Nyheder

Fedme kan være skyld i barnløshed

7. marts 2007

Overvægtige har længere tid ved at blive gravide, viser ny dansk forskning.

Ny dansk forskning viser, at der er en direkte sammenhæng mellem et pars overvægt og den tid, det tager at opnå graviditet, skriver Politiken. Hvis man derimod begynder at tabe sig, øges chancen for at forplantningen fuldbringes på kortere tid. »Vi har konstateret, at overvægt og fedme giver en større risiko for manglende fertilitet hos både mænd og kvinder. Og det gælder især for par, hvor begge parter vejer for meget«, siger lederen af undersøgelsen, arbejdsmedicineren Cecilia Ramlau-Hansen fra Århus Universitetshospital til Politiken. Den nye undersøgelse er publiceret online i tidsskriftet Human Reproduction og omfatter knap 48.000 danske par, der er registreret i en national database over alle fødsler i Danmark mellem 1996 og 2002. Samtlige par i denne undersøgelse endte med at få et barn, men jo mere forældrene vejede, jo længere tid var der gået, før anstrengelserne bar frugt. Faktisk havde de overvægtige par knap tre gange så stor risiko for at måtte vente i over et år på at blive gravide sammenlignet med et normalvægtigt par. Tal fra undersøgelsen viser, at for hvert overflødigt kilo på kvindens krop øges ventetiden til en eventuel vellykket befrugtning med næsten tre dage. Forklaringen på at fedme mindsker fertiliteten skal primært søges i hormonelle forhold. Overvægt kan få kvinders kønshormoner til at ændre sig til mandlige, og overvægt kan få mandens kønshormoner til at blive mere kvindelige. »Hvis der bliver flere overvægtige kan det medvirke til at øge barnløsheden generelt. Man skal bare være opmærksom på, at overvægt ikke er den eneste faktor, der bidrager til barnløshed. Der er jo masser af normalvægtige par, der heller ikke kan få børn«, siger professor Tina Kold Jensen, Syddansk Universitetscenter. Kilde: Politiken

Forrige artikelLufthansa med i forsøg med telemedicin

Næste artikelRinge kontrol med drikkevandet

Bliv medlem af Naturli+
helt gratis

 

Få tips og hacks til et lykkeligt liv med naturlig sundhed.

Velkommen du er nu tilmeldt Naturli+ klubben.