Nyheder

Farlig kemi i mærkevaretøj

20. november 2012

Trods stor opmærksomhed kan du stadig finde hormonforstyrrende og endog kræftfremkaldende kemi i tøj. Selv ikke de dyre mærkevarer går fri. Det viser en ny rapport fra Greenpeace.

Greenpeace indkøbte 141 stykker tøj i 29 forskellige lande – herunder Danmark – i april i år. De valgte tøj fra de tyve mest populære mærker, herunder Levi’s, Calvin Klein, H & M, Vero Moda, Zara, Jack & Jones, Only, Armani, Benetton og Tommy Hilfiger.

Kemikalier i tøj fra Bestseller

Synderne talte blandt andet Jack & Jones, Vero Moda og Only, der alle drives af den danske Bestseller-koncern. Noget af tøjet indeholdt rester af det miljøskadelige stof NPE. Stoffet omdannes i produktionen til det hormonforstyrrende stof NP, der blandt andet kan forringe mænds sædkvalitet. 14 stykker tøj fra Bestsellers tre mærker blev undersøgt, og i 11 stykker fandt man rester af stoffet.

Claus Jørgensen, seniorrådgiver i Forbrugerrådets miljøafdeling kalder den 56 sider lange rapport trist læsning.

– Skadelig kemi hører ikke hjemme i forbrugerprodukter. Forbrugerrådet kan kun bakke op om Greenpeaces opfordring til, at virksomhederne tager deres ansvar alvorligt og udfaser den kradse kemi, siger Claus Jørgensen til tv2.dk.

NPE er ikke tilladt i Bestsellers interne regelsæt

Kommunikationschef Mogens Werge fra Bestseller forklarer miseren med, at nogle af Bestsellers leverandører øjensynligt ikke lever op til virksomhedens krav.

– Helt generelt kan jeg sige, at vi i henhold til Bestsellers egne interne regler kræver, at vores producenter ikke anvender NPE, siger Mogens Werge til tv2.dk.

Kræftfremkaldende stoffer i Zara

Men der var produkter i Greenpeaces undersøgelse, der klarede sig dårligere end Bestseller. F.eks. blev der fundet kræftfremkaldende stoffer i 20 pct. af tøjprøverne fra Zara, phthalater i både Tommy Hilfiger, Armani og Victoria’s Secret. Der var NPE-rester i 64 pct af produkterne fra Levi’s og 88 pct af produkterne fra Calvin Klein.

Gode intentioner ikke altid nok

H & M klarede sig en smule bedre. Her var der NPE-rester i en tredjedel. Det er alligevel ekstremt dårligt for netop H & M, fordi den svenske koncern forbød NPE i tøjet allerede i 2009. Greenpeaces undersøgelse dokumenterer, at gode intentioner ikke altid er nok. H & M er dog stadig “den gode dreng i klassen”, eftersom svenskerne har tilsluttet sig en målsætning om at udfase al farlig kemi i tøj inden 2020. De har også valgt at fjerne overtøjsimprægneringen PFC pr. 1. januar 2013. PFC er stærkt hormonforstyrrende.

Problemet med kemien i tøjet er ikke kun, hvad den kan gøre ved den enkelte forbruger. Problemet er også, at produktionen af tøjet medfører udledning af enorme mængder af de farlige stoffer. En forurening med vidtrækkende konsekvenser, der tilmed er unødvendig, fordi der findes alternativer til den farlige kemi.

Du kan læse hele Greenpeaces rapport her.

Kilde: Greenpeace.com, nyhederne.tv2.dk

Forrige artikelSådan holder frugt og grønt bedst

Næste artikelFisk mod astma