Fedme behandles bedst af tykke læger

“Stol aldrig på en mand under 100 kg”, lyder et humoristisk mundheld blandt overvægtige. En amerikansk undersøgelse viser, at der er mere alvor bag ordene, end man skulle tro.

Årsagerne til fedmeepedemien er mange og uenigheden blandt forskerne udtalt. Nogle forskere mener, det skyldes sukker og den tiltagende sødme i alle typer færdigmad. Andre mener, at forklaringen på, at nogle bliver overvægtige, mens andre slipper, skal findes i tarmfloraen. De fleste er enige om, at psyken også har noget væsentligt at sige, og her bidrager en amerikansk undersøgelse med nye nuancer.

Tykke læger er bedre til at rådgive

For når overvægtige skal have råd om kost og livsstil af deres læge, er det ikke lige meget, hvor meget lægen vejer. En læge, der har et højt BMI, vil have lettere ved at overbevise om det fornuftige i sukkerfri og fedtfattig mad. Umiddelbart kunne man jo tro, at en overvægtig læge, der prædiker slankekost og motion, virker utroværdig, men den eventuelle divergens mellem lægens eget BMI og rådgivning betyder ikke så meget som værdien af at have en læge, man føler sig på bølgelængde med.

Lægens BMI smittede af på patientens selvværd

Det er forskere fra “Johns Hopkins Bloomberg School of Public Health” i Baltimore, der har spurgt 600 overvægtige om tillid til såvel den almene sundhedsrådgivning som den vægtrelaterede rådgivning, de havde fået af deres egen læge. Man sammenholdt besvarelserne med de pågældende lægers BMI.

Samtidig viste undersøgelsen mere overraskende, at de overvægtiges følelse af stigmatisering voksede med lægens BMI. Så jo tykkere lægen var, desto sværere havde patienterne det med deres egen overvægt.

Lægernes fedmerådgivning er betydningsfuld

Undersøgelsens resultater skal bruges til at iværksætte yderligere forskning på området. Fedme er en folkesygdom i det meste af den vestlige verden, og effekten af lægernes rådgivning er betydningsfuld. Derfor er det værd at undersøge, om noget så banalt som lægens størrelse kan have betydning for patienternes evne til at tabe sig og slippe for type 2-diabetes og lignende, kroniske følgesygdomme.

Kilde: sciencenewsline.com