En ny undersøgelse fra Århus Universitetshospital viser, at raske mænd kan nedsætte risikoen for blodpropper i hjertet med op til 50 pct. ved at spise fed fisk.
Dermed er det ikke kun patienter med langvarige hjerteproblemer, som har gavn af omega 3-fedtsyrer. Også de ca. 15.000 danskere, der hvert år rammes af blodpropper i hjertet, kan med stor fordel mæske sig i sild, makrel og andre fede fisk. Læge Albert Marni Joensens underbygger i et ph.d.-projekt fra Aalborg Sygehus ved Århus Universitetshospital kostrådet om at spise fed fisk mindst to gange om ugen. Undersøgelsen har fulgt 57.000 personer i 8 år. Ved at tage en fedtvævsprøve hos forsøgspersonerne har Albert Marni Joensen målt deres fedtsyresammensætning, og deri omega 3-indholdet. Udover fedtvævsprøven svarede personerne på spørgsmål om deres kost. Albert Marni Joensen fremhæver metodens validitet: »Det her er første landsdækkende undersøgelse på området, der benytter sig af en metode, som kombinerer spørgeskema med måling af biologisk materiale. Det er en mere sikker og følsom metode end de tidligere benyttede, der oftest kun omfattede spørgeskemaer,« siger han til Dagens Medicin. Der deltog også kvinder i undersøgelsen, men kun få af kvinderne fik en blodprop i de otte år, undersøgelsen strakte sig over. Derfor er resultaterne for kvindernes vedkommende ikke så enstydige som for mændene.
Kilde: Dagens Medicin