Nyheder

Fede får status som rygere

16. oktober 2006

Overvægt bliver snart lige så socialt uacceptabelt som rygning, spår fremtidsforsker.

»Hør du, hvis du skal sidde her ved bordet og være tyk, så tag lige og gnask på den her gulerod«. En lidt utænkelig bemærkning at fyre af i dag, men ikke så meget længere. Fedme vil nemlig snart være lige så socialt uacceptabelt som en rygende cigaret, forudser både en vægtkonsulent og en fremtidsforsker. »Om fem-ti år vil overvægt få samme status som rygning i dag, nemlig et personligt ansvar, man som individ har over for samfundet«, siger Thomas Møberg, direktør i De Danske Vægtkonsulenter til JydskeVestkysten. I en undersøgelse blandt 3.000 af vægtkonsulenternes medlemmer svarer 30 procent, at de har følt sig presset til at tabe sig af familie, partner, arbejdsgiver eller »samfundets normer«. Fede fordømmesOg det tal vil bare stige, siger fremtidsforskeren Birthe Linddal Hansen: »Fede mennesker er hele tiden underlagt en fordømmelse. Så kan de ikke få job, så vil fyrene ikke danse med dem, så bliver de mobbet. Jeg hørte om en undersøgelse, hvor folk hellere vil gifte sig med en eksnarkoman end en fed«, siger fremtidsforskeren. Anna Himmelstrup, der har undervist på flere af Askov Højskoles kurser for overvægtige, bekræfter tendensen: »Der er sket et skred i at blande sig. Nogle af de unge oplever familiemiddage, hvor det bliver sagt højt, at »nu er der så kage, og du kan lige få en appelsin«. Det oplever de som meget ydmygende« siger Anna Himmelstrup.

Kilde: Politiken

Forrige artikelLivsstil kan hænge sammen med allergi

Næste artikelKræft-helbredte børn i farezonen