvendigt. Så skal man virkelig være meget beskidt.
Hvis man anvender mindre – i nogle tilfælde kan en pumpe hjælpe med at dosere mindre. Og hvis man også går lidt mindre hyppigt i bad – ofte kan man også her sige, at less is more – hvis ikke man arbejder meget fysisk eller træner meget. En vaskeklud anvendt strategiske steder kan udrette meget på nogle dage.
En kortere tur under bruseren er ikke kun vandbesparende. Det sparer også en mængde af produkter, som man så kan vælge højere kvalitet af. Samtidig er det også godt for balancen i hudens egne fedtstoffer.
Gode bodyshampoos til hele familien er bl.a. Sonetts, der kan bruges både til hænder, ansigt og krop og er meget populær til hele familien – ikke mindst den med morgenfrue, som er meget mild.
Cattier har familie-kropsprodukter, hvor duftene også er både milde og friske. Green People har i deres Aloe Vera-serie en showergel, der er meget velegnet til hele familien. Sante har nogle meget familievenlige bodyshampoos, hvor man også lige skal blive enig i familien, om man er til den friske med pineapple og lemon eller den med kokos og vanilje. Nogle får lyst til at bide dem selv i armen med den sidste – så dejligt dufter den – men altså, dufte er nu en gang en smagssag.
Familieudgaverne kan lige testes derhjemme. Ofte er det muligt at finde noget, der dur til hele familien.
Det samme kan man næsten sige om shampoo. Dog er der enkelte undtagelser. Helt små børn f.eks. med deres fine englehår, eller hvis man har særlige udfordringer med hovedbunden. Nogle kan have særligt fint hår og har derfor brug for en lettere shampoo.
Men mange oplever, at de i familien kan have en fælles shampoo stående til alle.
Her har Sante også nogle meget populære. Family shampoo fra Florame. I Laveras basisserie er der et populært produkt til hår & krop, men de har også en shampoo, der hedder Family. MacUrth har såvel deres aloe vera-shampoo som deres Morgenfrue shampoo, der kan bruges af hele familien.
Laveras Hair & Body wash kan, som navnet afslører, bruges til det hele, og det samme kan Weledas Calendula Shampoo & Body Wash, der også er velegnet til folk med særlig sart hud.
Man kan naturligvis også have særlige ønsker eller behov til ikke mindst håret. Der kan være brug for særlige shampoos til nogle i familien – måske er det bare er en ekstra balsam eller en hårolie, man har brug for til f.eks. meget tykt hår.
Vi kan nok med fordel have hver sin deodorant og hver sin tandbørste. Mange kan bruge samme tandpasta, men der kan være tilfælde, hvor børn har brug for én type til f.eks. mælketænder, og det kan være en forælder som har brug for en anden type pga. problemer med tandkød eller lignende.
Visse helt unikke og måske målrettede luksus produkter kan det være, man prioriterer til sig selv. Hvis man bare har forskellig smag, kan det være godt og rart at have sin helt egne sager.
Ikke mindst ansigtshudpleje kan for mange være meget individuelle. Det gælder både i præferencer til, hvor lette eller fede man ønsker sine cremer – det gælder om man foretrækker cremer eller olier – og om man gerne vil have, de skal præstere noget særligt i forhold til ens alder eller eventuelle hud udfordringer.
Det kan også bare være, at en særligt sammensat kropsolie simpelthen er det lækreste, man har prøvet – fornemmelsen af pleje og velvære efter en lang dag er priceless.
Der kan være særlig pleje til ung hud med urenheder, til normal hud, til kombineret hud, til tør hud, til problemhud, til moden hud – lige her er det ikke ligegyldigt. Og en individuel pleje ville kunne gavne, balancere og nære.
Læs også: Fed olie eller let olie – huden bestemmer
Makeup er oftest en dårlig idé at dele i familien. Ikke mindst mascara og læbestift. Så det er et klogt valg at have hver sine især pga. bakterier. Hvis man tilfældigvis bruger samme farve i mineralfoundation og ønsker at bruge den samme, er det vigtigt at rense børsten imellem brug.
Makeup er naturligvis også en smagssag i forhold til farver og teksturer, og af selv samme grund har man ofte hver sine favoritter, så lige den giver i mange tilfælde sig selv.
Neglelak er en hyppigt set deler, hvor man har et helt potpourri af farver. Der findes flere mærker, der er uden phthalater, formaldehyd, toulune mm., og som kan bruges af alle typer og alle aldre. Smukke farver er for mange et æstetisk drys af farver efter humør, dagsform eller anledning.
Noget, der også er begyndt at få en renæssance, er Rasul, som er marokkansk sæbejord. Når det kommer i kontakt med vand, frigiver det milde og rensende sæbestoffer. Rasul kommer ofte i flager, og man kan selv lige mose det med en gaffel og gøre det mere pulveriseret, før man vasker sig med det.
Man kan også tage en flage og komme vand på. Så frigives de naturlige sæbestoffer også.
Et tip er enten at skylle efter med fortyndet æblecidereddike eller at blande lige dele rasuljord, vand og æblecidereddike, som sin shampoo. Det vaskes let ud af håret, og der skylles efter med vand.
Bodyolie, man kan lave selv, er f.eks. en sesamolie eller mandelolie. Man kan så have flere forskellige, æteriske olier stående til at blande i efter smag og behov.
Der er så mange sjove, spændende og målrettede måder, man kan anvende æteriske olier på. De skal bare ikke direkte på huden, men blandes i en olie eller creme. Det er muligt, hvis man har mod på det og synes det er sjovt, at lave sine egne hudplejeprodukter, der passer til hele familien.
Konklusionen er, at der i dag som aldrig før findes lækre, rene og økologiske muligheder for hele familiens behov, smag og pengepung.
Læs også: Rene og milde personlige plejeprodukter til sart hud hos både store og små