Nyheder

Fedt kan måske udskyde demens

27. juni 2022

Tegn på aldring i hjernen kan udskydes med en fedtholdig kost, og det er særlig de såkaldt mellemkædede fedtsyrer fra bl.a. kokosolie, der giver en effekt. Foreløbig er effekten dog kun dokumenteret på mus.

Når vi bliver ældre, får vi defekter i vores nervesystem, vores hjerne mister en del af sin intellektuelle formåen, og risikoen for at udvikle sygdomme som Parkinsons og Alzheimers stiger. Alzheimers er i dag den hurtigst voksende alderssygdom.

Gennem hele livet er det vigtigt, at vores celler så vidt muligt bevarer det genetiske arveanlæg – DNA’et – uskadt, og derfor har cellerne et system til at reparere de skader, der hele tiden sker. Mennesker ældes, når der ikke længere er et funktionsdygtigt reparationssystem til at reparere dem. Ved sygdomme som Alzheimers finder forskerne også skader i DNA’et.

Cockaynes syndrom

Ny danskledet forskning fra Center for Sund Aldring, Københavns Universitet og National Institute of Health har undersøgt mus med en defekt i deres DNA-reparationssystem. Hos mennesker forårsager den samme defekt sygdommen Cockaynes syndrom, hvor patienterne ældes allerede som børn og dør i en alder af 10-12 år. Undersøgelsen viser, at hvis musene får en kost med højt indhold af fedt udskydes aldringsprocesser såsom nedsat hørelse og vægttab.

– Undersøgelsen er godt nyt for børn med Cockaynes syndrom, fordi vi ikke i øjeblikket har en effektiv behandling. Vores undersøgelse peger i retning af, at en kost med højt indhold af fedt kan udskyde aldringsprocesser. Den fedtholdige kost ser også ud til at udskyde aldringen af hjernen. Resultaterne peger derfor også i retning af, at patienter med Alzheimers og Parkinsons på sigt kan få glæde af den nye viden, siger professor Vilhelm Bohr fra Center for Sund Aldring, Københavns Universitet og National Institute of Health. Han har ledet undersøgelsen.

Særlig effekt af kokosolie

Vores hjerne har konstant brug for brændstof i form af enten sukker eller såkaldte ketoner. Ketoner er hjernens reservelager og spiller især en vigtig rolle i perioder med lavt blodsukker, for eksempel hvis man faster. Det skyldes, at kroppen nedbryder fedt, hvis den mangler sukker og i den proces dannes ketoner. Det er i særlig grad, når musene får de såkaldte mellemkædede fedtsyrer – fra fx kokosolie – at forskerne ser en positiv effekt.

– I celler fra børn med Cockaynes syndrom har vi tidligere vist, at aldring skyldes, at cellernes reparationsmekanisme konstant er aktiv. Det tærer på ressourcerne og bevirker, at cellen ældes meget hurtigt. Derfor håber vi, at en kost med højt indhold af kokosolie eller andre lignede fedtstoffer vil have en gavnlig effekt, fordi hjernecellerne får tilført ekstra brændstof og derved får kræfter til at reparerer skaderne, fortæller postdoc Morten Scheibye-Knudsen fra National Institute of Health.

Resultaterne fra undersøgelsen skal efterprøves på mennesker, men på længere sigt åbner den ny viden om fedtstoffernes virkning op for behandling af børn, der lider af for hurtig aldring, samt patienter med Alzheimers eller Parkinsons. 

Kilde: ku.dk

Forrige artikelAktiv aldring er andet end motion

Næste artikelRen skønhed uden kemi